Han ville i krig. Og han kom det. Han ville fornøje. Og han gjorde det. Livet igennem sloges Georg Carstensen med omgivelserne. Som officer, som bladudgiver og som Københavns ukronede forlystelseskonge. Åbningen af Tivoli i dag for 160 år siden blev hans store sejr. Og kimen til hans endelige nederlag. Da grundlæggeren af den verdenskendte underholdningspark døde 13 år efter dens indvielse, var han i fuld sving med nye initiativer, men for længst fjernet fra havens ledelse og på fallittens rand. I Tivolis første sæson på kun syv uger havde legebarnet ellers indkasseret 17.000 skattefri rigsdaler i kontanter og friaktier. Dengang tjente kongens hofchef omkring 5.000 rigsdaler om året. En galopperende lungebetændelse tog på få dage omkring nytåret 1856-1857 livet af den ellers så ukuelige Georg Carstensen. Han blev 44 år. Eventyreren og idémanden overlevede krige i Algier og Sønderjylland og en slaveopstand i den danske koloni på De Vestindiske Øer. Han udgav kontroversielle salonblade i Danmark og USA, og med sit Crystal Palace vandt han i midten af 1800-tallet en arkitektkonkurrence om en stor galleribygning til verdensudstillingen i New York. Folkelige fyrværkerifester i Rosenborg Have og balfaldera på Ridebanen blev det også til. Men det var uden held, Georg Carstensen forsøgte sig med vintertivoliet og koncertsalen Casino i Amaliegade. Det gik konkurs efter et år. Og da hans nye forlystelsessted Alhambra åbnede på Frederiksberg i august 1857, havde han allerede ligget i graven et halvt års tid Oprindelig var Alhambra ved Frederiksberg Allé tænkt som konkurrent til Tivoli og en slags hævnakt over for Carstensens tidligere bestyrelse. Han var rasende og følte sig nærmest bestjålet sit livsværk. I sin vrede havde han gjort uretmæssige, økonomiske krav mod sine tidligere kolleger i Tivoli. Forgæves. Nu skulle Tivoli ned med nakken, tænkte han. Hovedstadens omdiskuterede underholdningschef nåede dog aldrig at opleve sit hævntogt gå til grunde. Alhambra blev en fiasko. Til gengæld voksede Tivoli sig stor, stærk og smuk. I krig Diplomatsønnen, playboyen og vovehalsen blev født i Nordafrika. Faderen var generalkonsul i Algier og senere i Marokko. Georg Johan Bernhard Carstensen kom vidt omkring, inden han efterlod sine venner, familie, kone og to børn med et stort tomrum. Tre år efter hans død blev hans bo erklæret fallit. Som initiativtager og bevillingshaver til Kjøbenhavns Sommertivoli og Vauxhall var han selvskreven som medlem af Tivolis ledelse. Inspirationen til de udendørs løjer havde han hentet under sine mange rejser og ophold i udlandet. Kong Christian VIII udnævnte ham til kongelig agent, men den jordbundne bestyrelse for det nystiftede aktieselskab blev køresyg af Georg Carstensens konstant rullende initiativer og manglende økonomiske sans. Han gad heller ikke gå til møder og var konstant udenlands. Efter et par sæsoner blev den idérige enfant terrible kørt ud på et sidespor. Da var Tivoli allerede en stor succes, men sin personlige femårige forlystelsesbevilling til de ti tønder land ved Vesterport fik han ikke fornyet i 1848. Samtidig var hans Casino allerede gået rabundus. I stedet valgte kosmopolitten en anden rute på sin rejse gennem tilværelsen. Han meldte sig som frivillig til Treårskrigen i Sønderjylland og fortsatte videre til de danske besiddelser i Vestindien for at gøre tjeneste hos guvernøren under en slaveopstand. Allerede i sin tidligste ungdom havde han deltaget i en kolonikrig i Algier, selv om hans ønske om at blive optaget i Fremmedlegionen var mislykkedes. Georg Carstensen var foruden officer og opfinder af Tivoligarden medlem af Det Kongelige Københavnske Skydeselskab. På sit malede våbenskjold ses han siddende i en af de små vogne i Tivolis første rutsjebane. Iført sort kjole, høj hat og sølvknappet stok forsøger han at lokke lykkens gudinde med på galejen. Hans motto under billedet lyder: »Hold fast på lykken, mens du har den«. Men fru Fortuna vender ham ryggen. Som forfatter til biografien 'Georg Carstensen - Tivolis stifter' har den veterinærvidenskabelige ph.d., nuværende medarbejder i Lægemiddelstyrelsen og tidligere kontrollør i Tivoli, Steen Kristensen, valgt at tilegne sin bog fru Fortuna, som Carstensen »så inderligt ønskede ved sin side i livets store rutsjebane«. Rutsjebanen eller 'den russiske glidebane' var den største sensation blandt forlystelserne ved åbningen af Tivoli. På små to måneder besøgte 178.475 gæster etablissementet. Dengang havde København kun 130.000 indbyggere, og Georg Carstensen blev hurtigt byens nye kæledægge. Da var han 31 år. Det var dog langtfra hele guldalderfolket, der tog ham til sig. Som skribent, kritiker og udgiver af flere af sin tids kulørte ugeblade havde Georg Carstensen på sin vej mod tinderne i Tivoli passeret og generet adskillige af byens spidser. Bl.a. havde han i sit blad Figaro nedgjort selveste Johanne Luise Heiberg for hendes miniskørt. Hun var primadonna på Det Kgl. Teater, hvor hendes mand var direktør. Johan Ludvig Heiberg indtog desuden positionen som landets litterære smagsdommer par excellence. Han forsvarede sin kones ære og gik til angreb på Georg Carstensen, som han betegnede som »en nullitet som æstetisk dommer«. Forfatteren og politikeren Carl Ploug så ham som en »litterær probenreuter«, mens dagbladet Fædrelandet udnævnte ham til »en opvartende hofjunker hos beaumonde«. Efter H.C. Andersens mening var skaberen af Tivoli »et geni«. Carstensen havde opført nogle af eventyrdigterens skuespil på Casino, mens de af Heiberg var refuseret på Det Kgl. Sådan gik intrigerne på kryds og tværs inden for voldene. Da Tivoli satte havens skaber på porten, skrev H.C. Andersen i 'Mit livs eventyr', at »Carstensen var af en sjælden godmodighed. Den antager jeg for hans største fejl. Han blev tit spottet, udleet, kaldt 'maitre de plaisir'. Og dog var hans virksomhed af vedvarende nytte, til gavn og glæde og er det endnu«. Rehabiliteret Den første halve snes år efter Georg Carstensens død var hans navn stadig et uartigt ord i Tivoli. Men ved havens 25-års jubilæum i 1868 blev der afsløret en buste af stifteren. Og over hovedindgangen på Vesterbrogade hang et banner og teksten: 'Kom København! I Tivolis favn. Gemmes glæde og gavn. Gemmes Carstensens navn'. Synderen var rehabiliteret. Steen Kristensens biografi rummer den første, store, detaljerede gennemgang af Georg Carstensens sammensatte væsen og karriere. Forfatteren konstaterer, at Tivolis grundlægger var »et sanseligt menneske med stor appetit på fornøjelser og andre stimulanser«. »Men i stedet for at lade sig destruere af sin sanselighed brugte han den konstruktivt. Ikke af snuhed og beregning, men fordi han enfoldigt tog det for givet, at alt, hvad der morede ham selv, også ville vinde publikums udelte bifald«. »Så billedet af et lys tændt i begge ender rammer ikke helt. Men en letfængelig ildsjæl, det var han«.