For tre måneder siden afleverede Vagn Lundbye en gyser. Historien om sit eget liv i romanen 'Trefoldighedsbarn'. En bevægende historie om, hvordan forfatteren som ung drømte om at slå sin far ihjel og endda forsøgte at gøre det, fordi manden var et ualmindeligt dumt svin, der terroriserede sin kone og sine børn. Ikke mindst den lille Emil, som i virkelighedens verden hedder Vagn. Anmelderne var bevægede over historien om Emil, der måtte kæmpe sig igennem en lang barndom med sådan en ond far. De havde nærmest ondt af Emil. Men hvis man bladrer tilbage i de gamle anmeldelser af Vagn Lundbyes store produktion, kan man se, at skæbnen måske havde en god mening med at udsætte den unge mand for al denne ondskab. Det var træning. Han skulle hærdes, så han som voksen ville blive i stand til at møde den barske verden. Hærdes, så han kunne stå for mosten. Hærdes til mødet med litteraturens særlige blanding af heppekor og tæskehold. Anmelderne. De gode, de onde og de grusomme. Men eftersom forfatteren i dag hædres med den største litterære udmærkelse herhjemme, Det Danske Akademis store pris, så lad os tage udgangspunkt i nutiden. Det positive. I erindringsromanen 'Trefoldighedsbarn', hvor Vagn Lundbye for første gang går tæt på den barndom, som i mange andre forfatterskaber ville have været omdrejningspunkt for alle skriverierne. En af de kritiske anmeldelser af romanen starter sådan her: »En tigerslange dumper ned i hovedet på Emil, og de starter en lang dialog om Emils opvækst i Århus i 30'erne og 40'erne og det tasmanske folks frihedskamp i begyndelsen af 1800-tallet. Det lyder som indledningen til en Vagn Lundbye-roman, og det er det da også«, skriver Hans Fl. Kragh i Ekstra Bladet. Han giver romanen en lidt lunken anmeldelse, bl.a. fordi han ikke kan klare det, han kalder Lundbyes naturreligiøse evangelium om, at menneske og natur hører sammen. Eller rettere - han kan ikke klare forfatterens parallellisering af Emils opvækst og det tasmanske naturfolks frihedskamp. »'De onde, blege mænds' overgreb på den oprindelige befolkning sammenlignes med faderens undertrykkelse af sin familie. Den skal man sluge, hvis man vil have noget ud af 'Trefoldighedsbarn'. Jeg havde svært ved det«, skriver anmelderen. Det er han nu ret alene om. De fleste af anmelderne letter dog på hatten for Lundbyes roman og livshistorie, om end Berlingskes Lars Handesten mener, forfatteren lader selvretfærdigheden sejre. Hans Fl. Kragh har dog formentlig ret i, at der næsten altid er et eller andet i Lundbyes bøger, man som læser bliver nødt til at sluge for ikke at få dem galt i halsen. Og sådan har det været siden midten af 1960'erne. Om det så har været hans mani med at udforske den nye franske roman eller hans højstemte patos om hvaler, indianere, Grønland, Langeland, naturen i al almindelighed og så myterne. Ikke mindst myterne og historierne om mennesker og natur, altings sammenhæng. Men lad os lige gøre 'Trefoldighedsbarn' færdig. I Politiken kalder Kim Skotte den en læseoplevelse, »der gang på gang lader én dybt berørt«, og Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten mener, bogen har så meget at skulle have sagt, at den »bør blive en solid folkelig succes«. I Information taler Erik Skyum-Nielsen om en »ærlig, nøgen og ægte bog«. Den første Så skulle der vist være fyldt tilstrækkeligt med modstandskraft på, inden vi rejser tilbage til starten. Vi giver ordet til Hans Hertel, dengang han stadig var på Information og med gys i stemmen fortalte om Vagn Lundbyes første roman 'Signalement'. Vi er i 1966. »Sagt helt uden ironi: Det, der imponerer i forbindelse med den 33-årige Vagn Lundbyes debutroman - bortset fra Per Kirkebys glimrende omslag - er egentlig, at det nystartede forlag, H.M. Bergs Forlag, har haft mod til at trykke 'Signalement': og til at tro, den kan sælges (28 kr.): Det er uforfalsket forlæggeridealisme. Bogen selv er ulideligt prætentiøs i sin villet 'moderne' form«, skriver Hertel, som helt klart ikke bryder sig om stilen fra den nye, franske roman. »Lundbye har først og sidst tapetseret bogen med tilsyneladende fuldstændig funktionsløse beskrivelser, side op og side ned, i samme aldeles stilløse stil, lige minutiøst og stilløst, hvad enten det gælder en udgravning, et bilinstrumentbræt, en toilethylde, en altertavle med Jesus i toga eller en assiet med ristet brød og smøreost«. »Lige bagefter føler man, at skulle man engang i sin alderdom blive spurgt om den kedeligste bog, man havde læst i sit liv, så ville man stadigvæk kunne huske at svare: Vagn Lundbyes 'Signalement'«. I Berlingske Tidende kalder Henning Fonsmark romanen for »et hasarderet eksperiment«, men allerede fra Lundbyes første roman får man indblik i, at forfatterens bøger ofte har den skæbne, at de møder både den gode, den onde og den grusomme anmelder. I tilfældet 'Signalement' spiller Erik Thygesen rollen som den gode på Ekstra Bladet. Han kalder bogen et vægtigt og yderst originalt stykke kunst. Handlingen? Men hvad er det egentlig, bogen handler om? Tja, Hertel mener, det er noget med en yngre arkæolog, der kommer til en provinsby for at udgrave en kirketomt og på et pensionat møder en dame, som han indleder en slags forhold til. Og der er vist nok to afdækninger. Både dén i kirketomten og en mere psykologisk-eksistentiel. Helt sikkert synes det dog ikke. I Aktuelt skriver Ove Abildgaard i hvert fald, at det vil være umuligt at referere en handling i bogen, »for den findes ikke«. Lundbye fortsætter imidlertid i det franske spor med at beskrive alt minutiøst i sine romaner, og helt opfindsom er han, da han giver en roman titlen 'Roman'. Det er en bog, hvori man ifølge Politikens anmelder møder en pølsemutter ved en rasteplads, en busfuld turister og to kreaturhandlere med en vognfuld køer. »En af køerne er faldet halvt af ladet, de er kørt ind her for at få den lempet op igen. Det lykkes ikke, det er så omtrentligt, hvad der sker i bogen«, skriver Thomas Bredsdorff her i avisen, men han kan vist i øvrigt godt lide Lundbyes eksperimenter udi det franske. Det kan ikke alle Politikens anmeldere. Faktisk ser avisens Ole Storm sig nødsaget til i spalterne at gå i rette med Bredsdorff, der har formastet sig til at skrive, at Lundbye med romanen 'Nico' (fra 1969) har placeret sig centralt i den nye romankunst. I 1970 får Vagn Lundbye en del opmærksomhed på sin radioroman 'Smukke tabere', der er tilegnet 'det nye samfund' og vel bedst kan beskrives som en politisk bog. Steffen Hejlskov Larsen omtaler i Berlingske Aftenavis bogen som en sproglig film, og han er sikker på, den vil blive beundret, fordi den fremstiller en generations drømme. »Men også betvivlet, fordi den har eskapismens præg. Som alle betydelige værker kan den tolkes på flere måder«. I Aktuelt skriver Ole Hyltoft, der dengang også hed Petersen, at her er ungdomskulturens drøm om en frihed, der fører ud over døden. »Bevidstheden har fået vinger. Vagn Lundbye er blevet digter. En af vore bedste«. Så skulle den vist være hjemme! Altså, hvis ikke lige det var, fordi Hans-Jørgen Nielsen i Information brokker sig over, at bogen ikke har distance til noget som helst. »Det dybt problematiske ved den ligger ikke så meget i dens noget mondæne ragen til sig af tidens mest banale og gangbare ideer. Det problematiske ligger i den måde, hvorpå disse ideer udnyttes«, skriver han. »Bogen vil handle om en ny kollektiv og revolutionær moral. Men den er skrevet i den mest selviscenesættende genre af alle: dagbogsromanen«. »Den (bogen, red.) vil det sikkert godt, men den drøm om en anden verden, den repræsenterer, er uhjælpeligt og tragisk spærret inde i en romantisk selvcentrering«, skriver Nielsen. På ny kan forfatteren selv vælge. Den gule tale eller den grønne. Frit valg Et par år efter skriver Vagn Lundbye en bog om et af sine yndlingsemner, de nordamerikanske indianere. Især er han optaget af, hvordan indianernes møde med den hvide mand har ødelagt deres kultur. 'Her ligger min yucca-frugt', hedder bogen. JP-anmelderen Preben Meulengracht kan egentlig godt lide bogen. »Det eksotiske skal ikke virke mystificerende, men - sammen med det højstemte sprog - poetiserende. Det gør det også«, skriver han, mens Jørgen Johansen i Berlingske Tidende synes, bogen »tegner et intenst og følelsesmæssigt billede af en kulturs sammenbrud«. Land og Folk er knap så begejstret. Anmelderen mener, at »den drevne æstet er løbet af med forfatteren, og tilbage ligger nogle moderigtige og uinteressante meninger«, og i Politiken har Erik Thygesen vanskeligt ved at finde ud af, hvorfor forfatteren har skrevet bogen, hvorimod Per Gudmundsen i Aktuelt sagtens kan se formålet. »Det er historieskrivning på en ny og overmåde fri måde, men på sin vis nærmere den barske sandhed end den mest dokumentariske beretning - og funklende af talent«. Frit valg på alle hylder. Igen. O.k., så lad os tage 'Digte' fra 1977, for læser man opslagsværket 'Danske Digtere i Det 20. Århundrede', skriver Jimmi Michelsen, at samlingen af mange blev anset for at være en af 1970'ernes bedste digtsamlinger. I Jyllands-Posten kalder Viggo Sørensen bogen for Lundbyes bemærkelsesværdige debut som digter, og Berlingske Tidendes anmelder noterer, at 'Digte' er en bemærkelsesværdig bog, og at dens alvor er svær at afvise. »Der er overhovedet noget laboratorieagtigt over denne bog, noget vitalt, søgende og heldigvis fint findende over disse digte«, skriver Torben Brostrøm, og Vagn Steen i Politiken skriver, at bogen har store muligheder for sig. »Også muligheden for at blive lidt af et evangelium for mange læsere«. Den modtagelse bliver for meget for Ekstra Bladets Poul Borum. »O.k., så må det siges; Vagn Lundbyes 'Digte 1977' er ikke bare dårlige, de er også prætentiøse og opblæste«. Anholt-trilogien Selv gnavpotten Borum tør dog lidt op året efter, hvor Vagn Lundbye får sit helt store læsergennembrud med første bind af Anholt-trilogien. 'Tilbage til Anholt' får virkeligt gode anmeldelser, om end Borum godt lige vil påpege, at Lundbye faktisk serverer det gode gamle budskab om, at vi alle skal hjem til naturen, hjem og tælle får. »Mange vil nok finde Lundbyes nye roman utåleligt salvelsesfuld og sværmerisk. Men han kan skrive, og hans alvor er medrivende«. Tættere på en ros fra Borum kommer Lundbye aldrig. Lundbyes trilogi handler bl.a. om Jonas, der i starten af historien skal fra Grenaa til Anholt. Jonas skal til øen ude midt i Kattegat for at opklare en mystisk familiehistorie om en bedstefar, der stak af dagen efter sit bryllup, og man ved om ham, at han strandede på Anholt efter et ophold på Grønland. 'Tilbage til naturen' lyder overskriften på Torben Brostrøms anmeldelse i Information, men denne gang accepterer de fleste forfatterens sammenkobling af menneske og natur. »Selv om man måske trykker sig lidt ved at acceptere Lundbyes romantiske oprindelighedsdyrkelse, og ligesom sælerne med store våde øjne listigt iagttager fortælleren for derefter at dukke sig, så kan man som de anholtske amfibier alligevel ikke lade være med at svømme nærmere og foretage skiftende, nysgerrige, fascinerende tilnærmelser til ham, kravle op på land for at få besked«, skriver Brostrøm. I Kristeligt Dagblad skriver Niels Houkjær, at Vagn Lundbyes værk er en »spændende beretning med en slags kriminal-intrige på overfladen. Nedenunder er den et uhyre kompliceret værk om den menneskelige psykologi og erindring«, og i Jyllands-Posten kalder Hans Andersen 'Tilbage til Anholt' for Lundbyes bedste bog. »Det er ikke en romantisk venden tilbage til en pastoral verden, Vagn Lundbye søger, men det er en hemmelighedsfuld viden om nærhed mellem alt levende, der fortælles om i bogen«, skriver han. B.T.s anmelder leverer en af de få kritiske stemmer og kalder bogen en »såkaldt systemroman«. »I dette tilfælde vil det sige, at nogle brikker kastes på bordet og rokeres med, til de ligger i det rigtige mønster. Og det er lige så konstrueret som det lyder. Ikke desto mindre er det forfatterens mest tilgængelige bog. Han har tidligere præsteret at skrive en hel bog om, hvordan en ko blev læsset af en bil«, skriver anmelderen, som trods sin uvilje åbenbart ikke har glemt romanen 'Roman'. Borum vrisser igen Lundbye afslutter sin trilogi i 1982 med romanen 'Den store by', og året efter udsender han det store digt 'Dødedans' om de truede hvaler. Anmelderne er i sjælden grad enige om, at det mest interessante ved bogen er Bjørn Nørgaards 26 snit. Efter et par bøger i fodsporene på grønlandsfareren Mylius-Erichsen når forfatteren i 1986 frem til udgivelsen af det, han kalder 'Alvidende fortællinger'. Det kan anmelderne lide. Aktuelt er positiv, og det samme er Berlingskes Kistrup. JP-anmelderen Jørgen Christian Hansen skriver: »Referater af Vagn Lundbyes fortællinger ville fylde lige så meget som fortællingerne, i sig selv et godt tegn, så tætte er de, så mystificerende for læseren, der får nok at gøre med at følge med, huske, genkalde sig, ligesom når man læser detektivhistorier, for hos Lundbye er der næppe en tilfældigt anbragt detalje«. Borum står som altid på sidelinjen og vrisser. »Stort set er Lundbyes novellesamling en gang ufrivillige parodier. Og det er dobbelt ærgerligt, fordi der indimellem findes glimt af ægte fortælletalent og korn af ægte visdom. Men det meste er vrøvl, lige meget hvor meget forfatteren så har 'føling med altings natur'«. Endnu værre bliver det faktisk året efter, da Lundbye udsender rejseskildringerne 'Hjemkomster' om Klodens og menneskenes ulykkelige udvikling. Borum er i hopla. Han anmelder Lundbye. Per vers. »En bondedreng som hedte Vagn/ sa' Fy og Føj til Kjøvenhavn/ og rejste ud med fly og skiv/ for at være dejligt primitiv/ og spise af naturens hånd/ et helt læs skrøner, myte, ånd/ så han med salvelse om mund/ ku' fylde os med 'bund' og 'grund'/ og blive vældig populær/ som selvsmagt indrevisionær«. I Det Fri Aktuelt har Klaus Lynggaard lugtet, at nogen kunne læse bogen med de briller, Borum har haft på. »Man kunne, hvis man vågnede op i det kyniske hjørne, meget nemt beskylde Lundbye for naturromantik og -dyrkelse, men det er så, fordi man ikke gider læse det, der står i bogen, af bar forudfattede meninger. Han vil ikke tilbage til naturen, men frem til den«, skriver Lynggaard. Den lundbyeske ånd Lad os bare lige tage romanen 'Arilds tid' fra 1988 med for at vise, at forfatteren holder fast i sit stof, og det er Winnie Wickmand i Weekendavisen rigtig glad for. Hun har læst, skriver hun, en smuk og romantisk bog helt i den lundbyeske ånd. »I fokus står sammenstødet mellem kultur og natur og de vilkår, mennesker byder etniske minoriteter og truede arter«. Her er det så, man kan se, at det læste afhænger af øjnene, der læser. De følgende øjne læser for avisen Land og Folk. »På den ene side ligner det lidt en drejebog i Paw-stilen med sammenstød mellem nordboere og sære tatere i middelalderens skove. På den anden side støder man jævnligt på poetiske dybsindigheder og romantisk tågesnak, så man både må have fat i Mytologisk Leksikon og Indføring i Dybdepsykologi for at følge med«, skriver Kurt Dahl, som kalder bogen for en taterroman om livet og døden og skabelsen og kærligheden og urmennesket og altings ødelæggelse siden lokomotivets opfindelse. Og det er ikke ment som en ros. Klap på skulderen er der til gengæld i 1994 til 'Lundbyes dyrefabler', som i Politiken bliver betegnet som abeskønne af Ole Schierbeck. Jo, naturen er lige noget for Lundbye. Mødet med naturen er et evigt brændstof for hans historier, også da han sidder i Blue Mountains i Australien og lader sig inspirere til historien om 'Det lille bjerg og den afskyelige snemand'. En bog, han vover at kalde den første dogmeroman, hvis kvalitet er, at den skal skrives i hånden på fjorten dage, der må ikke rettes i teksten, og der skal bl.a. være reference til en aktuel begivenhed, som forenes med et mytologisk emne. Informations Erik Skyum-Nielsen kan næsten ikke få luft for, hvor åndssvag han synes romanen om bjerget, snemanden og prinsesse Dianas død er. En »ærkeklam og dybt sentimental bagatel af en bog«, lyder dommen. »Var det ikke lige for dén fandenivoldske humor, der af og til gennembryder Vagn Lundbyes panser af fortænkt selvhøjtidelighed, så ville 'Det lille bjerg og den afskyelige snemand' være næsten lige så ubærlig som bjergets påståede tanke-tyngde og prinsens uudholdelige sorg«. I Berlingske synes Jens Kistrup, bogen lige er et nummer for fræk, og han mener, »det nærmer litteraturen - det moderne romantiske eventyr - til tegneserien og sæbeoperaen«. I Ekstra Bladet skriver Hans Fl. Kragh, at »det er muligt, at bogen skal opfattes som satire eller parodi. I så fald er den ikke morsom«. Litteraturbekræftende Så går det langt bedre i 1999 med samlingen af nye, alvidende fortællinger. Lundbye kalder den 'Syv vidnesbyrd om Vor Herre Jesu Kristi latter', og selv om visse anmeldere mener, titlen er lige i overkanten, lader de sig overbevise af teksten. Søren Vinterberg synes i Politiken, at Lundbye er i topform, og selv om Erik Skyum-Nielsen indimellem synes, historierne er klæge, glæder han sig også over, at de fleste er gode, og at forfatteren langt om længe har fundet ind til fabulanten og humoristen i sig. Selv Ekstra Bladets erklærede skeptiker og anmelder Søren Marquardt overgiver sig til Lundbyes religiøsitet, fordi forfatteren ikke hævder at have svar på noget som helst. Johs. H. Christensen i Jyllands-Posten mener, at vore hoveder måske endda er for små til Lundbyes historier. Og hermed er vi næsten fremme ved i dag, og Lars Bukdahl leverer måske i sin anmeldelse af de 'Syv vidnesbyrd' noget af svaret på, hvor svært Det Danske Akademi må have haft ved at finde frem til dagens modtager af den store pris, for som det fremgår af ovenstående er forfatterskabet mildt sagt ikke et, der stiller alle tilfreds. »Vagn Lundbye er et af de mest litteraturbekræftende fænomener, jeg kender på dansk: Han er fuldstændig genstridig i enhver sammenhæng, alt for opbyggelig og anarkistisk og patetisk og humoristisk og litterær og smagløs og stilig og visionær og uhyggelig og forbandet mærkværdig«. Ikke så sært, at Bukdahl kalder Lundbye for kult! Netop i dag er Vagn Lundbye så en lykkelig mand. De gode, de onde og de grusomme anmeldelser kan fortone sig. På et tidspunkt bliver fortidens trængsler af mindre betydning, om det er gnavne anmeldere eller en ondskabsfuld far, der er årsagen, som forfatteren selv er inde på i sin seneste succes om barndommen, romanen 'Trefoldighedsbarn'. I sin anmeldelse af bogen skriver Erik Skyum-Nielsen: »Det vigtige og ægte velgørende ved Vagn Lundbyes stort anlagte værk er nemlig ikke dets fikse ideer, men den kendsgerning at han har givet gyldig kunstnerisk form til følgende indsigt: »Jeg tror, at alle mennesker kommer ud for frygtelige oplevelser. Når de gør det, skal de holde fast i de gode oplevelser og tænke på barndommen og det, som de gamle dengang fortalte. En dag er pinslerne forbi. Det varer aldrig ved, og når et plaget menneske kommer ud på den anden side, så åbner sindet sig før eller siden igen««.