0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Noget om nåde

Film mig her og film mig der. Ugens vigtigste bog kom fra Norge fra datteren af Ingmar Bergman og Liv Ullmann.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Viemose Kåre
Foto: Viemose Kåre

Linn Ullmann. Foto: Kåre Viemose

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ingmar Bergman nåede ikke at gøre sin nye film færdig til premiere ved denne uges Cannesfestival. I stedet fik vi i ugen den danske oversættelse af hans 36-årige datter Linn Ullmanns tredje roman 'Nåde'. Hendes mor hedder Liv Ullmann, og det celebre film- og teaterforældrepar undlod ingen aviser at nævne eller måle ugens udgivelse mod.

I et interview med Dorte Hygum Sørensen her i avisen nævnte Linn Ullmann, at netop dét ophav betød, at hun tidligere 'pyntede' lidt med små løgne for at gøre sig lidt mere interessant, »for eksempel sagde jeg engang, at jeg er enormt god til at bokse«.

Men efter modtagelsen af 'Nåde', synes der ingen grund for hende til at pynte yderligere på sine præstationer. Bogen lever helt op til hendes ophavs kunstværker, ja nogen mente endog, at bogen overgår dem, fordi hun også mestrer humoren.

Suxameton
Linn Ullmanns roman 'Nåde' handler om ægteskabets kærlighed i den yderste test, hvor den kræftsyge mand Johan Sletten beder sin kone Mai om at give ham en værdig død. Han er en kujon og har været det hele livet, nu ønsker han også at undslippe smerten i døden.

»Bogens centrale dialog«, skriver Lise Garsdal her i avisen, handler om den dødshjælp, Johan beder sin kone om at yde, »når han ikke kan holde det ud længere«. Hun indvilger og venter og giver rigeligt Suxameton, da tiden er inde. Da hun mener, at tiden er inde. For den døende er tiden måske en helt anden«.

Jens Andersen i Berlingske Tidende bruger ligesom Lise Garsdal navnet Suxameton som et poetisk indskud: »Den er svær at lægge fra sig, Linn Ullmanns nye roman. Den er ikke bedøvende giftig og muskellammende som den Suxameton, kvinden Mai sprøjter ind i sin elskede Johan, da han ædt op af kræft ligger for døden«.

Knap stil
Han bemærker som mange Ullmanns knappe stil: »Overalt på de 150 sider står prosasproget mejslet og tilhugget. Alting er skåret ned til det absolut essentielle, ja der er stedvis noget helt dogme-agtigt i måden, hvorpå Ullmann skaber selv de største billeder«.

Knapheden irriterede tydeligvis Ekstra Bladets John Christian Jørgensen, der som den eneste overhovedet har noget at indvende: »Linn Ullmann er en god fortæller. Men hun har stadig en del at lære. Den ven til Johan, som fortæller historien, bruger hun til alt for lidt«.

Michael Nielsen, der anmeldte den norske udgave her i Bøger sidste efterår, ser knapheden som en force: »Tidligt i romanen nævnes det en passant, at Johan ikke har set sin eneste søn i otte år. Det er mærkværdigt nok ikke noget, fortælleren opholder sig ved, før sønnen genser sin far, da det uafvendelige nærmer sig. Som læser får man en utilstrækkelig forklaring om et umærkeligt svigt fra Johans side, der skulle ligge bag de otte års tavshed. Og kunstnerisk set er det utilstrækkelige her fuldt tilstrækkeligt«.

Klogere end Tolstoj
Anmelderne er enige om at denne bog med sit kammerspil mellem to mennesker, der elsker hinanden men også taler forbi hinanden, hører til i den helt gode ende. Det er store referencer, der rives ned af boghylden for at få Ullmanns præstation på begreb: Ide Hejlskov i B.T. indleder med et digt af Rainer Maria Rilke og kalder Johan Sletten en ny type Hamlet, mens Henrik Wivel for at finde Ullmanns ligemænd i sin anmeldelse (af den svenske oversættelse) i Weekendavisen tyr til både Goethe, Dostojevskij og Nietzsche:

»... den skruer sig slet ikke op i Dostojevskijs eller Nietzsches store drømme om det selvhævdende menneske, der kan retfærdiggøre døden, gjort suverænt fri af livets og samfundets love. Men den stiller på en egen nøgtern facon nogle af de samme spørgsmål om, hvem der har retten til liv og til at tage det. Og så ville den ikke være af Linn Ullmann, hvis den ikke også havde sine passager af surreel og lettere absurdistisk humor, der punkterer ethvert optræk til patos på eksistensens vegne«.

Men Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten scorer nok flest point i den ikke-eksisterende konkurrence om at sætte Ullmann højest blandt parnassets største: »Bortset fra Tolstojs fortælling 'Ivan Ilíitsj' død' kender jeg ingen så indsigtsfuld og næsten klinisk skildring af forfaldet og dets psykiske kvaler som denne. Men der er nåden til forskel: Modsat den nådesløse Tolstoj er Linn Ullmann deltagende og medlidende og derfor klogere. For hun svøber sin hovedperson i den kærlighed, som også Mai nærer til sin ordinære mand«.

En kærlighed der erklæres kuldslået, som Michael Nielsen skriver: »»Men du er nu engang min Johan, og jeg er glad for dig«. Det er den slags replikker Ullmann er en mester i at skrive, og det er netop dialogerne, der virker allerbedst i 'Nåde'. Hun har øre for det lille forræderi i det hverdagslige; forræderiet mod den elskede eller mod en selv«.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce