Sebastian Haffner marcherede engang med hagekors-armbind og ridestøvler gennem landsbyer i Mark Brandenburg, så hans landsmænd enten stillede sig heilende op langs vejsiden eller skyndte sig ind i husene, afhængig af ... Det vidste vi ikke for kort tid siden. Hans mageløse bog 'En tyskers historie' forelå sidste efterår på Gyldendal i Adam Paulsens oversættelse. Den tyske førsteudgave udkom i august 2000, godt halvandet år efter Haffners død, og alle troede, at udgivelsen baserede sig på det fulde manuskript, som den unge tyske journalist skrev på fra forår til efterår 1939 under sit eksil i London - for brat at lægge det til side for andre og vigtigere opgaver. Krigen var jo brudt ud, og tiden var ikke længere til følsomme erindringer. Men den gulnede manuskriptbunke, der på eventyrlig vis blev opdaget i Haffners efterladenskaber, var altså ikke fuldstændig. For få uger siden dukkede endnu et hidtil ukendt kapitel op midt i en stabel blandede håndskrifter, man for længst troede at have udforsket tilbundsgående.