Hvis James Joyces 'Ulysses' (1922) er litteraturens Mont Blanc, er 'Finnegans Wake' (1939) dens Mount Everest. Når man sådan ligger og langsomt smelter på en god dansk badestrand, indhyllet i lyden af skrigende børn, råbende ungersvende, og duften af is og cola og cigaretrøg, og med udsigten til en behagelig lang række fridage foran sig, er det netop tid til at lade sig gribe af hedeslaget, og hive 'Finnegans Wake' op af strandtasken. Alle og enhver kan jo gnave sig gennem 'Ulysses' et par gange, det er ikke den store kunst. Næh, den virkelige udfordring for vovehalsene og mandfolkene er 'Finnegans Wake'. Gamle Joyce skrev uafbrudt på den fra 1922 til sin død i 1939, den er på små 628 sider, og forskerne har foreløbig optalt forekomsten af 69 kendte sprog i dens mærkelige kaudervælsk. Hertil skal lægges alle Joyces hjemmegjorte ord-opfindelser. Det dominerende sprog er dog Joyces knirkende og musikalske irsk. Lad os give ordet til Joyce: »The warped (...) soundconducting walls thereof (...) were persianly literatured with burst love-letters, telltale stories, stickyback snaps, doubtful eggshells, bouchers, flints, borers, puffers, amygdaloid almonds, rindless raisins, alphybettyformed verbage, vivlical viasses, ompiter dictas, (...) ahems and ahas«, og så videre og så videre, i samme skure. Hvad i alverden skal det dog alt sammen betyde?