Saddams diktatur har forkrøblet kulturlivet i Irak, men uden for Irak blomstrer kreativiteten hos irakiske forfattere der er spredt ud over kloden. At skrive er en måde at overleve på og en metode til at bevare forstanden. Der er bogstavelig talt ingen kommunikation mellem forfatterne i Irak og dem i diasporaen. De sidste er splittede ikke alene af den fysiske afstand mellem dem, men også af politiske stridigheder, skriver en irakisk skribent i engelsk-sprogede tidsskrift BANIPAL. De irakiske eksil-forfattere er først og fremmest arabiske forfattere, der har en fælles litterær tradition, et fælles sprog. Skillelinjen i deres erfaringsfelt går snarere mellem storby og landsby, mellem mand og kvinde end efter nationale skillelinjer. Mange skriver lyrik, andre ytrer sig i den vestlige litteraturs mest udbredte genrer, novellen og romanen, fordi de fortrækker præcisionen i den realistiske fortælling frem for de arabiske genrer, lyrikkens mange former og i prosaen: Den eventyrlige fortælling, den opbyggelige epistel og rejseberetningen. I exil-irakeren Najem Walis roman: 'En stad ved namn Komeit' (1997) er forfatterens ærinde med en 'flad' realisme at nå ind til den usmykkede sandhed om de forbudte temaer i irakisk litteratur: seksualitet og politik. Byen Komeit I de første år efter at Saddams Bath-parti er kommet til magten, får historielæreren Saleh valget mellem at blive fængslet eller forflyttet. Som mange andre i sin generation har han været kommunist, men han beslutter at starte på en frisk i provinsen. Her modtager han straks direktiver for sit arbejde af sikkerhedschefen og hans tilhængere. Saleh forelsker sig i en smuk elev, men det viser sig at sikkerhedschefen har haft et forhold til hende, han efterstræber hende stadig, og hendes far er beæret. Under nogle optøjer i byen beslutter Saleh og pigen sig til at flygte. De bliver dræbt under flugten. Som i andre arabiske romaner repræsenterer læreren de intellektuelle, hvis lærdom svækker dem, snarere end at styrke dem. Hovedpersonens viden vendes til tvivl på ham selv. Flugten bliver hans eneste protest. Walis realisme bliver et medium for en 'objektiv' undersøgelse af samspillet mellem samfundets forskellige interessegrupper: magthaverne, de intellektuelle og folket. Men samtidig findes der en arabisk læst for romanens handling i en elegi fra det sjette århåndrede.: Han vandred' i ørknen og søgte en udvej fra døden, men han omkom.
Hvis bare jeg vidste hvad det var for en frygtelig fejl, der fældede dig...
Hvilken vej en ung mand end vælger,
Ligger skæbnen på lur.Barnet som fortæller Exil-forfattere som Jabbar Yassir Hussein og Fuad al-Takarli skriver med barnet som den uhildede, 'objektive' iagttager, der endnu ikke er hjernevasket af religion og politik til at acceptere overgreb, der begås i system-nødvendighedens navn. Blot ved at fokusere på en begivenhed stiller barnefortælleren spørgsmålstegn ved det der forgår, hvad enten det drejer sig om undertrykkelsen af kvinden i hjemmet eller offentlige henrettelser og æresdrab. I 'Farewell Childhood' (findes kun på arabisk. red.) skriver Jabbar Yassir Hussein ultrakorte vignetter om sin barndom i en irakisk landsby for ca. 40 år siden, og de står stærkt. De handler både om idyllen og voldsomheden, når lidenskaben slår til: Krig, nabomisundelse, fordrivelse, mord. Forfatteren Salim Barakat er først og fremmest kurder, dernæst syrer fra en landsby på grænsen til Irak. I denne artikel må han repræsentere kurderne i nord, hvis område i dag er opdelt mellem forskellige nationer. Nu bor han i Sverige efter en rejse med mange stationer. Han har i sin omfattende produktion skrevet to værker om sin barndom. Det ene med titlen: 'The Iron Grasshopper' (hvoraf et uddrag er oversat i boksen her på siden) og 'Sound the Trumpet, Sound it the Highest'. Barakat skriver meget komplekse romaner med en strøm af myter og billeder ind over den fremadskridende handling og med sidetemaer og sammenslyngede forløb. Direkte fra den fællesmenneskelige bevidstheds malstrøm uddrager han 'gnosis', som han selv betegner det; hele den tilgængelige viden om menneskene sies gennem hans bevidsthed, ned gennem historien og op gennem drømme og myter. Immigranten »Hvordan skal jeg kunne sige en eneste sand sætning?« tænker historielæreren hos Wali. Behovet for at tale sandt rammer først dem, der lever af at kommunikere. Når de må flygte, ankommer de til en anden virkelighed, end den de gerne ville tale om. Samtalepartnere og publikum bliver et andet, selv ændrer de sig med alderen. Forvirringen kan blive total. »Jeg husker ikke mit navn!« siger min irakiske ven, filminstruktøren Mohammad Tawfik. Selv mener jeg nok jeg ved, hvem han er. Han er jo den irakiske flygtning med det kulsorte hår, det gamle kulturfolks dramatiske ansigtstræk, den sørgmuntre latter, ham der insisterer på at være kreativ på de nye, reducerede betingelser. Men hvad har immigranterne så med sig i bagagen af værktøjer og viden? Salim Matar giver i sin roman 'Woman of the Flask' (findes kun på arabisk, red.) et humoristisk svar på dette spørgsmål. To venner flygter fra Bagdad og slår sig ned i Schweiz; den ene er introvert og asketisk og får sig en pæn, lille schweizisk kone og en pæn, lille lejlighed. Den anden, fortælleren, er livsnyder (en fast digter-persona i arabisk lyrik) og driller sin ven med hans åndelighed. Men en dag finder asketen en gammel feltflaske frem, som han har haft med hjemmefra. Da han lukker den op, damper flaskens ånd ud og tager form af en yndig kvinde. Hun fortæller, at hun har været elskerinde for alle mændene i hans slægt, for konger, banditter, bødler, profeter, bønder, digtere, slaver og lejesoldater. Og nu er hun kommet til ham, immigranten. Fortiden slipper ham ikke og tillader ham ikke at falde til ro. De irakiske eksil-forfattere har en barndom i Irak til fælles, i sig selv et stort dramatisk felt. Desuden har de et stort arabisk stof at trække på, der er en tydelig inspiration både for form og indhold og for måder at se på. Og endelig vender de ud mod vesten og beskriver vanskeligheden ved at finde sig selv.