0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Smånymfen og spyfluen

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Vladimir Nabokov var ekspert i sommerfugle, men det er Lolita, smånymfen, han er mest berømt for. Romanen, der former sig som en selvbiografisk redegørelse skrevet af den seksuelt besatte »Humbert Humbert« mens han venter på rettens ord, både starter og slutter fantastisk.

Læs blot følgende højt og oplev at tungen af sig selv gør som foreskrevet: »Lolita, mit livs lys, mine lænders ild. Min synd, min sjæl. Lo-li-ta: tungespidsen tager tre trin ned ad ganen og banker på fortænderne ved det tredje. Lo.Li.Ta.«

Tre hundrede lystne og lede sider senere, klinger beretningen ud med følgende svada:

»Jeg tænker på urokser og engle, hemmeligheden i varige farvestoffer, profetiske sonetter, kunstens tilflugtssted. Og dette er den eneste udødelighed, du og jeg vil kunne dele, min Lolita«.

Det er stærkt, og tilsammen et meget godt billede på de kræfter, der rører sig i skikkelsen, der længe ikke vidste om han skulle kalde sig »Otto Otto« eller »Lambert Lambert«, men endte med at træffe sit valg fordi det bedst udtrykker »sletheden«.


I internetalderen buldrer pornografien gennem kablerne, og der går næsten ikke en dag uden nye beretninger om mænds seksuelle omgang med børn og mindreårige. Humbert Humberts farlige leg har både et navn i straffeloven og i den psykologiske litteratur, men den er også noget helt for sig selv.

Nabokovs præstation er, at han har skabt et uhyre dannet monster og givet det et fantastisk stykke legetøj. Tolvårige Dolores Haze, Lolitas borgerlige navn, er mindreårig og uskyldig, men i hende lurer også den seksualitet og meget amerikanske selvbevidsthed, som ender med at skabe gnister - og det der er meget, meget værre.

Hvor nogle døjer med at holde en følelse af tomhed på afstand, er det Humbert Humberts lykke, at være fuldstændig udfyldt ud af sit driftsliv - og tilmed være i stand til at give udtryk for det på stadig mere raffinerede niveauer, som da han genfortæller scenen, hvor Lolita, der godt ved hvilken dragning hun har, lægger sine fødder i hans skød, mens hun begynder at spise af en saftig frugt.

Stunderne, hvor hans »kongelige gevandt« er »kulmineret« af fryd over »drømmeskattens smilehulskrop« kalder han isbjerge i paradis. Humbert Humbert er både hudløst ærlig og løgnagtig. Han flyver højt op på lette vinger, sætter sig umiddelbart efter til rette som en spyflue på et ådsel, og er godt selv klar over, at hans praksis rummer begge poler.


Det farlige spørgsmål er naturligvis, om man også kan se skønheden i udyret? Nu kan man jo nøjes med blot at læse bogen, som det stykke fiktion den er, men jeg tror ikke mindst mange mænd vil nikke ja. Ligesom mange kvinder trods alt vil kunne nikke anerkendende til den side af Humbert, der er et billede på seksualitetens fantasifulde, legende og insisterende sider.

Havde det dog bare ikke været en mindreårig, den stygge mand havde kastet sin kærlighed på, men det var det jo ikke.

Annonce