DI-DI-DII, DI-DI-DII, DI-DI DI-DI DIII! Theis gled langsomt ud af søvnen. Han lå helt stille. Hovedpinen dunkede i takt med pulsslagene. De skingre sinustoner blev ved og ved med den samme idiotiske melodi. 'Jinglebells'. Hvor faen kom den fra? Nu holdt den op. Theis satte sig op i sengen og smaskede et par gange; hans spyt var tykt og havde en ram smag. Sinustonerne satte i med 'Jinglebells' igen, og han fik øje på julekoppen. Dorthe Elisabeths 'sjove' gave fra julefrokosten i går. Den skulle ellers kun spille, når man løftede den. Theis skubbede til den. Den tav. Han lukkede øjnene. Han havde holdt tale i går. En lang improviseret tale. Om brevene, citaterne, de røde garnstumper. Han havde tænkt, at det var ligesom i en Agatha Christie-roman: Alle de mistænkte var samlet i ét rum, og den kløgtige detektiv løste mysteriet ved hjælp af skarpsindige iagttagelser og logiske ræsonnementer. Sådan var det bare ikke gået. Julekoppen gik i gang igen: DI-DI-DII, DI-DI-DII, DI-DI DI-DI DIII! Theis skubbede til den. Det hjalp ikke. Han løftede den og slog den hårdt mod bordet. Den spillede lystigt videre. Han lagde den på sengen og kvalte den med hovedpuden. Og dynen. Det lod den sig ikke mærke med. Men nu var lyden da dæmpet lidt. Han havde ikke kunnet udpege en skyldig. Der var ingen, der havde et ordentligt motiv. Eller rettere sagt: Det var umuligt at gennemskue, hvad motivet overhovedet var. Først havde han troet, at nogen ville hjælpe ham med det motto, han søgte til disputatsen. Men efterhånden som der kom flere og flere sentenser, blev han overbevist om, at nogen forsøgte at vildlede ham. Tilmed handlede sentenserne mindre og mindre om disputatsen, og mere og mere om ham selv. Men han vidste stadig ikke, om det var meningen, at de skulle vildlede ham eller hjælpe ham. Og i så fald med hvad. Endelig tav julekoppen under dynen. Hans tale var løbet fuldstændig ud i sandet, og til sidst havde Dorthe Elisabeth trukket ham ned på stolen igen. Latteren havde runget. Ingen af dem kunne være den skyldige. Men en af dem var det. Han gennemgik aftenen, så deres ansigter for sig igen. Han måtte finde ud af, hvem det var. Og hvad faen det gik ud på. Julekoppen satte atter i med 'Jinglebells' nede under dynen. Den spillede ufortrødent videre, da Theis ti minutter senere forlod lejligheden i Øster Farimagsgade og cyklede ud mod Det Ny Teater for at hente dagens brev.