Jeg er vokset op med George Orwell. Jeg er født i 1939, og 'Kammerat Napoleon' udkom i 1945. Dermed fik jeg lejlighed til at læse den allerede som niårig. Den lå og flød i huset, og jeg troede, at det var en bog om talende dyr, lidt i stil med 'Vinden i piletræerne'. Jeg vidste intet om den slags politik, bogen handlede om. Et barns opfattelse af politik på det tidspunkt, lige efter krigen, bestod i den ganske enkle bevidsthed om, at Hitler var ond, men død. Så jeg slugte eventyret om Napoleon og Snowball, de intelligente, grådige, opadstræbende svin, og spindoktoren Squealer, og den ædle, men tykhovedede hest, og de føjelige, sloganråbende får, uden at forbinde det med historiske begivenheder. At sige at jeg var forfærdet over denne bog, er en underdrivelse. Husdyrenes skæbne var så grum, svinene så onde og løgnagtige og forræderiske, fårene så dumme. Uretfærdigheder forbigår ikke børn, og det var det, der oprørte mig mest: Svinene var så uretfærdige. Jeg græd som en pisket, da hesten Boxer kom ud for en ulykke og blev kørt bort for at blive lavet til hundemad. I stedet for at blive sat ud på det fredelige hjørne af græsgangen, som han var blevet stillet i udsigt. Hele oplevelsen var stærkt foruroligende, men jeg er Orwell evigt taknemmelig for, at han på et tidligt tidspunkt gjorde mig opmærksom på de faresignaler, som jeg lige siden har forsøgt at holde øje med. I 'Kammerat Napoleon's verden opfattes lange taler og offentlige diskussioner for det meste som sludder og tilskyndelse til at lyve, og skønt mange af personerne er godhjertede og har de bedste intentioner, kan de skræmmes til at lukke øjnene for, hvad der egentlig foregår. Svinenes sproglige trick Svinene intimiderer de andre med deres ideologi og drejer derefter denne ideologi, så den passer i deres eget kram. Allerede i den alder gennemskuede jeg deres sproglige trick. Som Orwell lærte mig, er det ikke etiketterne - kristendom, socialisme, islam, demokrati, de tobenede er onde, de firbenede er gode - der er afgørende, men de handlinger, der begås i deres navn. Jeg kunne også se, hvor let de, der har omstødt et undertrykkende regime, tager dets udstafferinger og metoder til sig. Jean Jacques Rousseau gjorde klogt i at advare os om, at demokratiet er den styreform, der er sværest at opretholde. Orwell vidste det helt ind til marven, fordi han havde set det på nærmeste hold. Så hurtigt forandres læresætningen 'Alle dyr er lige' ikke til 'Alle dyr er lige, men nogle dyr er mere lige end andre'. Så flygtig er svinenes medfølelse med de øvrige dyr, en medfølelse, der dækker over deres foragt for de dyr, de fører bag lyset. Så beredvilligt ifører de sig de engang så foragtede uniformer, der tilhørte de tyranniske mennesker, som de har omstødt, og lærer at svinge deres piske. Som den naturligste sag af verden retfærdiggør de deres egne handlinger, godt hjulpet af Squealers, deres veltalende presseagents verbale rænkespil, indtil de har hele magten i deres klove og ikke længere behøver noget påskud, men styrer ved rå magtanvendelse. En revolution er i mange tilfælde bare ensbetydende med: en rotation, skæbnehjulet, der drejer, hvorved de, der befandt sig forneden, kommer op til toppen og beklæder de ledende stillinger og maser de tidligere magthavere under sig. Vi bør tage os i agt for alle dem, der overplastrer landskabet med portrætter af sig selv, som det store, onde svin Napoleon. Kejseren uden tøj 'Kammerat Napoleon' er en af det 20. århundredes mest opsigtsvækkende kejseren-har-ikke-noget-tøj-på-bøger, og den bragte George Orwell i vanskeligheder. Folk, der går imod den gængse folkelige visdom, som påpeger de ubehagelige sandheder, vil efter al sandsynlighed blive mæhet ud af flokke af vrede får. Alt det forstod jeg selvfølgelig ikke som niårig - ikke på det bevidste plan, i hvert fald. Men vi forstår mønsteret i historier, inden vi lærer, hvad de betyder, og mønsteret i 'Kammerat Napoleon' er meget klart. Så fulgte '1984', som udkom i 1949. Jeg læste den derfor i en paperbackudgave et par år senere, da jeg gik i gymnasiet. Så læste jeg den igen, og igen. Den stod dér mellem mine yndlingsbøger, sammen med 'Stormfulde højder'. I samme periode slugte jeg dens to følgesvende, Arthur Koestlers 'Mørke midt på dagen' og Aldous Huxleys 'Fagre Nye verden'. Jeg kunne lide dem alle, men jeg opfattede 'Mørke midt på dagen' som en tragedie om begivenheder, der allerede havde fundet sted, og 'Fagre nye verden' som en satirisk komedie, hvis begivenheder næppe ville komme til at udspille sig præcis på den måde (netop 'orgie, orgie'). '1984' forekom mig at være mere realistisk, nok fordi Winston Smith mindede mere om mig selv, et radmagert menneske, der let blev udmattet, og som blev udsat for fysisk træning i kolde omgivelser (hvilket også indgik i min egen skolegang) - og som i al stilhed var i opposition til de idealer og det liv, man havde tiltænkt ham (det er måske en af grundene til, at '1984' er bedst at læse, når man er i puberteten, hvor de fleste har det sådan). Jeg sympatiserede især med Winstons ønske om at nedskrive sine forbudte tanker i en enormt indbydende, hemmelig og ubeskreven bog. Jeg var endnu ikke begyndt at skrive, men jeg fornemmede, at der var noget tiltrækkende ved det. Jeg fornemmede også, at det var farligt, for det er hans skriverier - og forbuden sex, et andet tema, der virkede dragende på en teenager i 1950'erne - der i den grad bringer Winston i vanskeligheder. Åndssløvende slagord 'Kammerat Napoleon' beskriver en idealistisk befrielsesbevægelses udvikling til et totalitært diktatur under ledelse af en enevældig tyran. '1984' beskriver, hvad det vil sige at leve i sådan et system. Bogens helt, Winston, husker kun i brudstykker, hvordan tilværelsen formede sig, inden det nuværende, frygtelige diktatur begyndte. Han er forældreløs, barn af kollektivet. Hans far døde i den krig, der indvarslede undertrykkelsen, hans mor er forsvundet, og det eneste, hun har efterladt sig, er det bebrejdende blik, hun sendte ham, da han snød sig til en plade chokolade - et lille forræderi, der på samme tid er en nøgle til forståelse af Winstons karakter og et forvarsel til de mange senere forræderier i bogen. Regeringen i Luftbase 1, Winstons 'land', er brutal. Den konstante overvågning, det umulige i at tale frit til nogen som helst, Store Broders truende, allestedsnærværende portræt, regimets behov for fjender og krige - begge meget vel opdigtede - som bliver brugt til at skræmme befolkningen og forene dem i hadet, de åndssløvende slagord, forvrængningen af sproget, destruktionen af alle sande begivenheder ved at stoppe ethvert minde om dem ned i erindringshullet - alt sammen gjorde det et dybt indtryk på mig. Lad mig sige det på en anden måde: Det skræmte mig fra vid og sans. Orwell skrev en satire over Stalins Sovjetunionen, et sted jeg kun vidste ganske lidt om i en alder af 14, men han gjorde det så godt, at jeg kunne forestille mig den slags ting ske hvor som helst. »Gør det ved Julia« Der findes ingen elskende par i 'Kammerat Napoleon', men det er der i '1984'. Winston finder sin tvillingesjæl i Julia. Udadtil er hun en hengiven Parti-fanatiker, i al hemmelighed en pige, der holder af sex og makeup og andet dekadent. Men de to elskende bliver opdaget, og Winston bliver tortureret for tankekriminalitet - indre illoyalitet over for regimet. Han føler, at kan han bare forblive tro over for Julia i sit hjerte, vil hans sjæl overleve - en romantisk tanke, om end en tanke, som vi har en tendens til at støtte. Men som alle andre totalitære regeringer og religioner kræver Partiet, at al personlig loyalitet ofres for det og erstattes med fuldstændig loyalitet over for Store Broder. Konfronteret med sin værste frygt i det frygtede værelse 101, hvor en modbydelig konstruktion bestående af et bur fyldt med udsultede rotter, kan spændes til ansigtet, udbryder Winston: »Lad mig være«, og han bønfalder: »Gør det ved Julia« (hjemme hos os er den sætning blevet kodesprog for at forsøge at undgå tunge pligter. Stakkels Julia - hvor ville vi gøre livet svært for hende, hvis hun havde eksisteret i virkeligheden. For eksempel ville hun være nødsaget til at deltage i en masse diskussioner). Efter forræderiet mod Julia er Winston omdannet til en klat medgørlig ler. Han tror oprigtigt på, at to og to er fem, og at han elsker Store Broder. Det sidste glimt, vi ser af ham, er, da han sidder fordrukken på en fortovscafe i bevidstheden om, at han er en levende død, og lige har erfaret, at Julia også forrådte ham, mens han lytter til en populær slager: »Under det gamle kastanjetræ/ solgte jeg dig, og du solgte mig ...«. Har vi en chance? Orwell er blevet beskyldt for bitterhed og pessimisme - for at efterlade os med en fremtidsvision, i hvilken individet ikke har en chance, og hvor det altkontrollerende Partis brutale og totalitære støvle maler ind i det menneskelige ansigt i al evighed. Denne opfattelse af Orwell modsiges dog af bogens sidste kapitel - et essay om Nysprog, det forvirrende dobbelttænkningssprog, som regimet har opfundet. Ved at rense ud i alle ord der kan virke forstyrrende - det er for eksempel ikke længere tilladt at anvende ordet 'dårligt', man skal sige 'dobbelt-plus-ugodt' - og ved at få andre ord til at betyde det modsatte af deres oprindelige betydning - stedet hvor folk tortureres hedder Ministeriet for Kærlighed og bygningen, hvor fortiden bliver slettet hedder Informationsministeriet - ønsker lederne i Luftbase1 at gøre det bogstaveligt talt umuligt for folk at tænke klart. Ikke desto mindre er essayet om Nysprog skrevet på almindeligt engelsk, i tredje person og i datid, hvilket kun kan betyde, at regimet er faldet, og at sproget og individualiteten har overlevet. Hvem det end er, der har skrevet tillægget 'Hovedreglerne for Nysprog' er 1984-universets dage forbi, da det skrives. Jeg mener derfor, at Orwell havde langt større tiltro til menneskets ukuelighed, end man normalt tillægger ham. George Orwell blev et meget konkret forbillede for mig på et langt senere tidspunkt i mit liv, nemlig i virkelighedens 1984, som var året, hvor jeg begyndte at skrive om et anderledes dystopia i romanen 'Tjenerindens fortælling'. Jeg var på det tidspunkt 44 år og havde via læsning af historiebøger, rejser og mit medlemskab af Amnesty International lært så meget om virkelighedens despoter, at jeg ikke behøvede at læne mig op ad Orwell alene. Mænds fremtidsvisioner Størstedelen af de dystopiske fremtidsromaner - heriblandt Orwells - er skrevet af mænd og bærer en mandlig synsvinkel. De gange kvinder har optrådt i romanerne har de enten været kønsløse robotter eller oprørere, der har brudt regimets regler om sex. De har fungeret som fristelser for de mandlige hovedpersoner, uanset hvor velkommen denne fristelse har været for mændene selv. Det er tilfældet med Julia, med den undertøjsklædte forførerske i gruppesexscenen i 'Fagre Nye Verden' og med den skæbnesvangre femme fatale i Jevgenij Zamiatins skelsættende klassiker 'Vi'. Jeg ville prøve at skabe et dystopisk univers set med en kvindes øjne - verden ifølge Julia. Det gør dog ikke 'Tjenerindens fortælling' til »en feministisk dystopisk fortælling«, bortset fra at dét at tildele en kvinde en stemme og et indre liv altid vil blive betragtet som 'feministisk' af dem, der ikke mener, at kvinder bør have disse ting. Det 20. århundrede kan ses som et kapløb mellem to versioner af det menneskeskabte helvede: den militære statstotalitarisme i Orwell's '1984' og det hedonistiske pseudoparadis i 'Fagre Nye Verden', hvor alt er blevet til forbrugsgoder, og mennesker er skabt til at være glade. Med Berlinmurens fald i 1989 så det ud til, at 'Fagre Nye Verden' havde vundet. Fra da af ville statens kontrol være minimal, og det eneste vi skulle foretage os var at shoppe, smile, svælge i fornøjelser og tage en pille eller to, når depressionen overmandede os. Men alt dette ændrede sig efter 11. september 2001. Nu står vi tilsyneladende over for to modsatrettede dystopier på én gang - åbne markeder og lukkede sind - fordi den statslige overvågning er vendt tilbage for fuld kraft. Bødlens frygtede værelse 101 har vi levet med i årtusinder. Roms fangehuller, inkvisitionen, den hemmelige domstol, Bastillen, Pinochets processer og juntaen i Argentina - alt dette har været afhængig af hemmelighedskræmmeri og magtmisbrug. Masser af lande har deres udgave af det - deres måde at bringe besværlige dissidenter til tavshed på. Demokratier har traditionelt defineret sig selv ved, blandt andet, deres åbenhed og det, at de er retsstater. Men nu lader det til, at vi stiltiende accepterer metoder fra de mørkere sider i menneskehedens historie, teknologisk opgraderet og retfærdiggjort af vores egen brug af dem, selvfølgelig. For frihedens skyld må vi give afkald på vores frihed. For at vi kan bevæge os mod den forbedrede verden - den utopi, vi er blevet lovet - må dystopien først til magten. Det er et demokratibegreb, som nok er 'dobbelttænkningen' værdig. Det er også, i sin måde at ordne begivenhederne på, underligt marxistisk. Først proletariatets diktatur, hvor masser af hoveder må rulle, så det tomme løfte om det klasseløse samfund, der underligt nok aldrig bliver en realitet. I stedet får vi bare svin med piske. Jeg spørger tit mig selv: Hvad ville George Orwell have at sige til det? Temmelig meget. Oversættelse: Dorte Langberg, Nina Skyum-Nielsen og Lorens Juul Madsen