Når 'Harry Potter and the Order of the Phoenix' udkommer i dag, mangler Joanne K. Rowling to bøger i serien, og hvis hun vil sit eget bedste, stopper hun dér. Ellers truer det litterære selvmord. Professor i børnelitteratur Torben Weinreich er ikke i tvivl om, at forfatteren vil blive udsat for et massivt pres for at forsætte serien med nummer otte, ni eller ti, men han er også overbevist om, at bøgerne dermed risikerer at løbe ind i et dinosaursyndrom. »Selv om en otter og en nier kun skulle gå i de halve oplag, ville de jo alligevel overgå alt andet, der i øvrigt foregår på bogmarkedet, men det vil formentlig også dræbe bøgerne. Til gengæld tror jeg på, at man med en sikker dosering af stoffet kan køre serien hjem med syv bøger«, siger Torben Weinreich. Men hvad er det så, Joanne K. Rowling kan, når hun fortæller sine historier om den unge troldmandslærling, der må så meget ondt igennem, før det formentlig bliver godt i bind syv? »Hun er i stand til at kombinere en skrivetradition med en reel fornyelse. Det er så sjældent, at det virkelig lykkes noget at gribe ind i en tradition og forny den, uden at det bliver plat. Joanne Rowling har en originalitet, der er tydelig allerede fra bind et, hvor hun opfinder nye ord og begreber, eksempelvis quidditch-legen (boldspil på flyvende koste, red.). Det er egentlig svært at læse, men også fascinerende«. »Samtidig er hun også fantastisk god til at karakterisere folk gennem deres sprog, hvad man godt nok ikke ser så tydeligt i de danske oversættelser«, siger Weinreich. Han ser Potterhistorierne som nogle klassiske fantasy-bøger, hvor en realverden eksisterer ved siden af en fantastisk verden, man kommer ind i ved at kaste sig igennem en mur på en station. »Denne anden verden har selvfølgelig nogle fantastiske elementer, men i sin sociale struktur er den helt banal. Børn går i skole, og der er kærester, venner, uvenner, mobning, søde og ikkesøde lærere. Det kunne være en hvilken som helst Janbog, og det er utrolig genkendeligt, selv om det er flyttet over i en anden dimension, hvor der gælder et andet system af naturlove. Men Rowling undgår at slippe tråden til den virkelighed, som mange børn også gerne vil have med, når de læser«, siger han. Delvist løgn Selv om Torben Weinreich synes, Potterbøgerne har klare, litterære kvaliteter, mener han ikke, disse alene er forklaringen på den utrolige succes. Slet ikke. »Det ville heller ikke have været nok med en god markedsføring. For at opnå denne succes har de også haft brug for en god historie om forfatteren plus en god historie om bogens tilblivelsesproces, og den er jo i dette tilfælde blevet voldsomt markedsført. Den er delvist løgn, men den er god.« »En kvinde sidder i et tog. En kvinde i ægteskabelig krise. Hun har prøvet lærerjob og sekretærjob og er elendig til begge dele. Pludselig ser hun ud ad vinduet og får et syn, hvor hun ser en dreng med briller. Ham vil hun skrive om. Syv år efter er hun færdig, men i mellemtiden er hun blevet skilt, har boet i Edinburgh som enlig, fattig mor med et spædbarn. Bogen er skrevet i hånden på cafeer. En rigtig god historie«. »Den sidste faktor i bogens succes er, at der rundt om den er blevet skabt et imaginært rum, hvor læserne, medierne og interessen spiller med. Det har bogen haft, fordi den er den første store bogsucces, mens vi har haft internettet. Der er jo tre millioner sites alene om Harry Potter«, siger Torben Weinreich. Ja, der er en Pottereffekt Der er således masser af utrolige historier om Potterbøgerne og masser af myter om, hvad de har betydet for folk. Blandt andet siges det igen og igen, at de har været med til at fremme børns læselyst. Men er det rigtigt? »Ja, det er det faktisk«, siger Torben Weinreich. Læseundersøgelser fra Center for Børnelitteratur viser, at der er en Pottereffekt. 14-15-årige unge, især drenge, fortæller selv, at bøgerne har fået dem til at læse igen eller har fået dem til at fortsætte læsningen. Det er ellers i denne gruppe, mange unge læsere falder fra. Mange af dem bliver også ved med at læse. De fortsætter direkte over til Tolkien, og Weinreich mener, erfaringerne fra Potterbøgerne viser, at man bestemt ikke skal give op, selv om det ser ud til, at børn holder op med at læse. Hvis børnene bliver præsenteret for de rigtige bøger, kan de faktisk stimuleres til at fortsætte. Spørgsmålet er så, om Potterbøgerne vil gå over i litteraturhistorien som klassikere. Litteraturprofessoren tvivler. »Bøgerne har ikke formatet til at blive klassikere som 'Robinson Crusoe', 'Peter Plys' eller 'Brødrene Løvehjerte', men de vil nok få en fremtrædende placering i børnelitteraturhistorien«, siger han. Ifølge Torben Weinreich vil bøgerne blive omtalt i kraft af alt det, de har været med til at sætte i gang. Hele dette hurlumhej af formidling, medieomtaler, forlagsoverskud og forfattermilliarder. En central placering kommer ikke, fordi bøgerne litterært og æstetisk er milepæle. Det er Weinreich sikker på. For ikke så længe siden spurgte Center for Børnelitteratur i en undersøgelse, hvad der var den suverænt bedste bog, børnene enten havde læst eller fået læst højt, og da optrådte Potterbøgerne da også på listerne, men Astrid Lindgrens 'Brødrene Løvehjerte' var en klar nummer et, og seks af Lindgrens bøger var blandt de 20 mest populære. »Lindgren er populær, fordi hun ligesom H.C. Andersen forstår at bygge sin læser direkte ind i historien, og det sker næsten skjult. Læs eksempelvis indledningen til 'Brødrene Løvehjerte', som er noget af det bedste, der er skrevet. Hun fortæller, at dette er et eventyr, hvorefter hun siger, nej, det har alligevel fundet sted. Hun fører sin læser ind i en tøvende, usikker situation, som samtidig lover en hel masse om det, der kommer. Ligesom H.C. Andersen bruger hun en direkte læserhenvendelse, og hun bruger det meget. På vores forfatterskole siger vi til eleverne, at de skal holde sig fra det, fordi det let bliver pinligt og pædagogisk at gøre det, men Lindgren og H.C. Andersen er i stand til at gøre det, og de skaber en intimitet, som man selv skal skabe i Potterbøgerne. Jeg tvivler på, at denne intimitet kan skabes, når hele dette Potterpres fra kammerater og medier forsvinder«, siger Torben Weinreich. Den danske Rowling Når Lindgren trods alt er bedre end Rowling, skyldes det ifølge Weinreich både denne utrolige intimitet i fortællestemmen, og at Lindgren har evnet at skabe sin egen form. Hun kombinerer eventyret og romanen i et. Eventyret er normalt kort og befolket af letkendelige typer som den gode og den onde, mens romanen er lang og befolket af personer med karakter. »Lindgren arbejder både med typer og med hele personer. Hos hende får man også et spændende portræt af forræderen, hvor han er typen, men også en person med inddigtede træk om, hvad der driver ham, og hvorfor han er blevet, som han er. Den slags gør, at identifikationsstederne er mange hos Lindgren. De er ikke kun knyttet til en enkelt person«. Hvad skulle der til, for at Potterbøgerne i de sidste tre kunne løfte sig et niveau?

»Det vil ikke ske, og det har ikke noget at gøre med, at hun ikke vil være i stand til det, for det ved jeg ikke noget om, men bøgernes styrke er netop, at hun har været i stand til at fastholde skrivestil og stilleje i de første bøger. Når vi når til bind syv, vil Potter bare være ældre og med flere erfaringer, men den hurtige lige ud ad landevejen-måde at fortælle historier på vil fortsætte. Der kommer ikke store metaprojekter, hvor fortælleren pludselig reflekterer over sin fortælling. Det er som at tage C-toget fra Hovedbanegården. Det ender altid i Klampenborg, uanset hvad der måtte ske af spændende ting undervejs. Selv om vi ikke er nået frem, men kun er nået til Charlottenlund, ved vi godt, at vi ender i Klampenborg«. Hvad synes du egentlig selv om Potterbøgerne? »Jeg kan ikke læse dem. Jeg kan ikke holde det ud. Så er det sagt. Jeg kan godt lide den tyske fortælling med fantastiske elementer, som man møder hos H.C. Andersen og E.T.A. Hoffmann og i moderne romaner af f.eks. Hanne Marie Svendsen, men fantasy-universet har aldrig sagt mig noget, så jeg har måttet slide mig lidt gennem bøgerne«, siger Weinreich. Men hvorfor er det lige Rowlings bøger, der er blevet en verdenssucces. Kunne det have været en dansk forfatter, og har vi nogen i den klasse?

»Ja, vi har f.eks. Lene Kaaberbøls bøger om Skammeren, som er en kommerciel succes allerede og senest solgt til USA. Litterært og plotmæssigt ligger hun på niveau med Rowling. Hvis hendes bøger fra starten havde været pakket ind i den samme udgivelsesstrategi som Potterbøgerne, kunne det have udviklet sig til noget af det samme. Kaaberbøls bøger breder sig ud over verden, og deres succes kan sagtens blive større endnu«.