Salme nr. 660 i 'Den Danske Salmebog 2002' hedder 'Kom, hjælp mig, Herre Jesus'. Hjælpen undslap den arme korrekturlæser, der overså, at 'vreden' var blevet til 'freden' og således kom en linje i salmen til at hedde: »her kan jeg rase ud, til freden bliver til aske«. Holger Lissner, der er ophavsmand til den ellers vredeslindrende salme, skal måske ikke være så ked af fejlen. Den har nemlig gjort hans salme til ugens mest omtalte fra den ny salmebog. Det er ellers blevet nemmere at blive glemt i 2002-udgaven sammenlignet med den seneste udgave fra 1953 - med 105 salmer ud og 142 ind er den »altså vokset med 37 numre«, som Kresten Drejergaard skriver i Fyens Stiftstidende i en anmeldelse, der i høj grad er udført med målebånd. Han mener, »at den rummer for mange salmer. For min skyld måtte der gerne være sket en slankning af salmebogen. Så kunne der måske også være blevet plads til en lidt større og kraftigere skrifttype til glæde for os, som er kommet lidt op i årene«. Den ældre præst ønsker i øvrigt ikke at »kalde det en ny salmebog, men en revision af Den Danske Salmebog fra 1953. Til gengæld er det en rigtig god revision«. »Alle mine forbehold forsvandt«, skriver Kathrine Lilleør samstemmende i Berlingske Tidende, men 'nøjes' med at give salmesamlingen fem stjerner ud af seks mulige uden at nævne, hvad der forholder hende at få den sidste lampe til at lyse. 79 gange Satan I bladet fra bønderne på Herrens mark, Kristeligt Dagblad, noterer Asger Brandt sig den enorme forhåndsinteresse med 1.659 høringssvar til salmebogskommissionens oprindelige forslag fra 2000 og et første oplag af den endelige udgave på ikke mindre end 320.000 eksemplarer. Og han bemærker, at der overalt er gjort et stort arbejde ud af kontinuiteten: »... udstyrsmæssigt forholder salmebogen sig til den hårfine balance mellem tradition og fornyelse ... Skrifttypen Arnhem er lige så splinterny som salmebogen, men fremtræder ganske klassisk og virker som et godt valg«. Også han måler salmebogen frem for at vurdere dens udvalg og kan således oplyse, at »Som noget nyt fås salmebogen også i en cd-rom-version, der giver mulighed for forskellige former for søgning på tværs af værket ... For eksempel viser det sig, at Satan nævnes i salmebogen 79 gange, hvilket er omkring tre gange oftere, end han optræder i Bibelen«. Men der er andet end salmer i salmebogen. Efter salmerne kommer Bønnebogen, og det er her, fornyelsen er sket ifølge anmelderne. Brandt noterer sig »Udvandrerens bøn er forsvundet, skønt der sikkert er flere, der udvandrer nu, end der var i 1953. Til gengæld er der kommet en bøn for den fængslede, og dem er der jo rigtigt nok flere af end nogensinde. Søens folk, der for 100 år siden var tilgodeset med hele fire bønner, måtte allerede i 1953 nøjes med én og må nu se sig helt overset«. De ydre farer er nu overtaget af de nære, fortsætter Brandt: »Ifølge Bønnebogen er det moderne menneske »sit eget fængsel«, ensom blandt mennesker, og ligger søvnløs med tanke på morgendagens problemer. Det er dog ikke længere vore synder, der plager os, ser man, men vore bekymringer. Værst er naturligvis forældrenes bekymringer for børnene, men de er dog skarpt forfulgt af bekymringerne for arbejdet og for ægteskabet«. Og Brandt afslutter: »Måske er det et varsel om, at det i fremtiden vil blive stadigt vanskeligere at kende forskel på en præst og en psykolog«. Salmebogens hovmod Her i sektionen formulerede Bjørn Bredal sidste lørdag den samme indsigt: »Klokken slår, tiden går, og skal man ud fra salmebogen sige én ting om, hvor den går hen, så er det i retning af mindre fortryllelse. Kirkens verden synes uvægerligt at blive mere og mere hverdagsagtig og normalmenneskelig«. Som den eneste havde Bredal noget at udsætte på selve salmevalget og giver de allermest konservative »folk, som kun kommer i kirke én gang om året, nemlig juleaften«, skylden: »En smagløs sjæler som 'Nærmere, Gud, til dig' var indstillet til udryddelse i kommissionens forslag år 2000, men ramaskriget var stort og frygter ikke: Slå trygt op på nr. 26, den er der endnu. Når orkestret på 'Titanic' kunne sidde og spille den drævende melodi, mens skibet sank mod dybet, så vil danske kirkegængere naturligvis ikke fratages samme nostalgiske fornøjelse«. Er nostalgien således i behold, er hovmodet det også ifølge Kristeligt Dagblads Asger Brandt: »Fjern er tilsyneladende også krigens verden. I fast overbevisning om, at den slags aldrig kunne indtræffe i denne del af verden, er afsnittet med bønner til krigstid ganske forsvundet. Ganske vist er der, som noget nyt, taget særligt hensyn til danske soldater i international fredstjeneste, men her hos os kan sådan noget som krig altså ikke længere forekomme. Ironisk nok falder det sammen med, at Danmark for første gang i århundreder har engageret sig i en angrebskrig, men her er det jo rigtigt nok heller ikke os, der er i fare. Antager man, at også denne salmebog skal have en holdbarhed på 50 år, må det dog siges at være udtryk for et utilstedeligt civilisationshovmod at se bort fra den mulighed, at krig i vort land kunne forekomme, og i så fald var der, om nogensinde, brug for bønner«. Og her det så, at korrekturfejlen kan få sin berettigelse, når »... freden bliver til aske«!