0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En vis mandag den 8. juni 1903 i Bruxelles

Om Marguerite Yourcenars 100 år og om hendes Villa Mont Noir, hvor forfattere bor og skriver som kejsere.

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Hun hedder Marguerite Yourcenar, og hun henter mig med mellemrum til Paris. Jeg har det privilegium at være med til at bestyre hendes barndomshjem. Havde hun levet, var hun i år fyldt 100. Derfor denne lille opsats om hende og om hendes sted: Villa Mont Noir.

Det ligger i Frankrigs nordøstligste hjørne, helt deroppe i kanten af Flandern, hvor vidderne er store og majestætiske, og hvor så mange krige er kæmpet; dér, hvor det franske og det flamske løber ud over tre-fire europæiske lande.

Villa Mont Noir hørte til et nu nedbrændt slot og er i dag et arbejdssted for europæiske forfattere. De sidder her og skriver i én, to eller tre måneder; de er på fuld pension og 10.000 månedlige francs i lommepenge foruden, som skrevet står i kontrakten: en bil og en cykel til rådighed.

Eller francs og francs: Siden starten for syv år siden er vi gået over til euro, hvad der passer godt med stedets ånd, præget som den er af et nordfransk ønske om at gøre noget for det europæiske, også kulturelt. Det er Le Conseil Général du Nord, regionalstyret i det nordøstlige Frankrig, der finansierer det attraktive refugium, som på sin egen måde udtrykker to parallelle bevægelser på vores kontinent: regionalisering og europæisering.

Marguerite Yourcenar? En af det 20. århundredes store franske forfattere, første kvindelige medlem af Det Franske Akademi, ophavsmand til betydelige værker som romanerne 'Kejser Hadrians erindringer' og 'Smeltediglen' og erindringstrilogien 'Verdenslabyrinten'.

Hendes fødsel 8. juni 1903 fejres på mange måder rundt i Frankrig netop nu. I pinsen var Villa Mont Noir centrum for en festival med fokus på forfatterskabet. Ved samme lejlighed blev det offentliggjort, hvem der får plads i Villaen det næste års tid. Men vi havde nu ringet rundt til de heldige allerede i maj, da vi havde holdt vores møde i Paris.


Vi mødes i forfatterforeningen i Paris, La Société des Gens de Lettres. Foreningen holder til i et fornemt palæ fra napoleonstiden, Hôtel de Massa, som engang i begyndelsen af 1900-tallet blev flyttet, sten for sten og spejl for spejl, fra den oprindelige adresse på Champs Elysées til den nuværende i det 14. arrondissement.

Her sætter vi os omkring et bord, som med sit imposante areal ville være en Yalta-konference værdigt. Fra væggene skuer lange lister med foreningens tidligere præsidenter ned på os: Honoré de Balzac, Victor Hugo ... en af de seneste er den højst nulevende forfatter Georges-Olivier Châteaurenaud, der også sidder med ved bordet som jurymedlem.

For resten består juryen af en belgier, en korsikaner, en dansker altså samt yderligere fire franske. Kritikere og forfattere, et sjovt selskab. Over årene er det blevet en fortællekreds ligesom lørdagsfrokosterne hos Marcel Proust i baghaven i Combray. En tilbagevendende forestilling med faste roller, som alle glæder sig til at genopleve i aktuel indstudering.

Den kritiske korsikaner, som taler hurtigere, end jeg kan tænke; den ubønhørlige forfatter, som ikke ser med milde øjne på kollegers klicheer; den ivrige direktør, som skal leve i sin Villa med resultaterne af vores vælgen og vragen.

Alt diskuteres med energi (vi er blandt gallere) og i en stemning af samspil og generositet. Vi griner. Og glædes over ganske gratis at være glade givere på vegne af Le Conseil Général du Nord. Alt mens vi lærer hinanden noget om europæisk litteratur netop nu. Vi har læst og læst.

Der var et halvt hundrede ansøgere i år (ingen danske), og med tre jurymedlemmer på hver ansøgning giver det 12-15 forfatterskaber pr. næse, spørg mig ikke hvordan.

Jeg nød at læse mine 14, lige fra den 90-årige slovener, som slap ud af Bergen-Belsen i maj 1945 og siden har skrevet et værk af Nobel-omfang, til den 19-årige polske pige, som næsten intet har skrevet, men i sin ansøgning radbrækker det franske sprog med en charme, som vidner om et usædvanligt sprogtalent.

Jeg havde også en stor tysk kender af fransk litteratur, jeg havde en stribe østeuropæiske forfattere med denne særlige måde at tale stort om store ting på, og så havde jeg alle disse forfatter-drømmere, som man ville gøre en bjørnetjeneste, hvis man nærede deres illusioner, endsige spærrede dem inde i en villa fyldt med rigtige forfattere.


Arbejdet med Villa Mont Noir får mit forår til at minde om det litterære efterår: en rus af læsning, en trængsel af bøger og verdener og personer, der efterhånden vandrer ud og ind mellem hinanden og springer fra bog til bog. Jeg husker forårets høst som én stor roman. Og når det hele er slut, sætter jeg mig lige så stille på Brasserie Bofinger opppe ved Bastillepladsen, drikker en øl og spiser en hummer og tænker lidt på Marguerite Yourcenar.

Egentlig hed hun Marguerite de Crayencour, men skabte sig et pseudonym af efternavnets anagram. Og sådan var hun livet igennem foranderlig og mangfoldig ligesom sine store romanfigurer, ikke mindst Kejser Hadrian: 'Varius, Multiplex, Multiformis'.

Hendes erindringer begynder sådan her: »Det væsen, som jeg kalder 'jeg', kom til verden en vis mandag den 8. juni 1903 ved 8-tiden om morgenen i Bruxelles«. Hendes far var fransk rigmand, hendes mor døde, mens hun var spæd. Barndommens første år blev tilbragt på slottet derude på Mont Noir, siden gik det verden rundt med den kosmopolitiske far og et følge af tjenestefolk og guvernanter.

At Marguerite Yourcenar i sit mesterværk om Hadrian kunne påtage sig en kejsers identitet og tænkemåde havde måske sine forbindelser til en aristokratisk opvækst med en vældig far. Noget i stil med Hadrians opvækst som protégé af Trajan i det 2. århundrede.

Man er ikke spærret inde hverken i sin samtid, sin provins eller sin identitet, når man læser Yourcenar. Ligesom kejser Hadrian har man hele imperiet og hele kulturen som rejserum. I Rom står Hadrians Pantheon, og lidt uden for Rom, ved Tivoli, ligger resterne af det landsted, hvor han trak sig tilbage: Villa Adriana.

Jeg tror, der løber en underjordisk forbindelse fra Villa Adriana dernede i Italien til Villa Mont Noir deroppe i Frankrig. Her kan europæiske forfattere nu sidde og skrive. Kejserligt.

Tak, Marguerite. Og tillykke.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu