Skal vi sætte os ned i en rundkreds og snakke om det, eller skal sheriffen stikke skarpladte seksløbere op i næsen på denne verdens banditter og ordne dem en ad gangen? Sådan præsenterer anmelderne de to muligheder, som den nykonservative Robert Kagan opstiller i sin lange artikel 'Paradiset og magten', der udkom på dansk som en lille bog i denne uge. I det europæiske paradis taler man om FN og rettigheder, men hver gang, der er problemer, overlader man det til USA's stærke militær at gøre noget ved sagen. Vi kan kun snakke, fordi vi har USA's magt i ryggen. Valget står mellem en feminin europæisk snakkeklub i dukkehuset og en kampberedt amerikansk action man. Som mandlig europæisk anmelder er man jo dårligt stillet i det billede. Hvilken mand vil ikke gerne give Kagan ret og råbe »magt er ret«? Det gjorde de borgerlige avisers anmeldere i hvert fald. I Weekendavisen konstaterede Martin Krasnik allerede to måneder før den danske udgivelse, at det »geniale essay« er »tidens mest indflydelsesrige«, mens den tvekønnede diagnose i Jyllands-Posten blev kaldt »klar«. Chefredaktør Jørn Mikkelsen anmeldte Kagans tekst: »USA's værdier er hårde. Europas er bløde: Miljø, pædagogik, lange ferier, beskyttelse af alverdens mindretal. USA taler magtens sprog. Europa foragter det og vil hellere snakke sig til rette«. Sheriffen skyder på det hele Hvor Jyllands-Posten accepterer Kagans analyse, »På en måde er skismaet over Atlanten et udtryk for forskellen på drøm og virkelighed, på vision og realitet«, men ønsker at: »Man burde mødes på halvvejen«, så er Information kun enig med J-P i en ting om Kagans fremstilling af forholdet mellem USA og Europa: Den er klar - men »simpel som en tegneserie«, og citerer Kagan: »I afgørende strategiske og internationale spørgsmål viser det sig, at amerikanerne er fra Mars og europæerne fra Venus«. Bladets anmelder Rune Lykkeberg konstaterer: »Det simple parforholdsskema fungerer pædagogisk fint og intellektuelt underholdende, men det kan ikke overraske, at USA og Europa i sidste instans er mere og andet end en mand og en kvinde«. »Kagans logik kan ikke forklare, hvorledes stormagtens dominans og tilstedeværelse gør samme stormagt udsat og sårbar. Kagans logik kan ikke afdække de relationer, hvor den største trussel ikke er bundet til nationalstater«. I Berlingske Tidende kan Nils Gunder Hansen til gengæld slet ikke styre sin begejstring for Kagans fremstilling: »et stort essay«, og »det er svært at sætte en finger på hans lille bog«, skriver han og giver Kagan seks stjerner - sherifstjerner skulle man formode, når Gunder Hansen skriver: »(...) der (er) en pinlig modsigelse mellem europæernes moralske arrogance og luftige idealisme, og så det forhold at man ligger i læ bag USA både hjemme og ude - man er den gode strømer, kun en ganske lille Satan, saloonejeren der giver banditterne en drink, før sheriffen skal tage sig af dem«. Missilskjold mod hobbyknive Her i Politiken sætter Svend Auken i en meget lang anmeldelse Kagan ind i en amerikansk kontekst: »Han kender som nævnt Europa. Har levet sig godt ind i europæisk tankegang. Er glad for Europa og imponeret over EU's resultater. Herved adskiller han sig klart fra sine meningsfæller, der elsker at nedgøre og mistænkeliggøre Europa. Det er min erfaring, at der er meget mere antieuropæisme i USA, end der er antiamerikanisme i Europa. Sidste år i september mødte jeg eksempelvis en af de republikanske ledere i Kongressen, der om EU sagde, at det var »opfundet af bureaukrater for at isolere og skade USA's interesser««. Kagan er ikke den værste slyngel i Vesten, men hans bog ægger til modsigelse. For »hvor mange af verdens egentlige problemer lader sig løse militært? Sult, fattigdom, vandmangel, forurening, fanatisme og overbefolkning lader sig ikke fjerne ved tanks og fly. Selv våbnene fra 11. september kan ikke bekæmpes med nyt, raffineret våbengrej. Et missilskjold kan ikke beskytte mod hobbyknive«. Svend Auken anser ikke Kagans amerikanske vej for farbar. Europæerne skal ikke lægge sig ind under USA's vinger, som Fogh gør for tiden. Svaret er ligeværdighed, og det »er ikke blot et spørgsmål om at være modvægt og modpol til USA. Det er også et spørgsmål om at kunne være en effektiv allieret. Men det er især et spørgsmål om, hvem der sætter den internationale dagsorden, og om hvad«. Og med en tydelig opfordring til fælles fodslag i EU også om militær og udenrigspolitikken afslutter den tidligere miljøminister: »Læren efter Irak er ikke mindre Europa og mere USA ... Europa har en rolle at spille. Og det behøver ikke at være en birolle. Vi fra Venus skal holde sammen for at få glæde af dem fra Mars«.