0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Døde poeter myldrer frem

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

»Mit Liv er et smukt Eventyr, saa rigt og lyksaligt!«, lyder åbningssætningen i H.C. Andersens erindringsbog fra 1855. Det er højsommer, og gad vide, om ikke man burde lade litteratur være litteratur - bevilge sig selv et ordløst semikolon, læse lidt i verden måske.

Indbindingen på min udgave af 'Mit Livs Eventyr' er gjort af en vis Emanuel Levin (Snaregade 12) og opsummerer på forbilledlig vis sin aktuelle læsers øjeblikkelige blanding af tungsind og høj, stankelbenet eufori: I neurotiske kæder slynger gyldne snerler sig ud og ind ad hinandens giftige tentakler, mens baggrunden bugner af besvangret blå, og stiliserede stjerner med et klokkeværks regelmæssighed drysser ned over det undrende ark.

Det drejer sig om små tings æstetik, og allerede på side otte er man vidne til det første alvorlige paradigmeskred, da et aflangt bogmærke med påskriften »Nye Bøger fra 1922« uventet kommer for en dag og således med kulturradikal dumdristighed - og firs år for sent - introducerer udgivelsen af Emil Bønnelyckes 'Udvalgte Digte' til en (fair) pris af kr. 6,75.

Så syder lysthuset pludselig af storby, diesel og morfinisme, mens den gode Emil slår klik-klak med sit ravfarvede gebis og læner sig mod flagstangen, idet han højtideligt deklamerer:

»Der dufter af Sauce til kongelig Ret/ bag Døren, hvor Børnene leger,/ mens jeg staar forkommen og ønsker mig mæt/ og glor ved en Revne i Fyldningens Bræt -/ Hvad er det for Sager man steger?«.

Den electriske vexelkamp
Begavede kulinariske spørgsmål svirrer nu tæt gennem luften, og selv Andersen virker halvvejs opstemt, mens han fylder sin moders dragkiste med mølkugler og kogende vand: der stiger en metallisk stank af armsved op fra denne grusomme årstid, anmelderen har anbragt sig i havens fjerneste liggestol og betragter den bornholmske himmel med en blanding af ærefrygt og kedsommelig rutine.

»Jeg kan ikke tåle den fuldstændige afslapning, så er der kun nerver tilbage«, skriver Oluf Høst i en af sine utallige logbøger, og på Melsted Badehotel holder musvitterne assemblage , mens de elskende forsvinder ind i det spinkle mørke, og H.C. Ørsted venligt, men insisterende giver sin forelæsning om 'Den electriske Vexelkamps Indretning'.

Det er alt sammen meget rørende og elskværdigt, men alle disse gamle mænd gør anmelderen nervøs, og som solen forsvinder bag Svaneke Kirke, forsvinder også de sidste rester af logisk potentiale fra denne dæmoniske klippeø.

Jeg siger det, som det er: Jeg er forelsket i Lotte Oehlenschläger, fordi digter Andersen er det, og fordi ingen af os tør erkende, at vi i virkeligheden har et godt øje til hendes far, hvis bekendtskab jeg aldrig har gjort, mens hvis brusende gyldne lokker forfølger mig (og dansk litteratur) i store natlige syner, hvori jeg (den) snart er en dristig ørkendykker, snart en enarmet tyveknægt, som med lige dele kynisme og behændighed får varpet portemonnæen af Johannes V.'s frakkeskøder og geninvesteret Isak Dinesens arv i et farverigt potpourri af ynglende sukkeraktier og spektakulære oversøiske konkurser.

Nerverne
Altså, litteratur giver tyndflossede nerver, og helst endte man vel sine dage som Herr og Fru Ingemann i det idylliske skovhus, som Andersen fandt »saa ægte digterisk« og desperat genkaldte sig, når rektor Meisling pryglede hans rygstykker med den hårde kant af Grünbeins tyske grammatik:

»I Underværkets Land jeg boer;/ Ei blinde Sjæl det ændser:/ Guds Kraft igjennem Verden Foer,/ Og Naaden har ei Grændser«, rabler den lykkelige olding, så man pludselig mærker sommeren indefra og helt uafvidende sættes til bords med en meget, meget ung Aksel Schiøtz, som beslutsomt tømmer sit glas og til selskabets mumlende forundring bryder ud i sang:

»Klædeligt rødmende applauderer værtinden, mens kommandørkaptajn Hammershøy i et øjebliks senil klarhed taber sin monokel ned i den legerede aspargessuppe. Så er det endelig sommer i anmelderens plagsomme biotop, og døde poeter myldrer frem i staudebedet, som ville de gødske et sidste fuldendt digt mellem iris og mamelukærmer«.

»Hvad jeg vilde og stræbte at opnaa, er her klarligt udtalt!«, runder Andersen af, og med en blånende fuldmåne som mit eneste vidne gør jeg digterens ord til mine: Natten summer af gådefuldt nærvær, kimer forventningens poesi.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu