Hvordan lyder litteratens trosbekendelse? Her er et bud: »Skal livet kunne leves, så skal det nu som dengang også kunne skrives og læses - og læses igen«. Sætningen er den sidste i litteraturkritikeren Thomas Thurahs bog om tre store nordiske forfatterskaber, P.O. Enquist, Peer Hultberg og Jan Kjærstad. Den afslutter et efterskrift, hvor Thurah forsøgsvis sidestiller sine tre forfattere med Harald Kidde, Thomas Mann og Hermann Broch - og dermed sig selv med Villy Sørensen, der behandlede dé tre i sin 'Digtere og dæmoner' - deraf ordene »nu som dengang«. Titlen på sin analyse har Thurah fundet i det hyppigt tilbagevendende spørgsmål i Kjærstads formbevidste romantrilogi om Jonas Wergeland: 'Så hvad er et menneske?'. Første klasse »Det er et fremragende spørgsmål, det mest indlysende man kan stille, når man sidder med betydelige romaner mellem hænderne«, indleder Thomas Bredsdorff sin anmeldelse her i Politiken. Hvor han forklarer, at Thurah har et »sikkert overblik over forfatterskaberne. Han er suveræn til at mønstre dem, nævne deres hovedtræk, kombinere scener fra de forskellige bøger«, samtidig med at »en af hans bestræbelser går ud på at dække sine akademiske spor og ikke skræmme nogen væk med teori eller terminologi«. Konklusionen er, at »Thurahs bog er litteraturkritik af første klasse«. Også Torben Brostrøm har i Information respekt for »en usædvanlig smuk og konsekvent litteraturkritisk komposition« omkring de tre forfatterskaber. Thurah »ryster og rusker i en tekst for at jage også den sidste mening ud af den og vise sammenhængen mellem indhold og udtryk hos disse drevne artister, og hvordan tomheden, mangelen, centrummets intethed, der synes at være et modernitetens vilkår, bliver til form«, og heri repræsenterer de »en mægtig kulturtradition i deres konstaterede brud med traditionens menneskebillede«, skriver Brostrøm. Men hos dem alle drejer det sig om et »fælles tab af helhed, uskyld, eller hvad man nu foregøgler sig af oprindelighed, stimuleret af syndefaldsmyten og arvesyndsbegrebet«. Men Thurah »har afstået fra det akademiske lærdomsapparat. Metoden er nærmest 'nykritisk' ... Sympatiserende i kraft af hans grebethed af emnet, men ikke ukritisk«, konstaterer han på linje med Bredsdorff og slutter: »Kan man læse de omtalte tre, kan man også læse Thurah og finde ud af, hvad han så er for et professionelt menneske«. Åndelig vandgrav Begge litteraturprofessorerne har imidlertid også anmærkninger om Thomas Thurahs egen sproglige form. Han kan »i svage øjeblikke falde hen i sin egen stils sødme«, skriver Bredsdorff og giver et eksempel på ophobning af »suggestive, besværgende sætningsstumper, en art indfølende lyrisme«. Brostrøm mærker også digternes stil smitte af på kritikeren: Allerede Enquists stil fremkalder »en syntaktisk spejling« hos Thurah; men »de ophobende sidestillinger forøges under omtalen af Hultberg, hvor også spaltningen og absurditeten hersker, og den menneskelige syntaks bliver brudt. De associationsrige fortællinger hos Kjærstad stemmer til gengæld i den grad rytmen op og musikaliserer bevægelsen«. Sproget har også slået en af de yngre, og mere forbeholdne anmeldere: »Thurahs sprog og hele præsentation er båret af en journalistisk gejst og et fortælletjeptjep, der gør, at man gennem den ofte forbilledlige litteraturformidling omtrent kan fræse igennem bogen. Det kan man så bare ikke helt alligevel, for der er også nogle ordentlige akademiske hække - en del endda med åndelig vandgrav«, står der i Berlingske Tidende, hvis anmelder ikke er professor, men den litteraturstudie- og forfatterskoleuddannede Kristian Ditlev Jensen, der ikke sparer på metaforerne om bogen: Den »giver nybegyndere blod på læsebrillen og giver garvede fans lyst til håndgemæng«. Forfatterens terapi Trods »fortælletjeptjep« med mere finder han bogen »enerverende i sin flinke opregning« af forfatterskaberne og alt det »langhalm, vi skal have tærsket. Det hele med pseudoakademiske sidehenvisninger i parenteser«. Ditlev Jensens modvilje finder måske sin forklaring, når han affærdiger (Thurah som elev af) Villy Sørensen som »dybest set en psykoanalytisk videreudvikling af den form for fejllæsning, man lavede i 1800-tallet, hvor man så teksten som forfatterens terapi, snarere end som hans litterære tekst«. Så selv om Thurah har skrevet »en fremragende introduktion til nogle af de væsentligste forfattere i vor tid«, er det også »biografisme. Og derfor som altid nyfigent, befamlende og forældet«. Omvendt i Weekendavisen: »Thurahs litteraturhistoriske selvtillid fejler ikke noget,« når han lægger sig i forlængelse af Villy Sørensen, mener bladets anagramspøgefugl Thor Eskilstuna alias Klaus Rothstein. Bogen er dog ikke kun for de »skriftlærde litteraturhistorikere«, men også »god for lystlæsere«, takket være Thurahs »evne til at formidle«. Anmeldelsen er fuld af en lidt uforklaret ironisk distance, som på den anden side søges opvejet med ros. Nyd lige følgende metafor: »Her presser Thomas Thurah essensen ud af romanerne på samme måde, som årtusinder presser kul til diamanter«. Romanerne som sort kul, litteraturkritikken som æonernes forædlende tryk? Er det mon snarere her, vi står over for anmelderens håbefulde trosbekendelse?