En amerikaner eller en araber. Sådan kunne det ende, når den svenske Nobelkomité i morgen kl. 13 afslører, hvem der bliver årets modtager af Nobelprisen i litteratur. Valget kunne i hvert fald stå mellem en forfatter fra en af disse to kulturer, hvis Nobelkomitéen vælger at genoptage traditionen med at give prisen til en forfatter, hvis arbejde afspejler en aktuel global dagsorden. Men der er selvfølgelig også mange andre muligheder. Litteraturens rygtesmede har da også allerede gættet på mulige kandidater. Fra USA nævnes folk som digteren John Ashbury og romanforfatterne Philip Roth, Thomas Pynchon og Don DeLillo, mens den arabiske verden byder på den syriskfødte forfatter, der er kendt som Adonis, og i øvrigt har været nævnt flere gange i Nobelsammenhæng. Det er den gode Adonis nu ikke alene om. Canadierne Margaret Atwood og Alice Munro er også kendte navne, og det samme er sydafrikanske J.M. Coetzee. Og hvis vi lige skal runde nogle af gengangerne, er det britiske Doris Lessing, franske J. le Clezio, belgiske Hugo Claus og svenske Tomas Tranströmer. Derudover må man ikke glemme Mario Vargas Llosa fra Peru og Imre Kertesz fra Ungarn. Danske Inger Christensen nævnes såmænd også en gang imellem, men det er dog som regel svenskere, der mener, hun har en chance. Diskvalificeret Nogle af forfatterne har været på den internationale kandidatliste i mange år, hvad der i sig selv kunne se diskvalificerende ud. Men man kan faktisk godt få prisen, selv om man - uden held - har været et af de vedholdende rygter gennem en årrække. Spørg bare portugiseren José Saramago. Han blev nævnt gennem det meste af et tiår, indtil han fik prisen i 1998. I øvrigt i samme åndedrag som hans landsmand Antonio Lobo Antunes. Ham er der til gengæld ingen, der nævner længere. Alle regner med, at Portugal må have opbrugt sin kvote. Nobelkomitéen har de senere år spredt vinderne over det meste af kloden, om end Sydamerika og Afrika synes i underskud. Den caribiske digter Derek Walcott fik prisen i 1992, efterfulgt af den sorte amerikanske kvinde Toni Morrison, der igen blev fulgt af japaneren Kenzaburo Oe. Herefter fik europæiske digtere prisen to år i træk, 1995 og 1996, ved irske Seamus Heaney og polske Wislawa Szymborska. I 1997 fik den italienske teatermand Dario Fo prisen. Jose Saramago vandt i 1998, tyske Günter Grass i 1999, og i 2000 fik Nobel lukket munden på de kinesiske kritikere ved at give prisen til Gao Xingjian. Sidste år vandt den kontroversielle V.S. Naipaul, der er født i Trinidad. Måske er det amerikanerne, der lige nu trænger til en opmuntring, men japanerne har det jo heller ikke for let, så hvad med den virkelig sære fortæller Haruki Murakami, med mindre nobelfolkene går tilbage til den tidligere stil, hvor det så ud til, at vinderne helst skulle være forfattere, de færreste havde hørt om og endnu færre læst.