Så lå hun der igen, Astrid. Med den brede næse og de lukkede øjne. Hun sov meget. Og når hun sov, var hendes træk åbne. Theis foldede hænderne bag nakken. Han tænkte på brevene. I starten havde det været Wittgenstein og Marx. Aldeles ufarligt. Men det var, som om personen, der udvalgte citaterne, rykkede tættere på. Pessoa. Manden med maskerne. Og i går denne psykoanalytiker. Han sparkede til dynen, så den gled ned på gulvet. Mon der var et mønster i brevenes placering? Lå der en betydning i den rute, han fulgte? Astrid sukkede. Dannerhuset med de gennembankede kvinder. Bankeråt. Og Svineryggen. Hele to gange. Var der nogen, der prøvede at antyde noget? I hvert fald ville han lade brevet ligge i dag. Det besluttede han. Og det føltes godt. Theis rejste sig og gik ud i køkkenet og lavede kaffe. Et par drenge fægtede med deres hjemmelavede rollespilsvåben nede i gården. Så samlede han Politiken op fra gulvet i entreen og gik ind i soveværelset med den og kaffen. Han burde tage på universitetet nu, men han var så træt. Så vågnede Astrid. Hun strakte sig og så på ham. Med de hævede øjne. Hun sov meget, Astrid.