Ugens underdrivelse ville det vist være kun at kalde den ugens bog. Årets eller årtiets ville nok ramme bedre, at dømme efter den betydning anmelderne overbevisende tilskriver 'Kommunismens sorte bog' - der vel burde have heddet 'Sortbog', som Bent Jensen anfører i Jyllands-Posten. Tanken om den 'Sorte bog' falder nok naturligt, fordi der er tale om et synderegister, historiens største: »Det første videnskabelige værk, der anlægger et globalt perspektiv på den kommunistiske bevægelse og betragter den ud fra en kriminalitetsvinkel. Kommunismen behandlet som forbrydelse«, noterer Hans Engell i sin korte omtale af bogen i Ekstra Bladet - her må den stå i skyggen af bladets egen medarbejder Jakob Andersen og hans bog om 'De røde spioner'. Desto mere gør de andre aviser ud af udgivelsen: Jyllands-Posten udsendte en hel særsektion om bogen og historien, her på Politiken fyldte anmeldelsen en sektionsforside, og flere aviser havde desuden ledende artikler om sagen. Forståeligt, eftersom bogen er »uomgængelig, hvis man vil forstå det barbari, som ramte Europa og store dele af verden i det tyvende århundrede - og endnu varer ved i diktaturer som Kina, Nordkorea og Cuba«, som Jes Stein Pedersen formulerede det her i avisen. »Et seriøst og kvalificeret værk« kalder Bent Jensen det i Jyllands-Posten, hvor han indleder med ordene: »Bedre sent end aldrig!«. Det hentyder til, at den danske udgivelse først kommer fem år efter originalen på fransk, hos Bent Blüdnikow i Berlingske Tidende markeret med indledningsordene: »Endelig er den her!« - bogen som er »et væsentligt skridt« på den lange »vej, før vi fuldt ud forstår rædslerne og får et bedre grundlag til at bedømme forskelle og ligheder mellem kommunisme og nazisme«. Konklusionerne af denne sammenlignende analyse er det ene store stridspunkt i debatten om Courtois og Co.s værk, allerede da bogen udkom på fransk. »Selv om kommunismen og nazismen kan og bør sammenlignes, og selv om en sammenligning fører til frygtindgydende ligheder, er det vigtigt at holde fast i de faktiske forskelle«, lyder således kommentaren fra Informations anmelder Morten Thing Frigørelsens retorik For nok handler historien pr. definition om fortiden, men selvfølgelig til brug for nutiden og fremtiden. Det gælder også sortbogen, der får Thing til i Information at »give Courtois ret i, at der er mange som mangler en 'fortidstilegnelse'« - og så tilføje: »Det er alt for vigtig en ting til, at man kan overlade den til højrefløjen«. Resultaterne af den »vægtige« bogs analyser »kan næppe anfægtes i deres overordnede mønster«, mener Thing, men som ved bogens udgivelse i andre lande skiller vandene for det første i sammenligningen mellem kommunismen og nazismen for det andet omkring de lokale kommunistpartiers og venstreintellektuelles medansvar. I flere tilfælde sammenflettes argumenterne som her: »Vi har ingen eksempler på kommunister, som lovsynger gulag, ufrihed og lange køer. Vi har derimod fascistiske intellektuelle, som lovsynger krigen, tilintetgørelsen og 'totenschlägerens sandhed'«, skriver Thing. I polemik med professor Bent Jensens bog 'Stalinismens fascination og de venstreintellektuelle' mener Thing, at »de intellektuelle troede fuldt og fast på, hvad de skrev«, så de var »ikke fascinerede af 'stalinismen' lig den faktiske virkelighed, for den erkendte de ikke«. Og dét ikke mindst fordi der i Sovjet (modsat Nazityskland) »brugtes enorme ressourcer på at sminke systemet i frigørelsens retorik«. Bent Jensen selv fokuserer på nutidens fortielser og fortrængninger, herunder »den absurde opfattelse, at opmærksomhed om kommunismens forbrydelser bortleder opmærksomheden fra nazismens forbrydelser«. Han er godt træt af »heksehylerne« og deres »monomane tirader om snuskede motiver og skjulte dagsordener, så snart kommunismens og kommunisters forbrydelser bringes på bane«. Underbelysningen af dét, sammenlignet med nazismens plads i oplysnings- og underholdningsindustrien, »rækker iøvrigt langt ud over de kredse, der normalt betegnes som venstreorienterede«, minder Jensen om og tager sig plads til en særlig udhængning af, hvordan »den konservative udenrigsminister Christmas Møller efter besættelsen gik bodsgang« til det danske kommunistpartis ledelse og »priste DKP for at have udbredt forståelse for 'de store og positive ting', der var sket i Sovjetunionen, dvs. den permanente undertrykkelse og krig mod befolkningen, folkemordet på mange millioner bønder, deportationer af hele folkeslag, verdens største kz-lejrsystem osv.«. Den nuværende konservative udenrigsminister (Per Stig) Møller, der har skrevet forord til 'Kommunismens sorte bog', får også lige et hib: Når nu »medvidere og medløbere (skal) holdes fast på deres medansvar«, hvorfor sørgede han så ikke for, at Det Danske Holocaustcenter »fik en udtrykkelig forpligtelse til også at forske i og formidle viden om kommunismens forbrydelser«, spørger Jensen. Den franske forfatter og dramatiker Houellebecqs udfald mod »det røde rakkerpak«, der dominerede det 20. århundredes intellektuelle miljø«, bliver der også plads til hos Bent Blüdnikow, der i Berlingeren udlægger bogens budskab til fremtiden: »at utopiske frihedsideologier på grund af den menneskelige forvredne karakter altid vil ende med undertrykkelse og massemord«. Ikke uventet er han på linje med Jensen i hovedvinklen på bogen: Hvorfor mon »nazister og deres tilhængere og apologeter er stemplet for altid, mens kommunister og deres støtter ikke synes det mindste plettet af deres gøren og laden? Er det bedre at blive myrdet og undertrykt af den ene ideologis bødler end af den anden?«. Til dét spørgsmål kan man begribeligvis kun svare nej - og så prøve at undgå at ende i den modsatte grøft, hvor alle forskelle mellem fortidens ideologier fortrænges i forsøget på at kriminalisere nutidens og fremtidens politiske modparter. Den danske udgave af 'Le livre noir du communisme' fortjener at blive brugt til noget bedre. Og lad os så lige supplere med den oplysning, at »en god fordanskning« (Jyllands-Posten) af de 864 sider har krævet fire oversætteres viden og arbejdskraft, nemlig: Peer F. Bundgaard, Manni Crone, Else Henneberg Pedersen og Otto Juul Pedersen - som ingen af ugens store anmeldelser i skyndingen fandt plads til at nævne.