Hvis man ellers har nogle fordomme om, hvordan en forfatter ser ud, så ligner Imre Kertész ikke en forfatter. Og dog har han netop fået diplom på, at han er det - om nogen: tildelingen af årets nobelpris i litteratur. Han ligner Kaspar Hauser - som ældre. Nej, det er måske for vidtgående. Han ligner en lægprædikant af den slags, der i gamle dage gik fra sogn til sogn og prædikede i det fri. Eller 'en klog mand'. Da jeg så ham første gang, var det nu inden døre og på en ambassade, men ikke en af de fancy . Det var den gamle ungarske ambassade i Strandvejskvarteret i København. Han er ungarer og jøde. Han var klædt som en sømand i noget, der på gammelt dansk hed Holmensbukser og en lige så enkel sort-blå rullekravesweater. Det grå, uklippede hår bukkede lidt op i nakken, og de lange tænder trådte frem i et venligt, fromt smil. Enkelheden var overhovedet udtalt, og rummet hos ungarerne var behersket af et knirkende lakeret parket, et enkelt romantisk landskabsmaleri med motiv fra Balaton-søen og - lys. Lys hammershøisk ind fra en masse ruder. Har man ellers fordomme om teater, var det grangiveligt, som om tæppet lige var gået for et stykke, måske af Botho Strauss. Da jeg fik foretræde, havde Kertész allerede siddet der et stykke tid, fornemmede jeg. Kun spidsen på hans solide sorte sko vippede en kende. Og at tænde for den gammeldags båndoptager lød næsten som et brag Det var så Imre Kertész, gårsdagens nye nobelprisforfatter. Senere den dag holdt han foredrag i Politikens Hus. Det enestående ved ham er, at han var et barn i Auschwitz og undslap. Det udfordrende ved ham er den måde, hvorpå fortiden er til stede i det omfangsmæssigt beskedne forfatterskab. Dér kommer Kaspar Hauser ind. Hos Imre Kertész kan et menneske savne Auschwitz. Jeg husker det som direkte anstødeligt at læse i romanen 'De skæbneløse' om drengen, der ikke kan finde sig til rette i 'friheden' i Budapest 1945 og gribes af »en skarp, pinefuld og frugtesløs længsel efter lejren ... efter øjeblikkene af lykke dér«. Så vidt kan det komme hos denne ungarske forfatter, der aldrig blev en af deres egne, ungarerne. Man så ham ikke ved hemmelige dissident-symposier i Østeruopa i gamle dage. Han var ikke efterspurgt af udenlandske journalister. Kertész sad i et anonymt hjørne af Pest og passede sine oversættelser (af Freud og Canetti bl.a.) og andre skriverier. I en periode tjente han til livets ophold som lystspilforfatter. Han hørte ikke til, hverken hos de rigtige eller de forkerte. Og udkom gjorde han kun med stort besvær, og end ikke i Vesten, sådan som nogle af hans kolleger gjorde. Han var ikke 'medlem'. György Konrad og andre tungtvejende ungarske forfattere som Péter Nádas og den geniale Agota Kristof og Miklós Vámos - alle vil de i dag nok kigge på hinanden, derefter på denne Imre Kertész, og så på hinanden igen ... Mørke i tunnelen 'De skæbneløse' er hans mesterværk. Romanen udkom omsider i 1975 i Ungarn på et obskurt forlag efter at være afvist af flere statslige. Herhjemme blev den oversat af Peter Eszterhás i 1995. De tyve år er sigende. Det tog tilsvarende lang tid at slå igennem i Tyskland. Kertész' vej til publikum var ikke slagen. Det var forlaget Forums fortjeneste at finde ham i sin tid. Og det er det lille Batzers Forlags fortjeneste at have taget Kertész op og ført forfatterskabet videre. Baggrunden for denne mærkelige bog, der hedder 'De skæbneløse', er, at Kertész blev deporteret til Auschwitz som 14-årig for året efter at blive befriet i Buchenwald. Selv hævdede han systematisk, at 'De skæbneløse' ikke er strengt selvbiografisk. Han havde set og også på sin egen krop oplevet grusomheder, der var værre end dem, den unge helt i romanen er vidne til eller genstand for. Det, Kertész håbede, var, at han med sin stils kulde - ja, med dens tones tonløshed og hårde nøjagtighed - kunne opnå en virkning, der måske ramte, ja, sårede læseren nok så meget som selv den mest udspekulerede vold. Tag Spielbergs 'Schindlers liste', den var ham en vederstyggelighed? Hvorfor? Fordi publikum forlod biografen som sejrherrer. Han ville støde og såre med 'De skæbneløse'. Han ville ikke være opbyggelig: Overlevelsens mirakel! Nej. Det var ikke hans projekt at åbne medlidenhedens komfortable smutvej. Ikke det humanistiske lys for enden af tunnelen gjaldt det, men tunnelen selv med dens absolutte uendelige mørke. Man kan se 'De skæbneløse' som første del af en trilogi, hvor 'Kaddisch for et ufødt barn' er den næste og 'Fiasko', som ikke foreligger på dansk, den sidste. Lejrtrilogien kunne man kalde den. I 'Fiasko', der kan læses på tysk, lader Kertész en gammel forfatter - igen - gøre sig tanker om, hvad det vil sige at have overlevet Auschwitz. Ligesom det hedder sig, at voldtægtsofre føler sig urene og skyldige, føler Auschwitz-offeret sig beskidt. Hvis man ikke har lyst til at være ærlig over for sig selv, kan man - måske med et vist held - prøve at fortrænge denne erfaring. Men ikke han. Det er her, Kertész er kompromisløs - og det er også herfra, den ejendommelige ensomhed kommer, som omgiver ham både som forfatter og person. Han er en mand, der altid sidder bagerst i salen, og for hvem den tilfældige sidemand er mere nærværende end koryfæerne på podierne eller i institutionerne. At være sig selv nær og dermed sin skæbne, sådan som den var, intet mere og intet mindre, er Kertész' inderste eksistentielle forehavende. At et Auschwitz-offer kan tale om skyld er naturligvis et kors for tanken, men der er tale om den skyldsammenhæng, der opstår, når man for alvor tilegner sig den indsigt, at holocaust ikke er noget out of this world. Holocaust kommer direkte fra den menneskelige natur. Hvad mennesker end har bragt det til i henseende til forbrydelser mod livet og medmennesket, er aldrig kun et historisk undtagelsestilfælde, det er en levende mulighed altid og overalt. At vide det for alvor og ikke se bort fra det, det har med skyld at gøre. Som hos Kierkegaard - ham kan man rolig henføre til, for Kertész er ikke blot selv filosof. Han fandt via eksistentialisterne til eksistentialisternes stamfar Søren Kierkegaard selv. Og det var hos ham, han mødte udsagnet om, at skyldens stemning er alvorlighed. Kertész' insisteren Den mildt smilende Kertész, der gerne ler en varm sonor latter, helst over almindelige ting omkring et bord, er såvist en alvorsmand. Og det er den alvor - som er århundredets alvor - Nobelpriskomiteen har villet hædre denne gang. Med samt det litterære sprog, Kertész har givet den. De Aderton i Stockholm har fundet deres prismodtager mere i udkanten af det litterære landskab end i centrum, i modsætning til hvad der var tilfældet med Günter Grass. Og der skal nok være dem, der kan komme i tanker om mere bredspektrede indsatser end Kertész'. Og skulle han komme tilbage en dag til Politikens Foredragssal, skal salen nok blive mere opsøgt end sidst. Men sådan er Nobelprisen heldigvis også: Den kan både hædre det indlysende og gøre opmærksom på det aparte. Man kan endelig ikke sige, at Nobelprisen i år går til et forfatterskab, der peger frem. Intet forfatterskab i dag kan være længere borte fra postmodernismen og hvad siden fulgte. Tværtimod: Hvad der highlightes , er Kertész' urokkelige insisteren på ikke at gå på kompromis med den historiske erfaring og dens smerte - midt i en terapeutisk tidsalder.