Øjnene er smalle, brillerne enkle, grænsende til det kedelige og håret strøget tilbage. Fotografierne af den i Danmark forholdsvis ukendte svenske digter Eva Ström viser en alvorlig kvinde. Ikke sur eller bitter, men alvorlig. Og læser man Eva Ströms seneste digtsamling 'Revbensstäderna' (Ribbensbyerne, red.), der i går indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris, er der heller ikke meget at grine ad. I den officielle begrundelse for prisen udtalte bedømmelseskomiteen, at Ström udmærker sig ved »den gribende intensitet, fysikalitet og klarhed, hvormed hun skildrer menneskets vilkår i nutidens verden«. Og som Ström ser det, er de vilkår bestemt ikke muntre. Ström har selv beskrevet, hvordan hendes forfatterskab kredser om »katastrofen og tilblivelsen, sårbarheden og undergangen, angsten og skønheden ... og de biologiske livsprocesser (seksualiteten, fertiliteten, aldringen og døden)«. Pædofile og døde børn Emnerne, hun tager op i 'Revbensstäderna', er også dystre; pædofile, hjemløse og dræbte børn præger sammen med religiøse emner de meget billedrige digte, som den eneste danske anmelder, Niels Lyngsø, her i avisen kaldte »fortættede, surreelt prægede montager«, som både kunne være »gakkede, gribende og sært foruroligende«. Selv ikke kroppen yder i Ströms verden noget værn mod omverdenen. Nervetråde løber gennem hoteller, blod rinder fra barnelig og elskende bider lystent hinanden. Elektrochok er en fryd Og måske er både det dystre og den megen fokus på det rent biologiske et udslag af Ströms egen baggrund som læge. En nærliggende tanke, og en som i høj grad får næring af Ströms selvbiografiske essay 'Skrive, ikke skrive' om den stenede vej frem til hendes debut med digtsamlingen 'Den brinnanda zeppelinaren' i 1977. I essayet, der er fra 2001, beskriver Ström, hvordan hun som 22-årig lægestuderende bliver rystet af at høre, hvordan en midaldrende mand beskriver et elektrochok som »en fryd, jeg ikke har oplevet siden min barndoms søndagsformiddage i Uppsala«. Mandens svar får hende til at tvivle på sin egen opfattelse af verden - hvor elektrochok bestemt ikke er nogen fornøjelse - og Ström beskriver, hvordan hun i den følgende tid bliver mere og mere usikker på, om nogen egentlig har den endelige sandhed omkring de store spørgsmål, sjælen, følelseslivet og psyken. Tanker der i 1971 fører videre til Eva Ströms første egentlige forsøg som forfatter og dermed til, hvad hun i essayet kalder sit »første bekendtskab med den ejendommelige hvide rus, den overophedede post-eufori, når billederne jager gennem hovedet«. Digtet bliver optaget, andre bliver afvist, og selvom Eva Ström i 1979 får sit gennembrud med sin anden digtsamling 'Steinkind', er det først i 1988, i en alder af 40 år, at hun opgiver lægegerningen og bliver fuldtidsdigter. Eller rettere skribent, for Ströms virke rækker et godt stykke ud over poesiens verden. Ud over hendes foreløbig syv digtsamlinger, har Eva Ström udgivet fire prosabøger, skrevet en uhyre rost monografi om den afdøde berømte svenske digter Edith Södergran, skrevet teaterstykker og igennem en række år været litteraturkritiker på den skånske avis Sydsvenskan, tæt ved hjemmet i Kristianstad. Nu er hun blevet 350.000 kr. og en stor hæder rigere.