Ingen tysk forfatter minder mere om Tove Ditlevsen end Ingeborg Bachmann, selv om de lyrisk talt stod i hver sin lejr, danskeren i den poetiske tradition fra halvfemserne og tyverne, tyskeren i den formeksperimentelle modernisme. Som prosaister derimod havde de fællestræk i kraft af en eminent direkte og uanstillet fortællemåde. At de begge kom af dage på ekstrem vis, Tove Ditlevsen for egen hånd, Ingeborg Bachmann ved en brand i Rom, er måske mere et kuriøst tilfælde end sigende, men tilpassede eller tilregnelige var ingen af dem nogensinde. Mere slående er en ensartet tematik: Hvor Tove havde sin Victor, havde Ingeborg sin Max. Max Frisch, den schweiziske dramatiker. Og det får de hver for sig en del fiktion til at gå med. Ingeborg Bachmann, af hvem to bøger er oversat til dansk, har oplevet et comeback de sidste tre-fire år. Bl.a. fik hun en stor biografi i 1999 (ved Sigrid Weigel). Det har medført en forskerinteresse for diverse utrykte manuskripter, hvoraf flere i fiktionens form kredser om det opslidende forhold til Max Frisch, der på sin side allerede portrætterer hende i romanen 'Mein Name sei Gantenbein' (1964) som hovedpersonens hustru Lila. Mange af Ingeborg Bachmanns udkast er skrevet over læsten: Ond mand udnytter hjælpeløs kvinde og tilintetgør hende. 3. juli - de to traf hinanden i Paris 3. juli 1958 - er en dato, der går igen i begge forfatterskaber. Bl.a. i et nyfundet Bachmannfragment om en berømt kvindelig journalist, der møder en mand med det ildevarslende navn Jung, der er en jammerlig forfatter. Som der står: »Hun var forelsket, det var han ikke, hun var ham for kvik« (helt i Tove Ditlevsens stil!). Det skal siges, at i Bachmanns udgivne prosatekst 'Malina' og novellebindet 'Simultan' fra 1972, fra året før hun døde, er Frischsyndromet hævet op til en på en gang sammensat og krystalklar almengyldighed. PS: Endelig var begge kvindelige forfattere uhelbredelige grinebidere.