Verden er klædt blåt i blåt. Set over bogen er havet, der kun er en nuance fra himlen, det mest beroligende, øjet kan hvile på. Strække ud og holde ferie på en terrasse midt i Middelhavet i Det Græske Øhav. Blåt og solsvedne klipper. Øjnene nyder åbenbart afvekslingen fra det hav af bogstaver, der flimrer forbi i en avisredaktions travle hverdag. Stilheden brydes kun af sagte bølgeskvulp mod terrassen. Ingen charterlarm. Selv næsen slapper af fra den vamle lugt af fritteret kokosolie, der tit hænger over Middelhavets sandstrande. Lugten nærmest klæber sig til hårene i næseborene, så det er nødvendigt at inhalere saltvand for at få den væk. Jeg bliver jævnligt husket på, hvorfor øen ikke er trukket med i den kommercielle malstrøm, der har pisket en emsig stemning op i Det Græske Øhav. Når varmen i middagsheden bliver for intens - selv i skyggen - må jeg helt uden ynde trippe på ubarmhjertige sten for at komme ud i det blå. Men de satans sten er en Guds velsignelse. For det er takket være dem og fraværet af sandstrande, at turisterne sejler uden om denne ø. Og det er takket være stenene, at roen hurtigt indfinder sig, når jeg atter sidder i skyggen med bogen i hænderne.