2. maj 1949 sendte den dødssyge George Orwell en liste med 38 navne på britiske personligheder til sin gode ven Celia Kirwan, der var ansat i det britiske udenrigsministeriums propagandaafdeling. Forfatteren til romanen '1984' mistænkte de 38 for at have sympati med Sovjetunionen og kommunismen, og ud for flere af navnene havde Orwell tilføjet enkelte kommentarer. Skuespilleren Charlie Chaplin må nøjes med et spørgsmålstegn, mens andre som forfatteren og journalisten Isaac Deutscher både bliver karakteriseret som 'trotskist', og 'polsk jøde'. Eksistensen af denne liste har været kendt i flere år, og den har givet anledning til voldsom polemik. Stillede den antitotalitære og stærkt venstreorienterede George Orwell sig til rådighed for antikommunistisk heksejagt, som den få år senere udfoldede sig i USA under senator Joseph McCarthy, eller gjorde han demokratiet en tjeneste ved at advare mod mennesker, som ville undergrave det indefra som propagandister for Sovjetunionen? Den diskussion bliver sikkert aldrig afsluttet. Men nu er der mulighed for at føre den med fastere grund under fødderne af den enkle årsag, at selve listen nu er kendt. Først sidste år fik historikeren Timothy Garton-Ash tilladelse til at konsultere den i det britiske udenrigsministeriums arkiver. Orwell var 'gak-gak' Listen med de 38 navne blev for første gang offentliggjort i sin helhed lørdag i det britiske dagblad The Guardian. Men nyheden blev svækket ved, at hovedparten af navnene har cirkuleret i flere år, og at listen - som Orwell også selv skriver til Celia Kirwan - på mange måder er banal. Alle vidste f.eks., at Chaplin havde stærke kommunistiske sympatier, og hovedparten af de øvrige nævnte lagde heller ikke skjul på deres ideologiske ståsted. Den eneste overlevende af de 38, historikeren Norman Mackenzie, affærdigede i går i The Guardian sagen med, at den dødssyge Orwell var 'gak-gak' og havde personlige hademotiver over for flere af de personer, han anklager for at være kommunister eller 'kryptokommunister'. Men offentliggørelsen har igen skabt debat om Orwells politiske indsats i de sidste år af sit liv. Han døde få måneder efter, at han på sit sengeleje i et sanatorium havde redigeret listen og sendt den videre til Celia Kirwan og hendes arbejdsgivere i det britiske udenrigsministeriums Information Research Department, IRD, der havde til opgave at koordinere den britiske propagandaindsats. Og hele historien om denne sag kaster et grelt lys over stemningen og det intellektuelle klima i den kolde krigs første år. Mod totalitarisme I bogen 'Britain's Secret Propaganda War', skriver forfatterne Paul Lashmar og James Oliver, at George Orwell med denne liste indgik i et samarbejde med det britiske udenrigsministeriums 'koldkrigere', og at han 'sortlistede' en stribe britiske borgere. Anklagen for angiveri ligger snublende nær, og historikeren Frances Stonor Saunders fremhæver i bogen 'Who paid the Piper' om CIA's pengestrømme til antikommunistiske organisationer og intellektuelle i Vesten, at antisemitisme og racisme ligger lige under overfladen i Orwell's kommentarer til de enkelte personer i dette portrætgalleri. Men hvorfor gjorde han det? I en artikel i New York Review of Books fra september 2002 om 'Orwell's liste' skriver forfatteren Christopher Hitchens - som man ikke kan mistænke for at være specielt højredrejet - at Orwell under hele den kolde krig stillede spørgsmålet, hvordan de britiske intellektuelle ville reagere, hvis Den Røde Hær stod i London? Han havde stillet samme spørgsmål i 1942 om britiske intellektuelles modstandskraft over for nazismen, og hans tanker - med en liste over navne - havde fundet vej ind i en notesbog. Nu truede en anden form for totalitarisme - og den var en fare for ikke mindst den demokratiske socialisme, som Orwell var en stor tilhænger af. Men udsigten til en krig med Sovjetunionen var trods alt teori. Derimod var det en kendsgerning, som Hitchens skriver, at den politiske offensiv fra Sovjetunionen splittede det demokratiske venstre og svækkede den socialdemokratiske bevægelse. Det bekymrede Orwell, for hermed lå vejen åben for de konservative og højrefløjen. Derfor var det vigtigt at bekæmpe Sovjetunionens venner, mente han. Forgæves forelskelse Ifølge flere forskere kan en anden forklaring på Orwells samarbejde med udenrigsministeriets propagandister være, at den dybt deprimerede og dødsmærkede Orwell var forelsket i den unge og smukke Celia Kirwan, som han forgæves friede til. Måske, men de politiske motiver var afgørende, mener Hitchens. Samtidig vendte Orwell sig mod enhver form for censur. Han advarede f.eks. mod at forbyde kommunisternes dagblad, Daily Worker, og som både Christopher Hitchens og Garton-Ash skriver, fik ingen på listen problemer senere. Charlie Chaplin og Michael Redgrave (far til skuespilleren og aktivisten Vanessa Redgrave, red.) fortsatte deres kunstneriske karrierer. Historikere og forfattere som Isaac Deutscher, E.H. Carr og J.B. Priestley fik masser af anerkendelse, og kun ét navn på listen er senere identificeret som sovjetisk agent. Ironisk nok var det denne person, Peter Smolka, der som højtstående embedsmand i det britiske informationsministerium under krigen forsøgte at forbyde offentliggørelsen af Orwells roman 'Animal Farm' ('Kammerat Napoleon'). Set i bakspejlet virker hele operationen meget britisk, forvirret og amatøragtig og dermed i fuld overensstemmelse med de britiske hemmelige tjenesters senere bedrifter. Men som Christopher Hitchens skriver, blev Storbritannien sparet for McCarthyistisk hetz - måske fordi demokratiske socialister som George Orwell valgte at bekæmpe totalitarismen i form af Stalins Sovjetunion.