0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den stærkeres uret

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Langkilde Morten
Foto: Langkilde Morten

Foto: Morten Langkilde

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En krig, som længe har været planlagt og villet, er begyndt.

Mod alle De forenede Nationers betænkeligheder og advarsler har et overmægtigt militærapparat i strid med folkeretten fået ordre til et præventivt angreb. Ingen indsigelser hjalp. Sikkerhedsrådets vedtagelse blev negligeret og hånet som irrelevant. Fra og med 20. marts 2003 er det kun den stærkeres ret, der gælder.

Og støttet på denne uret har den stærkere magt til at købe og belønne dem, der gerne vil gå i krig, og se stort på eller straffe dem, der ikke vil. Den amerikanske præsidents ord: Den som ikke er med os, er mod os, runger som et ekko fra barbariske tider over alt, hvad der nu sker.

Derfor kan det heller ikke undre, at angriberens sprog mere og mere er kommet til at ligne hans fjendes ordvalg. Religiøs fundamentalisme sætter begge sider i stand til at misbruge begrebet 'Gud', som tilhører alle religioner og til at tage Gud som gidsel for hver sin fanatiske opfattelse.

Selv ikke pavens lidenskabelige advarsel - han, som af erfaring ved, hvilke vedvarende ulykker der er kommet ud af kristen korstogsmentalitet og -praksis - fik nogen virkning.

Rystede, afmægtige, men også fyldt af vrede er vi tilskuere til den eneherskende verdensmagts moralske forfald, alt imens vi aner, at det organiserede vanvid vil få i hvert fald én konsekvens: at motivere til mere og mere terrorisme, til mere vold og modvold.


Er det stadig Amerikas Forenede Stater, som vi af mange grunde husker med glæde? Den storsindede giver af Marshallplanen? Den tålmodige læremester i faget demokrati? Den frimodige kritiker af sig selv? Det land, som den europæiske oplysning engang stod bi, da det gjorde sig fri af koloniherredømmet, gav sig selv en eksemplarisk forfatning - det land, der anså ordets frihed for en ukrænkelig menneskeret?

Vi er ikke de eneste, der oplever, hvordan dette billede, som i årenes løb mere og mere blev til et ønskebillede, er blegnet og nu bliver til en karikatur af sig selv. Også mange amerikanske borgere, som elsker deres land, er forfærdede over sammenbruddet i de mest elementære værdiforestillinger og over den hjemlige magts hybris.

Disse borgere føler jeg mig forbundet med. Hånd i hånd med dem er jeg en erklæret proamerikaner. Sammen med dem protesterer jeg mod den stærkeres brutalt udøvede uret, mod begrænsningerne i ytringsfriheden, mod en informationspolitik, som kun kan sammenlignes med de totalitære staters, og mod det kyniske regnestykke, som accepterer mange tusinde kvinder og børns død, når det gælder økonomiske og magtpolitiske interesser.

Nej, det er ikke antiamerikanisme, som skader USA's anseelse, det er ikke diktatoren Saddam Hussein og hans i vid udstrækning afrustede land, som truer verdens stærkeste magt. Det er præsident Bush og hans regering, som fremkalder forfaldet i de demokratiske værdiforestillinger, det er dem, som er til skade for deres land, som ignorerer De Forenede Nationer, og som nu hensætter verden i rædsel med en folkeretsstridig krig.


Man har tit spurgt os tyskere, om vi var stolte af vort land. Det faldt os ikke let at svare. Og der var grunde til vores tøven. Jeg kan sige, at den omstændighed, at flertallet af borgerne i mit land har afvist den præventivkrig, som nu er begyndt, har gjort mig en smule stolt af Tyskland. Efter to af os forvoldte verdenskrige med forbryderiske konsekvenser har vi, om end møjsommeligt, lært af historien og af de lektioner, den har givet os.

Siden 1990 har Forbundsrepublikken Tyskland været en suveræn stat. For første gang har regeringen gjort brug af denne suverænitet ved at turde sige den mægtige allierede imod og forhindre Tyskland i at falde tilbage i en umyndig holdning. Jeg takker forbundskansler Gerhard Schröder og udenrigsminister Joschka Fischer for deres standhaftighed; de er forblevet troværdige på trods af alle ydre og indre kampagner og bagtalelser.

Mange mister sikkert modet nu. Det er der grunde til. Alligevel må vort Nej til krigen og vort Ja til freden ikke blæse væk i vinden. Hvad er der sket? Den sten, vi rullede op ad bjerget, ligger atter ved foden af det. Altså ruller vi den op igen, selv om vi aner, at den, så såre den ligger deroppe, igen vil vente på os ved bjergets fod. Det, i det mindste det, den aldrig ophørende protest og modsigelse, er og bliver menneskelig mulig.

Oversættelse: Per Øhrgaard