Forfatteren Leon Uris er død. Det vil en del af hans kritikere utvivlsomt mene, at han kunstnerisk har været i mange år. Men lørdag sluttede i hvert fald livet efter 78 år for en af de få forfattere, som opnåede at formulere en væsentlig del af en nations selvforståelse. Uris - født Leon Marcus Uris - var manden bag 'Exodus', den energiske historie om en gruppe jøders kamp for at oprette staten Israel i kølvandet på Anden Verdenskrig og holocaust. 'Exodus' sælger måske ikke overvældende på disse breddegrader længere. Men for flere generationer af israelere og jødiske læsere har 'Exodus' været et sindbillede af det stof, Israel i deres øjne er gjort af - og nødvendiggjort af. Hér er masser af plads til indvendinger og kritik. Ikke kun fordi Leon Uris i bedste forstand var ensidig og kun så den jødiske/israelske side af historien og ikke den palæstinensiske, men også fordi han kun så Israels tilblivelse i et europæisk skær og som en udløber af holocaust. At der altid havde været et jødisk samfund i det hellige land omkring Jerusalem fylder mindre i 'Exodus'. Og at halvdelen af israelerne har deres oprindelse i den arabiske verden fylder ingenting. På den måde kom Uris' fortolkning af Israels tidlige historie til at stemme overens med populære palæstinensiske opfattelser af Israel som et vestligt overgreb. Læste på lektien Uris havde ellers læst på lektien, sådan som det var hans metode. Han havde ifølge New York Times studeret sig igennem 300 bøger, før han skrev 'Exodus' i 1958. Han havde rejst 19.000 kilometer på kryds og tværs af Israel og talt med 12.000 mennesker. Resultatet blev den historiske 600 sider korte bestseller, der senere blev filmatiseret med Poul Newman i en blåøjet hovedrolle. Metoden var klassisk for Uris' senere arbejde med murstenstunge værker som 'Mila 18' om Warszawas ghetto, 'QB VII' om retsopgøret efter holocaust, 'Trinity' - en irsk skæbnehistorie i et religiøst splittet samfund - og alle de andre, på dansk også 'Hadji' og 'Mitla Passet'. Hans bøger var gerne mættet af skønskrivning, baseret på ihærdig efterforskning af et større historisk materiale. Men indlevelsen var Leon Uris' styrke. Han kunne ikke skrive til de fineste litteraturpriser, men han kunne minsandten fortælle en historie, så hans læsere følte sig suget ind i historien og var nødt til at læse historien til ende. 'Exodus' og jødisk skæbne var dog mere end en god historie for Leon Uris; det var en del af ham selv. Begge hans forældre var af polsk/russisk/jødisk oprindelse, og var de ikke emigreret til USA, havde deres skæbne været lige så hård, som den blev for resten af Polens og Centraleuropas jøder. Faderen havde opholdt sig et års tid i det jødiske samfund i Palæstina efter Første Verdenskrig. Selv forlod Leon Uris gymnasiet for at melde sig til flåden under Anden Verdenskrig, før han efter krigen slog sig ned i Californien. Skønt han skrev og skrev, varede det indtil 1950, før det lykkedes ham at sælge et essay til månedsmagasinet Esquire. Western i Hollywood En roman om hans oplevelser i flåden, 'Battle Cry', udsendt i 1953, bragte ham til Hollywood, der købte rettighederne og udsendte den som film fire år senere. Derefter fulgte romaner og filmmanuskripter - blandt andet en superwestern, der udsendtes som 'Gunfight at the OK Corral' med Burt Lancaster og Kirk Douglas i storform - i en lind strøm. Kritikere hånede ham allerede dengang for hans overvældende patriotisme, somme tider også for hans journalistiske stil og rutinemæssigt for hans stærkt personlige balancegang mellem dokumentation og prosa. Tilbage for hans læsere stod dog stadig den stærke historie, som blev Leon Uris' varemærke, og som godt kunne læses på nogenlunde fri afstand af eftertidens politiske opgørelser. Alene 'Exodus' blev oversat til 50 sprog og smuglet ind i de dengang stadig undertrykte dele af Europa, som Leon Uris' familie kom fra. Han havde en ny roman i flåderegi på bedding, da livet forleden ikke var længere. Ligesom hans romaner blev det langt og mættet. Men ligesom i romanerne var det umuligt at komme uden om et punktum til allersidst.