Theis stillede cyklen op af telefonboksen. Cafeen levede op til sit navn, selv julestadset derinde var banke råt: I vinduet hang en udstoppet fugl med udbredte vinger, monteret på en besynderlig lysekrone; det hele var garneret med metallisk blå julekugler og syntetisk gran i samme syrede farve. 'Glædelig jul og godt nytår', stod der med sneklædte bogstaver på ruden. En stump rødt garn stak ud bag telefonen. Theis tog fat i den, men i det samme gik en ældre dame forbi, og han løftede i stedet lynhurtigt telefonrøret af. Åndssvage julejoke. Han fiskede sedlen ud. »Eller: Og dog bevæger den sig. Galilei«, stod der. Og nedenunder: »Dannerhuset i morgen. Det krogede træ til venstre for gitterlågen.«- »Har De åbent?«, spurgte Theis. »Måske«, svarede det lille skaldede hovede, der stak frem bag døren nede i kælderskakten. »Hvad søger De?«. »Øh, lidt af hvert«, svarede Theis. - »Marx, Galilei, Wittgenstein« ... Mandslingen kiggede streng op på ham. »Jaja«, vrissede han. Knakfelts Antikvariat var en labyrint af reoler og bogstakke. Theis var så fordybet, at han slet ikke havde hørt professor Riemann komme ind. »Finder du dit motto?«, smilede den gamle mand og kiggede intenst på ham med sine varme brune øjne. »Tja«, svarede Theis. »Der er jo mange muligheder«, fortsatte professoren. - »Uanset hvad du vælger, vil det fremhæve et aspekt af din afhandling«. Theis nikkede. »Så det er jo vigtigt, at det bliver det rigtige«. Theis nikkede igen. Professoren klappede ham på skulderen og vendte sig og gik. »Der stikker noget op af din lomme«, sagde han på vej ud. Theis kiggede ned. Det var den røde tråd. Riemann vendte sig i døråbningen. - »Instituttets nye professor skal der være stil over«, sagde han.