Jeg er ikke for fastholdere«, siger sæben i badeværelset i Klaus Rifbjergs kendte digt - sæben som kunstneren, der smutter mellem fingrene, og som man kan glide i. Det var heller ikke let at fastholde Henrik Stangerup - slet ikke for ham selv. Han brugte sig selv. Han brugte sig op. Da vi i august 1997 fejrede hans 60-års dag i huset i Langebæk ved Kalvehave, havde han længe isoleret sig efter sygdom, skilsmisse og depression, og da vennerne genså ham, var vi forfærdede over, hvor medtaget og alene han var. Som H.C. Andersen sagde: »Jeg kan ikke være i min Ensomhed«. Nogle år før havde han fået diagnosticeret en prostatacancer, som dog kunne holdes i skak - sagde lægerne - hvis han passede på sig selv. Men var der noget, han ikke kunne, var det at holde måde og diæter. Der var for mange dæmoner - og så den forbandede flaskedjævel. I foråret 97 havde han to sammenbrud i Frankrig, og sommeren over havde han hakket i den gamle skrivemaskine for at få form på en serie selvironiske essays om sit liv og sin nedtur. Han læste et afsnit op til fødselsdagsfrokosten i haven, men lidt efter måtte han ind i seng.