Mens Theis spiste morgenmad, sad han og kiggede på det tyrehoved, han havde tegnet ind på kort 148 i Kraks. Den var god nok. I dag skulle han hente et brev inde bag Rådhuset, og han var sikker på, at det ville indeholde en besked om, at han i morgen skulle hen omkring Ny Vestergade. Tyrens andet øre var ved at blive tegnet. Om tre dage ville han ende inde i nærheden af Bispetorvet, hvor han begyndte, og tegningen ville være færdig. Så måtte de jo kaste maskerne, hans kolleger. Medmindre han kunne komme dem i forkøbet. Efter at han havde opdaget det med tyrehovedet, var han jo et skridt foran. »Du er ved at finde noget«, havde Jens sagt i går; han havde smilet så skælmsk. Theis grublede. Og med ét slog det ned i ham. »Hold kæft, mand!«. Han hamrede næven i bordet, så kaffekoppen skvulpede over. »Det er Jens!«. Theis bandede over sig selv hele vejen ud til instituttet. Selvfølgelig var det Jens. Det var oplagt. Jens havde aldrig søgt stilling på uni, han var helt uden for det ræs med disputatser og professorater. I går havde han jo moraliseret over alt det der. Men det var typisk Jens at lave sådan en ting med kryptiske citater og røde garnstumper. Og hvem andre end Jens ville ofre så meget tid på sådan et stunt? Katrine var på vej ud af sit kontor, da Theis kom om hjørnet. Han smilede til hende. Hun smilede igen. Eller rettere: Hendes ene mundvig trak sig opad, mens øjet i den anden side lukkede sig halvt; så skød hun begge øjenbryn op i panden. Katrines ansigt levede sit eget asymmetriske liv, og Theis kunne ikke lade være med at betragte det, mens de snakkede lidt. Der opstod en pause. Katrine lænede sig lidt ind mod ham eller svajede måske bare frem og tilbage. Selv om hun var så knoldet og skæv at se på, var der noget dejligt tungt og langsomt over hende, tænkte Theis. Han spiste sen frokost den dag. De andre var færdige. Kun Marianne sad tilbage med en kop kaffe, da han trådte ind i frokoststuen. Hun sad og læste avis. »Hej Theis!«. »Hej«. »Du har set så fortravlet ud her den sidste tid. Går det okay?«. »Jah«, sagde Theis. Han tøvede et øjeblik. Så fortalte han hende det hele. Om citaterne, trådstumperne, labyrinten og tyrehovedet. »Det er min gamle ven, Jens, der står bag«, sagde han. Marianne nikkede. »Nu skal jeg bare finde ud af, hvordan jeg kan afsløre ham, så jeg kan komme ud med æren i behold«.