Trine Andersen hedder hun, og trods navnets almindelighed bør vi genkende hende, for allerede på Bogmessen i Forum i 1995 fik hun det års Debutantpris for novellesamlingen 'Hotel Malheureux'. Den efterfølgende roman hed 'Kompleks', en digtsamling derpå 'Den nye verden', og med gårsdagens udgivelse af romanen om 'Elinor Marks fulde fem' har Trine Andersen nået sine fulde fire titler. Men det er sanserne, det handler om. Ikke den sjette, som TV 2 koketterer med, bare de fulde fem: »Selv om hun kun er lidt knogler inden i en tør, slatten hudsæk, formår hun at sanse de lyde og dufte, sommernatten rummer«, fortalte Mette Winge os her i avisen om den Elinor Mark, hvis bevidsthedsstrøm udgør det ene fortællespor i romanen og »både rummer tankespring, erindringer og historien om to kvinders kamp om den samme mand«. Det andet fortællespor drejer sig om studenterrengøringshjælpen Bella og strisseren Axels spirende forelskelse under forsøget på at opklare den gamles forsvinden. Men hendes bevidsthedsstrøm er det centrale i historien, mente Mette Winge, som dog fandt, at de »mere livsfilosofiske betragtninger skurrer noget«. Det, der »står stærkest«, er ifølge Politikens anmelder skildringen af »det højt berømmede plejehjem, hvor beboerne overvåges nat og dag ved hjælp af videokameraer, hvor ingen konflikter må bryde ud, hvor al tale skal være stilfærdig, og hvor beboerne skal spise, uanset om de har lyst eller ej. Og de beboere, der ikke kan eller vil indpasse sig, ja ...«. Sådan en besværlig gamling er den 87-årige Elinor Mark vist, hverken nem eller bare entydigt sympatisk: Hendes mand »kan ikke nå ind til« hende, og deres »teenagedatter Alice kredsede om sin mor og kunne heller ikke få kontakt. Den ulykkelige forbindelse ender med selvmord«, refererer Erik Svendsen i Jyllands-Posten. »Hun er faktisk strid«. Men Svendsen har det også blandet med forfatteren: »Der er ikke meget gods i Trine Andersens blanke realisme. Hun skriver som et informationsbureau«, konstaterer han, men tilføjer på den anden side fluks, at »den gode nyhed er, at romanen ikke desto mindre har klare kvaliteter«. Hvilke bliver egentlig ikke helt klart hos Svendsen, vi kommer ikke meget nærmere, end at den »har sine momenter og er indimellem smagfuld«, men dog »ikke vellykket«. Bøf eller sandwich »Kald mig bare Trine Andersen-fan«, inviterer Kamilla Löfström Kristensen til gengæld i Ekstra Bladet. Denne »moppedreng af en krimi« er efter hendes smag »elegant skruet sammen, og personerne er tegnet med skarpe streger«, ligesom bogen vender »vrangen ud på nogle af de klicheer, der også knytter sig til krimigenren«. Hvilke klicheer, det er, er der ikke plads til at præcisere. Men under det »topspændende« opklaringsarbejde med den gamles forsvinden spørger bogen blandt andet: »Hvordan skabes det enkelte menneskes identitet? Og er vi overhovedet i stand til at passe på vores allernærmeste?«. De spørgsmål er ganske vist velkendte, men »Trine Andersen stiller dem på en aldeles vedkommende måde og i nye, sære belysninger. Sagen er ikke klar, men bøf«. Er Kamilla Böfströms begejstring mere smittende end opklarende, bliver man kun lidet klogere af at gå til Lars Bukdahl i Weekendavisen. Mens det ikke kommer bag på mig, at han kan lide et »sympatisk, livligt romanrodsammen«, kan det forvirre, at han samtidig kalder romanen »klart og konsekvent og dristigt komponeret« med sine tre-fire spor. Men det skal igen forstås i sammenligning med, hvad romanen ikke gør: »De fleste romaner nu om dage klaskes bare cafésandwichagtigt sammen«. Hans glæde ved romanen skal også ses i lyset af, at i forfatterens »tidligere prosaer har en vis sentimentalitet ligget på lur«, men her »får den ikke en fod til jorden«. »Der er ærlig talt i Elinor Marks stadig mere bugnende monologer lidt for meget og for udførlig fjern fortidsfortælling og -besværgelse og for lidt af den nære fortids sinistre action«, beklager han sig på den ene side, men på den anden: Omkring de to unge mennesker er »action-doseringen til gengæld helt i vinkel«. Det er i sammenstødet mellem fortællingens spor, at romanen opnår sin »overordnede, brandgode monstrøsitet«, jubler Bukdahl: »Elinor Mark er hele vejen igennem heldigvis for meget af en miss Marple til, at forfatteren kan tillade sig at græde snot over (og i!) hende for alvor. Hendes overbevisende ufuldendte fem får herfra high five«.