Engang i slutningen af firserne gik bibliopaten på et bolværk langs Prinsengracht-kanalen i tjaldens og bz-bevægelsens glade Amsterdam. I en coffee-shop havde han spist en hashkage uden at mærke det mindste, men pludselig kom det indre bump, der som et kaffestempel, der startede oppe under hårrødderne, trykkede rusens lykkeagtige fornemmelse igennem kroppen og helt ud i tæerne. Det var skumringstid, lyskæderne omkring broerne skinnede pludselig dobbelt så smukt, de dovne husbåde fremstod i endnu højere grad som lykkelige refugier. Det skete et eller andet sted i det gamle arbejderkvarter Jordaan, men hvor? Gensynet med Amsterdam i oktober 2002 er overvældende. Alle broer, kanaler og husbåde ligner hinanden, og det ville have været helt umuligt at finde rundt i labyrinten, hvis ikke Deres udsendte havde fundet et par gode antikvariater, en formidabel boghandler og en skulptur af Multatuli at orientere sig efter, og selv det var ikke nok til at genfinde bibliopatens lille lykkelige Arabien. Man behøver kun en halv time i Europas højest udviklede by, presse- og trykkefrihedens stolte bastion - og to timers natlig ventetid i Duisburgs fascistoide banegårdshelvede på vej hjem! - for at fornemme, hvor langt fremme i tiden Hollands hovedstad befinder sig civilisatorisk set. Selv i centrums mest kommercielle shoppinggader, hvor mærkevarebutikkerne ligger dør om dør, render man ind i butikker og store spisesteder, der er gennemsyret af den modne hippie- og alternativkulturs fantasifuldhed og kvalitetssans. Hvad angår menneskers omgang med hinanden og udbuddet af gastronomisk, kulturel og etnisk mangfoldighed, er Amsterdam i 2002 som København kun kan håbe at blive 2050. Selv landets mest berømte, nu afdøde 'fremmedhader', Pim Fortuyn, var en frisindet gentleman, der sagde det om islamismen, som skulle siges.