»At gaae ud fra en Grundsætning paastaae erfarne Folk skal være meget forstandigt; jeg føier dem og gaaer ud fra den Grundsætning, at alle Mennesker ere kjedsommelige«. Søren Kierkegaards fiktive forfatter til 'Vexel-Driften' ('Forsøg til en social Klogskabslære') fik torsdag følge af Informations litteraturanmelder Erik Skyum-Nielsen, som i sin anmeldelse af Bettina Heltbergs roman 'Deadline' gik ud fra den grundsætning, at »en nøgleroman skal helst være så interessant, at man som læser hedt håber at få en nøgle udleveret«. Men Skyum skuffedes, thi »intet kunne rage ham mindre«, end hvorvidt bogens fortæller har været i seng med en af bladets fhv. chefredaktører, og han fandt aldeles ikke, at »Politiken er verdens mest interessante avis«. Helt det samme kan man ikke sige om Ekstra Bladet, hvis interesse for Politiken er så overvættes, at man over tre dage skrællede bogen og satte navne på alle nøgler, bl.a. med en plakat, der berettede om »27 års ulykkelige samlejer med Auken«. På fjerdedagen udnævnte Ekstra Bladet så 'Deadline' til sæsonens mest foromtalte bog (det er det, der i gør det selv-branchen hedder en selvbærende konstruktion). Og til allersidst kom så en kort anmeldelse, hvori John Christian Jørgensen hædrede 'Deadline' for »de journalistiske kvaliteter, der har gjort den til varmt samtalestof allerede før udgivelsen«. For resten fandt Ekstra Bladet i farten på et nyt ord, knepprosa, der dækker en række aktuelle bøger af kvindelige forfattere som franske Catherine Millet og på hjemmefronten altså Bettina Heltberg, foruden ugens anden, aktuelle fænomen, Suzanne Bjerrehuus, der skriver om 'Livet i mine mænd'. Mange mænd. Vi kunne godt have tilføjet en del andre kvinder, som skriver knepprosa i denne sæson, Maria Marcus f.eks., der sikkert alene i Spanien har haft mere end 1.003 elskere, eller Lisbet Dahl, som har haft nogenlunde samme antal skilsmisser. Velbollet Bettina Heltberg anmeldte Suzanne Bjerrehuus her i spalterne som den perfekte ugebladslæsning til en dag, man »er rigtig godt snottet og forkølet og vil gå tidligt i seng med noget underholdende«, mens Suzanne Bjerrehuus ikke anmeldte Heltberg, det gjorde til gengæld lektor Marianne Stidsen fra Københavns Universitet, der fandt 'Deadline' »grum, men nødvendig«, ligesom hun så et interessant billede af dagens Danmark, »et samfund, der er på vej til at miste nogle af de grundlæggende værdier, der har bundet det sammen gennem en menneskealder. Et samfund, der er parat til at sælge ud af enhver form for idealisme til fordel for en klæg populisme«. Marianne Stidsen så også et angreb på »de mandlige kolleger og overordnede, der har mere travlt med at mele deres egen kage og tænke i hurtige oplagssucceser end i at bevare de stolte traditioner, der går tilbage til kulturradikalismen og Georg Brandes«. Information anmeldte ikke Suzanne Bjerrehuus' erindringer, men lod på udgivelsesdagen Kresten Bjørnkjær skrive et portræt af den 54-årige »jurist, model, rollemodel og mediemenneske«. Bjørnkjær krydsklippede straks mellem de aktuelle bøger: »Hvis helten fra Miljøministeriet, Svend Auken, skulle have følt sig beklikket på sit sexliv gennem eksfruens, Bettina Heltbergs, nyeste roman, så får han sandelig (op)rejsning i Suzanne Bjerrehuus' nye bog, som udkommer i dag. Her fremstilles det ærede medlem af Folketinget som »lidt af en charmetrold med et godt tag på kvinder«, begavet og helt igennem »velbollet«, ja, det står der faktisk«. Høns I Jyllands-Posten mente Tine Flyvholm ikke, at Suzanne Bjerrehuus er »ude på at slagte svin, men stolt at fremvise sin samling af dresserede han-elefanter«, hvilket bringer lidt forvirring i zoologien. Derfor straks til Berlingeren, hvor hverken Bjerrehuus eller Heltberg kom særlig godt af sted, idet førstnævnte, onsdag, kun fik to ud af fem mulige stjerner, mens det samme overgik 'Deadline' torsdag, hvor kritikeren Mads Kastrup fandt historien, Heltbergs altså, »fortalt i et sammensurium af tidsskrift og tankespind«, men »mest af alt klistret sammen af et klæbrigt kvindeligt martyrium«. Kastrup syntes tilmed, at han måtte hjælpe Bettina Heltberg med at formulere sig og foreslog, at hun som litteratur- og teaterkritiker havde det svært med »at være en høne, der kagler, når andre lægger æg«. I Weekendavisen synes Bo Bjørnvig, at 'Deadline' er en »uendelig sort bog uden overskuddets distance«, og så henviser han til sidste uges interview i WA, hvor Bettina Heltberg på det kraftigste benægtede, at der er tale om en nøgleroman. Bjørnvig: »Men her lyver hun«. Alt i alt en uge, som bragte de løbende fusioner i avisbranchen et skridt videre. Fusionen mellem Bjerrehuus og Heltberg udviklede sig til en større fusion mellem hønsegården og andedammen, og netop nu forlyder det fra min nabo på kontoret ved siden af, selveste Bibliopaten, at han som resultat af ovennævnte to fusioner er blevet udnævnt til selvstændigt resultatcenter og fusioneret med noget, der ville få Nyhavns Rose til at føle sig rystet i sit underste. Det kan man så alt sammen forsøge at udlede nye Grundsætninger og sociale Klogskabslærer af.
Lyt til artiklen
Læs videre for 1 kr.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nuAllerede abonnent? Log ind
Mest læste
-
Han nægter at lade sig betjene på engelsk, når han går på restaurant i Danmark
-
Ny måling: Danskernes tillid til ét europæisk land er femdoblet
-
Kong Carl Gustaf: »Jeg tror ikke, at hun magtede det, der skete«
-
Derfor lukker festival: »Det er sværere i København, end vi havde forventet«
-
Wegovy, jeg slår op
-
Rejsebureau om turismen på elsket tropeø: »Det er gået helt bananas«
1
2
3
4
5
6
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce
Indholdet fortsætter efter annoncen
Annonce





