0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Fænomenet Rowling

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Det er en februardag i midten af 1990'erne. Udenfor på Walham Grove i Fulham er det pivende koldt. Indenfor hos den litterære agent Christopher Little står den 25-årige Bryony Evens og sorterer morgenposten. I bunkerne af post gemmer sig de første tre kapitler til historien om 'Harry Potter og de vises sten'.

Egentlig er Bryony Evens slet ikke ansat til at vurdere de manuskripter, kontoret får tilsendt. Hun er oprindelig kun ansat som assistent til forefaldende arbejde, eftersom hun hverken kan skrive på maskine eller computer.

Efter halvandet år har hun imidlertid vist sit værd, så hun er blevet Christopher Littles personlige assistent. Men ifølge chefen skal hun stadig ordne morgenposten. Sortere den og lægge nye manuskripter og breve i indbakken og sende afslag og i øvrigt irrelevant materiale i udbakken.

Formentlig er det den klogeste disposition, Christopher Little nogensinde har foretaget.

Joanne Rowlings manuskript ligger allerede i afslagsbakken, for historien er tydeligvis henvendt til børn, og alle manuskripter til børnebøger og digte bliver som regel sorteret fra, eftersom agenturet slet ikke beskæftiger sig med den slags.

Bryony Evens har imidlertid en vane med at bladre afslagene igennem, og da hun er vild med bøger i stil med 'Ringenes Herre', falder hun over Potter-historien og sluger første kapitel på stedet. Hun er især fanget af bogens humor, og samme eftermiddag får hun en af forlagets konsulenter til at læse det samme kapitel. Også hun er imponeret.

»Skal vi skrive efter resten af manuskriptet?«, spørger hun Christopher Little.

»Ja, hvorfor ikke«, svarer han.

Historien om den spæde start på det, der viser sig at blive en verdensomspændende bog- og filmindustri står i den britiske journalist Sean Smiths bog om J.K. Rowling, som på dansk er udgivet af forlaget Paludan.

Historien viser mindst tre ting. At afstanden mellem succes og fiasko nogle gang kun er på få centimeter. F.eks. mellem ind- og udbakken. At Rowling hurtigt fanger sin læser ind. At anbefalingen fra læser til læser er en af de mest effektive i markedsføringen af litteratur.

Den slags interesserer Sean Smith sig nu ikke så meget for i sin biografi. Han går mere op i at fortælle, at Tom Jones var nummer et på hitlisten, da Joanne Rowlings forældre blev gift, og at Anne Rowling var i gang med at støvsuge, da køberne af Rowlingfamiliens hus kom på besøg.

Eller at hospitalet, hvor forfatteren blev født, oprindelig var en privat ejendom, der hed Melrose House, og at oversygeplejersken hed Irene Norton, men blev kaldt Nellie.

Skræller man igennem Sean Smiths krat af fuldstændig ligegyldige oplysninger, når man dog efterhånden et lille skridt nærmere personen J.K. Rowling.

Det fremgår eksempelvis, at hun egentlig kun hedder Joanne Rowling, og når hun på bøgerne står angivet som J.K. Rowling, skyldes det 1. - at drenge ifølge hendes agent går uden om bøger skrevet af kvindelige forfattere. 2. - at forfatternavnet skulle have lidt mere vægt end bare J.K. Rowling.

I dag må man sige, at navnet J.K. Rowling har mere vægt end de fleste. Uanset om man taler omtale, oplag eller mytologiske skrøner.

Den ludfattige kvinde
Har man løseligt fulgt med i skriverierne om J.K. Rowling, siden hendes første bog udkom i 1997, har man nærmest et indtryk af, at der er tale om en evigt ludfattig kvinde, en enlig mor, der hver dag rullede en klapvogn rundt i Edinburghs gader, og når barnet sov, satte hun sig i timevis ind på en cafe, hvor hun hang over en kop kaffe og i øvrigt skrev Harry Potterbøgerne.

Som i alle god skrøner er der en vis sandhed i noget af det.

Det er rigtigt, at hun i en kortere periode af sit liv kørte økonomisk på fælgene, men hun er bestemt ikke ud af en fattig familie. Hun er vokset op i en engelsk middelklasse-familie, og ifølge forfatteren selv var hun som lille en bred bogorm, der med sine tykke sygekassebriller slugte den ene bog efter den anden, og i øvrigt skrev masser af historier, som hun tvang sin søster til at lytte til. Ellers er hun som læser optaget af bøger som Kenneth Grahams 'Vinden i piletræerne', C.S. Lewis' Narnia-bøger og 'The little white horse' af Elisabeth Goudge.

Allerede på dette tidspunkt lever forfatterdrømmen i hende. Rowling kommer da også til at gå den boglige vej. Til forældrenes stolthed kommer hun på universitetet. Dog ikke Oxford, hvor hun aldrig når længere end en venteliste, men derimod på Exeter, hvor hun får en bachelorgrad i fransk.

Rowling bliver dog aldrig en særlig god akademiker. Hun får en middelmådig eksamen og arbejder i stedet i et par år på kontor i Londomområdet. Bl.a. på forlag, hvor hun hjælper med at skrive afslag til forfattere. En af hendes gamle kærester fra Exeter er imidlertid flyttet til Manchester. Rowling beslutter sig til at flytte efter. Det er ikke nogen god ide, men togturen frem og tilbage fra Manchester bringer dog en god ting med sig. Ideen til Potterbøgerne.

Mens hun selv sidder og betragter langskabet, der drøner forbi, forestiller hun sig samtidig en dreng på et tog, der er på vej til en skole for troldmænd.

»Lige pludselig opstod ideen om Harry Bare. Jeg ved ikke hvorfor og hvad der udløste den. Men jeg så klart ideen om Harry og troldmandsskolen. Jeg fik bare pludseligt den her basale ide om en dreng, som ikke vidste, hvem han var, som ikke vidste, at han var en troldmand, før han modtog en invitation fra troldmandsskolen. Jeg har aldrig nogensinde været så fyr og flamme over en ide.

I tog har hun hverken papir eller blyant, men inden hun n