Vladimir Nabokov var ekspert i sommerfugle, men det er Lolita, smånymfen, han er mest berømt for. Romanen, der former sig som en selvbiografisk redegørelse skrevet af den seksuelt besatte »Humbert Humbert« mens han venter på rettens ord, både starter og slutter fantastisk. Læs blot følgende højt og oplev at tungen af sig selv gør som foreskrevet: »Lolita, mit livs lys, mine lænders ild. Min synd, min sjæl. Lo-li-ta: tungespidsen tager tre trin ned ad ganen og banker på fortænderne ved det tredje. Lo.Li.Ta.« Tre hundrede lystne og lede sider senere, klinger beretningen ud med følgende svada: »Jeg tænker på urokser og engle, hemmeligheden i varige farvestoffer, profetiske sonetter, kunstens tilflugtssted. Og dette er den eneste udødelighed, du og jeg vil kunne dele, min Lolita«. Det er stærkt, og tilsammen et meget godt billede på de kræfter, der rører sig i skikkelsen, der længe ikke vidste om han skulle kalde sig »Otto Otto« eller »Lambert Lambert«, men endte med at træffe sit valg fordi det bedst udtrykker »sletheden«.