En krig, som længe har været planlagt og villet, er begyndt. Mod alle De forenede Nationers betænkeligheder og advarsler har et overmægtigt militærapparat i strid med folkeretten fået ordre til et præventivt angreb. Ingen indsigelser hjalp. Sikkerhedsrådets vedtagelse blev negligeret og hånet som irrelevant. Fra og med 20. marts 2003 er det kun den stærkeres ret, der gælder. Og støttet på denne uret har den stærkere magt til at købe og belønne dem, der gerne vil gå i krig, og se stort på eller straffe dem, der ikke vil. Den amerikanske præsidents ord: Den som ikke er med os, er mod os, runger som et ekko fra barbariske tider over alt, hvad der nu sker. Derfor kan det heller ikke undre, at angriberens sprog mere og mere er kommet til at ligne hans fjendes ordvalg. Religiøs fundamentalisme sætter begge sider i stand til at misbruge begrebet 'Gud', som tilhører alle religioner og til at tage Gud som gidsel for hver sin fanatiske opfattelse. Selv ikke pavens lidenskabelige advarsel - han, som af erfaring ved, hvilke vedvarende ulykker der er kommet ud af kristen korstogsmentalitet og -praksis - fik nogen virkning. Rystede, afmægtige, men også fyldt af vrede er vi tilskuere til den eneherskende verdensmagts moralske forfald, alt imens vi aner, at det organiserede vanvid vil få i hvert fald én konsekvens: at motivere til mere og mere terrorisme, til mere vold og modvold.