Svensk socialrealisme. Og så endda fra Malmø. Det er ikke ligefrem det, man allermest går og hungrer efter sådan en herlig solrig forårsdag i maj, hvor cafeerne emmer af liv, ynglinge af begge køn spankulerer omkring i de nyeste designermodeller, og både arbejderbevægelsen og industrisamfundet virker som noget fra den tidlige jernalder. Men når det gælder den svenske forfatter Torbjörn Flygt og hans nyoversatte, bestsælgende og prisbelønnede roman 'Underdog', kan man alligevel komme i tvivl, ikke mindst efter at have læst Kristian Ditlev Jensens anmeldelse i Berlingske Tidende. For der er dårlige anmeldelser, gode anmeldelser og så de anmeldelser, hvor det for alvor lykkes anmelderen at videregive sin begejstring for et værk. Og til sidstnævnte alt for sjældne kategori hører Kristian Ditlev Jensens sprudlende anmeldelse. Jensen indrømmer naturligvis, at bogens emne ikke umiddelbart er det muntreste. »Det handler om, hvordan det er at vokse op i Malmø i den slags betonslum, der ikke slår et menneske helt ihjel, men som heller ikke giver det et helt værdigt liv«, skriver Ditlev Jensen og forklarer, hvordan Flygt tager os med gennem »den svenske madordning, hvor alle får dårlig, varm mad hver dag«, ind under den kolde gymnastikbruser og ind under huden på søster Monika, som »bliver mobbet, og som siden reproducerer den sociale arv, hun har fra sin mor (pige møder gift mand, mand gør pige gravid, mand skrider, the end)«. Og det kan, som Jensen skriver, »lyde forfærdelig trist det hele«. Men alligevel flår han nærmest siderne ud af bogen , for »sådan er livet, det rigtige liv, og det er det, der beskrives så umanerlig sprødt i denne roman, der nu engang handler om dem, der ligger på ryggen, nederst«. Og det er ikke bare den horisontale placering, der imponerer Ditlev Jensen. For »uanset hvor spændende bogen er i antropologisk eller historisk eller politisk sammenhæng, så er det, der fænger så stærkt, faktisk dens litterære kvaliteter«, og det er dem, der efter Jensens mening »gør 'Underdog' overgod«. 140 km i timen Med knap 300.000 solgte eksemplarer af 'Underdog' i Sverige, der i 2001 blev belønnet med den fornemme svenske forlæggerpris Augustprisen, er den 37-årige Flygt naturligvis vant til ros, men en ting er ros i hjemlandet, noget andet fra en skeptisk nordisk lillebror. Som Ditlev Jensen skriver, kan »det, der var så stort i udlandet, sagtens være meget mindre, når først det kommer herhjem«. Mere afdæmpet var man da også - i varierende grad - på de øvrige aviser. På B.T. måtte Ide Hejlskov ganske vist indrømme at have overgivet sig. »Man bliver faktisk revet med af Torbjörn Flygts stormende prosa og især af hans hastigt nedkradsede portrætter af sammensatte mennesker i 'Underdog'«, indledte hun begejstret, men alligevel uden helt at kunne svinge sig op til Kristian Ditlev Jensens højder. Flygt »drøner derudad med 140 km i timen, til tider uden at komme ud af stedet«, skriver hun irriteret, et fænomen, der efter hendes mening særligt optræder, »når hans erindrende jegfortæller forelsker sig i sin egen ordflom«. Så selv om Flygts ambitioner er større, er det, man efter hendes mening skal læse bogen for, »det livlige og foranderlige billede af en opadstræbende familie uden far, hvor der altid må kæmpes for at bevare værdigheden og modet«. Endnu mere smålunken var Torben Brostrøm i Information. Emnerne i Flygts bog udgjorde efter hans mening »et velkendt repertoire, med få overraskelser«, og bogen er en »stilfærdig bog, hvor det hele sker med en betryggende sproglig præcision, udmærket gengivet på dansk«. Om det er godt eller skidt er svært at sige, Nobelprisen lyder det ikke af, men Brostrøm var i al fald ikke den eneste anmelder, som savnede overraskelser. Det samme gjorde Politikens Jes Stein Pedersen, eller rettere, han mente, at »den kræsne læser, der for længst har vænnet sig til at befinde sig i postmodernitetens wergelandske orgie af fortællinger, kan savne et granatchok eller et par fatale punkteringer i den driftssikre Volvorealisme om Johan, Monika og Bodil«. En mangel, ligesom den kronologiske fortælleform efter Stein Pedersens mening viste sin svaghed ved en tendens til gentagelser, som efter 300 sider fik ham til at længes efter det uventede. Ærgerligt, men ikke noget, der for alvor kunne rykke ved Stein Pedersens begejstring for bogen. Ligesom Ditlev Jensen var han imponeret af Flygts mange detaljer, der fik bogen til at fremstå »som en dokumentarfilm i bogform om den forvandling, som også Sverige var igennem i perioden fra Beatles til Bowie«. Og der er som bekendt langt.