0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den røde tråd 24

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Theis lå i Mariannes seng i Kattesundet 2, 3. tv.

Han havde holdt hendes ansigt i sine hænder. I går aftes, da de kom ud fra Gammel Mønt. Og kigget ned i de der øjne. Og set malstrømmen i dem. Kraften, draget. Og mærket suget.

Siden var han kommet helt ind i hende. Først i hendes mund. Han havde holdt om hendes ansigt, og så var hans fingre gledet derind. I det varme, våde, og hendes tunge havde foldet sig om fingrene og forsøgt at suge dem til sig.

Senere, da de lå der i sengen i hendes lejlighed, var det hans pik, der gled derind. Den gled ind flere steder, og hun var så blød og så varm, og han var så hård og så varm, og de blev skiftevis ivrige og rolige og ivrige igen.

Og for første gang fór Theis vild, han fór fuldstændig vild og blev væk og havde aldrig været mere til stede. »Du er labyrinten«, hviskede han og strøg Marianne over kinden, »og jeg finder aldrig ud igen«. Hun smilede. »Sådan er det«, hviskede hun og trak ham endnu længere ind til sig.


Om morgenen havde hun flyttet hovedpuden og blottet brevet, som lå der. »Døden er/ ikke at elske. Thomsen«. Ikke noget »Eller«, bare »Døden er/ ikke at elske«. Og så »Tag med til Sverige!«.

Han tog fat om hendes nakke og trak hende ned over sig. Aldrig havde han været sammen med en kvinde, der ville så ihærdigt. Og nu ville hun have ham. Med til Sverige. Theis nikkede og smilede til hende. Det var da klart. Han ville følge de lår og den røv og de bryster til verdens ende. Og i hvert fald til Sverige.

Han var sulten nu. Og ikke bare lækkersulten efter lidt af hvert. Nej, Theis var sulten ud i hver afkrog af kroppen og dybt ned i den sjæl, som havde flakset rundt i gaderne så længe.

»Jeg vidste ikke, jeg var så sulten«, sagde han, da Marianne kom ind med en bakke med brød og marmelade. Hun smilede. »Så er det godt, jeg har mad til dig«, sagde hun.


Midt på eftermiddagen sad Theis og Marianne og Mariannes lille søn, Tore, i bilen. »Af og til finder vi muselort herinde, når vi er i Sverige«, sagde Marianne. »Den er så hullet i bunden, at de bare kan kravle ind«.

Mens landskabet grånede i skumringen, kørte de op ad E4, og da de kom op over Hallands Åsen, var sneen der. Jo længere mod nord og øst de kom, jo koldere og klarere blev det. I Markaryd drejede de fra og kørte ad en mindre landevej, og 15 km senere kørte de ind på en grusvej, ind gennem skoven. Der kom et svagt skær fra snedyngerne langs vejen; ellers var det helt mørkt. Så så de nogle lysglimt; det var billygterne, der blev spejlet af vinduerne i et gammelt svensk træhus.

De drejede ind på gårdspladsen; der lå sne på taget af stuehuset og alle udhusene, og ved siden af hoveddøren lå et grantræ. »Så har Petterson været her«, sagde Marianne og slukkede motoren. De steg ud af bilen og stod lidt alle tre og trak den kolde klare luft ned i lungerne. Frostsneen knitrede, stjernehimlen glitrede, og der var helt, helt stille.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu