Mennesket mister kontakten med virkeligheden, hvis det ikke er omgivet af sine bøger«, sagde François Mitterrand. Skal man tro den tidligere franske præsident, må pariserne derfor være i ganske tæt kontakt med virkeligheden. Ingen anden by i verden har i hvert fald givet sig hen til så pudsigt et litterært koketteri som Paris, hvor bouquinisternes små grønne træbåse flankerer Seinen, der deler byen på midten. I over fem århundreder har de småhandlende pranget brugte bøger året rundt, hvis vejret tillod det. I begyndelsen blev de forvist af de etablerede boghandlere, der klagede over den unfair konkurrence, men i 1578 gav et kongeligt dekret 12 bogkolportører lov til at tage opstilling ved Saint Michel-broen og foran Notre Dame. Selv om mængden af bogsælgere hurtigt blev udvidet, var det dog først i 1891, at de fik regulær tilladelse til at tømre de grønne båse fast til Seinekanten. Det er desværre en uddøende niche. Den økonomiske fristelse til at lefle for turistdjævelen og overgive sig til Eiffeltårnspostkort og kinesiskproduceret plastikparafernalia er ganske enkelt blevet for stor for mange af dem. I 'Paris à livre ouvert' kan man imidlertid finde både kort og liste over de bouquinister, der stadig holder traditionen i hævd. Leder man f.eks. efter et bind i den prestigiøse Pléiade-serie, kan man med stor sandsynlighed finde den på quai Conti eller quai des Grands-Augustins. Og mens man er der, kan man jo lige så godt kaste et blik på Jules Verne-specialisten ved siden af. 'Paris à livre ouvert' rummer oplysninger om alt fra bøgernes verden. Man kan bl.a. finde et møjsommeligt udplukket udvalg af byens 220 antikvariater, der tilfredsstiller gallernes - og ikke mindst udenrigsminister Dominique de Villepins - samlermani inden for alt, lige fra autografer og håndskrevne breve til antikke manuskripter og førsteudgaver (en hobby, som forfatteren Stephen Leacock kaldte »en af de mindre former for mentalforstyrrelse, der sjældent ender i drab, og som ligger uden for lovens rækkevidde«).