»Småting!«, lyder en mumlen fra rækken bag mig, som kommentar til den oplysning, vi får af manden på scenen: at han nu har været isoleret i cellens i 48 dage. »Småting!«. Jeg er kommet i teatret med et sagkyndigt publikum: De indsatte i forvaringsanstalten i Herstedvester. Om nogen har forstand på ensomhed og dens virkninger på et menneske, må det være dem. Også kulisserne bedømmes på deres virkelighedstroskab: »Den er for stor!«, sagde en anden allerede før stykkets begyndelse ved synet af dén celle, scenen forestiller. På de godt tre gange tre meter levner seng, bord, stol og vaskestativ kun akkurat plads til en smal passage, hvor fangen kan trave rundt: En psykoanalytiker, hvis historie frem til indespærringen vi langsomt får afsløret - hvis vi da ikke allerede kender den fra Stig Dalagers foruroligende og sindrigt komponerede roman med samme titel: 'Øvelser i ensomhed'. Skuespilleren Niels Andersen og instruktøren Niels Damkjær har sammen gjort dén historie til drama. Dybtsøgende og drømmende som romanen, men også fysisk særdeles konkret og med de glimt af befriende komik, en énmandsforestilling på halvanden time uden pause ikke kan undvære. En grum historie: Psykoanalytikeren er tilsyneladende fængslet, fordi hans unge kvindelige klient (som han har tilbudt husly, hans kone var bortrejst!) findes dræbt på trappen. Han har påtaget sig skylden, men som stedfortræder for en anden klient, den unge pianist Jakob, der har myrdet medklienten i jalousi, fordi han elsker analytikeren, for hvem han er som den søn, det modne ægtepar aldrig fik. Tanken om at sone et andet menneskes skyld flyder sammen med det billede af Jesus, der lyste over analytikerens første, erotisk besættende møde med kvinden i en kirke i Wien. Men forråder han snarere næstekærligheden, er han Judas? Både sanseligheden over for den unge kvinde og faderkærligheden over for den unge mand er nemlig helt fremmede følelser i den ensomme distance, han ellers selv omgiver sit liv med, og som har tvunget konen til skuffet at rejse bort; hun har måske kræft og netop behov for omsorg. Ja, måske er hele historien bare én kæmpe fantasme hos en kølig herre, der lever af andres kvaler, men holder sit eget pseudoliv fjernt fra det »stilhedens forbudte territorium, der frygtes så meget« - som han (kun) læser om hos sin læremester Jung. Paradoksalt giver fængselsopholdet dermed den følelsesmæssigt indespærrede mand et glimt af frihed: Udsigter til hav, marker; en drøm om ureflekteret eksistens »som et firben i solen«, som han længselsfuldt undrende gentager. De erindringer, drømme og nutidsplanet, som man med romanens trykte tekst foran sig har tid til at skille ud fra hinanden trods de usynligt glidende overgange, bliver lige så paradoksalt til klarere, mere livfulde og kropsligt anskuelige skift i Niels Andersens dramatiske kraftpræstation. Både rørende fine og grotesk grove skift i mimik og stemme forenes med befriende fysiske udladninger og enkle tricks og teknikker - fra en håndbåndoptager med fortidens ordvekslinger til fantasiens dialoger med en flue, en vaskevante eller en dåse barberskum som vikarer for hustruen, anklageren, betjenten osv. Barnemad er dette drømmespind stadig ikke, men Dalagers forpinte ord bliver virkelig kød, så man opfatter aspekter - bl.a. de tragikomiske - ved figuren, som jeg i romanen læste hen over. Lyssætningens Jesus-projektioner m.m. tydeliggør nok også scene- og personskift, men dem kunne salen i Herstedvester ikke mørklægges til. Netop den religiøse udvikling hos fangen fandt et par tilskuere dog svært sandsynlig, som sagt af én af dem: »Jo, man vender sig mere indad«. I det hele var aftenens særlige publikum - til daglig ikke blege for kritiske kommentarer eller demonstrativ udvandring - lydhørt med til sidste, overraskende vending i dramaet om denne mand, der er fange af sit eget væsen.