Påfuglehalen »Bogen igennem opererer Nørretranders med et almenmenneskeligt 'vi', som det er meget svært at identificere sig med som kvinde. »Vi« præsterer for at kunne gå hjem til »puttemor« og få vores belønning. Og gider man ikke lige være »lillemor«, kan man vælge den mere flatterende rolle »muse«. Nu hvor kvinderne ikke længere står med eneansvaret for børnene, er der ganske vist opbrud i rollerne. Kønnene er begyndt at gøre sig til for hinanden, bedyrer Nørretranders. Alligevel beskriver han al kultur som en viften med påfuglehalen, så man(d) kan få opfyldt sin kønsdrift«. Susanne Bjertrup i anmeldelse af Tor Nørretranders' 'Det generøse menneske'.Ingen terapi »Nobelprisen i år går til et forfatterskab, der peger frem. Intet forfatterskab i dag kan være længere borte fra postmodernismen og hvad siden fulgte. Tværtimod: Hvad der highlightes, er Kertész' urokkelige insisteren på ikke at gå på kompromis med den historiske erfaring og dens smerte - midt i en terapeutisk tidsalder«. Niels Barfoed om årets nobelpristager i litteratur, Imre Kertész.Krags dobbeltliv »Det forekommer mig, at Krags eget projekt - at gøre dagbogen til både et monument og hovedkilden til sin politiske biografi - via Lidegaard får lov til at lykkes i alt for høj grad. Med den forskel, at dagbogen ville have været ulæselig, hvis den ikke var formidlet af en så velskrivende - og venligt indstillet - forfatter. I betragtning af at Lidegaard har læst den hele, og vi andre kun kender den via de af ham valgte brudstykker, kan det forekomme hasarderet at gøre sig klogere på dagbogen end manden med adgangen. Men jeg vil alligevel vove et øje og påstå, at dagbogen har et offer mere på sin samvittighed. Ikke nok med, at den har lokket Lidegaard til at skrive en alt for lang og kronologisk ordnet bog, hvor jeg tror, at en lidt mere tematisk og analyserende tilgang havde givet et bedre resultat. Spørgsmålet er, om den ikke også har et medansvar for Krags fatale beslutning i 1972 og dermed for hans tragiske livsafslutning?«. Tøger Seidenfaden i anmeldelse af Bo Lidegaards Kragbiografi bind 2.Damaskdug »Hvis man har læst Iselin C. Hermanns debutroman 'Prioritaire', er der et deja-vu mere: samme stil, samme kollage af modstående stemmer, samme snedige drift frem mod dét punkt, hvor sløret falder. Iselin C. Hermann er draget til Damaskus for at skrive den samme bog én gang til. En uangribeligt kultiveret bog om barndommen, vi bærer med os; om længsler og begær og bevidsthedsniveauer, om mænd og kvinder og blod og sæd, om kristendom og islam og Vesten og Østen - alt sammen bundet i en smuk buket, som læseren hele tiden venter, at et velklædt menneske skal komme ind fra højre og stille i en arkitekttegnet vase det helt rigtige sted på bogsiden. Nøj, hvor er det nydeligt. Jeg har det ligesom i Illums Bolighus eller på Louisiana, hvor jeg det ene øjeblik glædes over alle de smukke ting og det næste øjeblik gribes af så slem en klaustrofobi, at jeg får lyst til at gå hen og lette ben i en urtepotte af den berømte designer Tytte-Gurkemaja Rosenknop«. Bjørn Bredal i anmeldelse af Iselin Hermanns 'Der hvor månen ligger ned'.Kvinden Det genkendelige udgangspunkt og den eksistentielle dybde; kærligheden, kvinden, rejsen og de fremmede kulturer ... Bondebjerg kan minde om Henrik Nordbrandt; de har temaer og til dels metode til fælles, men ret forskelligartede temperamenter og livssyn. Bondebjergs digte er efter min mening lige så gode som Nordbrandts - og lige så ligetil. Kun vanens træghed kan forhindre dem i at få en tilsvarende udbredelse. Niels Lyngsø i anmeldelse af Klavs Bondebjergs 'Luften omkring dine læber'.AfspækketHvad har været din største læseoplevelse det sidste år? »Det er netop det spørgsmål, jeg altid har gruet for, hvis jeg en dag skulle medvirke i denne klumme. Jeg ved, at jeg ikke kan svare éntydigt og går nu i panik - også fordi jeg lige nu ikke kan huske alt det, jeg har læst. Om to timer kan jeg svare dig helt præcist. Som billedkunstner har jeg naturligvis læst en masse rigtig tykke tyske bøger om byzantinsk kunst. Men som noget særligt vil jeg alligevel nævne Tage Skou-Hansens forfatterskab, som jeg næsten har læst helt komplet. Ikke mindst hans seneste bog, 'Frit løb', berørte mig virkelig dybt. Der er sket store ting i mit privatliv, og jeg har været syg efter en hjerneblødning. Skou-Hansens bog taler med én om netop disse sager; og om at blive ældre. Samtidig bliver jeg ramt af Tage Skou-Hansens rene, afspækkede sprog. Der står det, der skal stå«. Maleren Per Kirkeby til Politikens Peter Thygesen i klummen Hvad læser du nu?Farvel »Merete Ries og jeg har haft nogle møder hen over sommeren, og vi kunne se, at det var nødvendigt med nogle radikale omlægninger af Rosinante«, siger adm. direktør Stig Andersen fra Gyldendal. Og ja, det var Gyldendalledelsen, der krævede, at hullet i Rosinantes kasse skulle lukkes, og at Rosinante skulle indgå i bofællesskab med Gyldendals mindre forlag. »Merete var enig i, at det nok ikke var et setup, som hun syntes var interessant for hende«, siger Stig Andersen. Og her kunne historien egentlig slutte - som det sker med mange historier fra erhvervslivet - med en diplomatisk kommentar fra Merete Ries, der lader skinne igennem, at neddroslingen af hendes livsværk bestemt ikke er hendes opfindelse. Hun kunne også sige, at hun som forlagets stifter bare glæder sig over, at Rosinante stadig findes, selv om det, der er sket, jo ikke ligefrem er noget, hun har drømt om, men at der jo på den anden side sker så meget i ens liv, som man ikke har indflydelse på. Og det er faktisk, præcis hvad hun siger. Politikens Carsten Andersen, da Merete Ries fratrådte som direktør på Rosinante.Marcel Proust »Der er sætninger af op til halvanden sides længde. Og så har han det meget fine stilistiske - lidt ligesom en krimi - at han starter med et eller andet, og så kommer der en hel masse indskud. Og til allersidst kommer så det, der er lagt op til. Der har den gamle danske oversættelse flere steder - for at gøre det mere mundret - flyttet det sidste op først i sætningen. Men så går spændingen jo tabt«. Else Henneberg Pedersen til Politikens Marie Tetzlaff om sin oversættelse af På sporet af den tabte tid bind 1: Swanns verden.