Der sker ting i Sverige, som aldrig kunne lade sig gøre i Danmark. Den svenske tidsskriftspris er i år gået til det feministiske kulturtidsskrift Bang. Prisen blev overrakt på bogmessen i Göteborg, og juryen motiverede sit valg med, at Bang i de 11 år, det har eksisteret, har udviklet sig til et vedkommende tidsskrift, der gennem humor og temperament sætter processer i gang såvel i hovedet som i samfundet. »Bang er bare bedst!«, lød konklusionen. Ud over undergrundsbladet 'Mohawk Beaver' er det sandt for dyden vanskeligt at opdrive et ærligt feministisk tidsskrift på denne side af Sundet, men fandtes der et, kom det aldrig i nærheden af estimerede kulturtidsskriftspriser med den historie, feminismen slæber rundt på i Danmark. Ikke desto mindre mangler vi en pendant til Bang i Danmark. Et politisk kulturtidsskrift, der drives af den form for social indignation, som postmodernismen for længst har gjort anakronistisk. Bang fortæller de historier, vi ikke længere gider høre, fordi vi bilder os ind, at det kønspolitiske projekt har forløst sig i vaskeægte kønsligestilling. Det overbærende smil, man måtte have siddende i mundvigen, bliver imidlertid hurtigt til rynker et andet sted i ansigtet, når den unge Bang-redaktion retter lyskasteren mod vores blinde pletter. Vi taler om meget skarpe, begavede vinkler, højaktualitet og en baggrundsresearch, der sparker fra sig. Ingen halve vinde i artikler om prostitutionsliv i Hamburg, om faldende fødselstal i Spanien, om vold mod kvinder og æresdrab i Sverige eller om abortmodstand i Irland, for nu at nævne et par stykker fra det seneste nummer, der i øvrigt tager livtag med svenske velfærdsfeministers påståede ligegyldighed over for deres etniske medsøstres kvaler - en påstand, vi også kender fra den danske debat. Bangs temabundne numre udmærker sig dog ved at stikke dybere, end hvad der er muligt i dagbladsdebatter, og selvom det er et specialtidsskrift, kan det læses af alle - og bliver det, forsikrer redaktør Ulrika Westerlund, og henviser til oplaget på 7.000, der læses af 14.000 til 20.000 kvinder og mænd i alderen 15 til 70 år. Sproget i Bangs artikler er lettilgængeligt, stilen ofte personlig, men lykkeligvis helt uden leflen for kæk gonzo. Og man skal ikke lade sig snyde af layoutet og tro, at denne nostalgiske kopi af noget, der ligner litteraturtidsskriftet HUG! i 1970'erne, også mimer den tids feminisme på indholdssiden. Layoutet er et spor, der peger tilbage på ophavet, men samtidig markerer den historiske afstand - det forstår man, så snart man åbner bladet. Tillykke Sverige!