0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Perversitetens mudderpøl

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Polfoto
Foto: Polfoto

Henry Miller med Sexus. Polfoto

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Reitzel havde i 1955 udgivet Jean Genets homoerotiske 'Tyvens Dagbog' samt en erotisk digtantologi og den erotiske klassiker 'Den duftende Have'. Bøgerne solgte godt, måske fordi en aggressiv presse fra første færd reagerede så voldsomt på dem, at opmærksomheden var stor.

Avisoverskrifterne taler for sig selv: 'Ny skandalebog fra erotikkens kloakker', 'Ny sex-roman overgår alt i kras realisme', 'Erotikkens zoo', 'Perversitetens mudderpøl, 'Sexhus', 'Hans Reitzels nyeste rædsel', 'Spekulation i pornografi', 'Et litterært kræftfænomen'.

Angrebene kom fra alle kanter. Fra Aarhus Stiftstidende til Politiken, og Reitzel selv fik mange anonyme trusler via post og telefon. En ukendt afsender sendte ham fordærvet kød indpakket i gult silkepapir.

Hans Reitzels udgivelsespolitik er en velkendt forlagshistorie, men det er de norske højesteretsdommeres syn på hans roman 'Sexus' formentlig ikke. De er dukket op sammen med samtlige dokumenter i de straffesager som både byretten i Oslo og Norges Højesteret gennemførte i anledning af 'Sexus', herunder omfattende kompendier med litteraturhistoriske og psykologiske vurderinger af Henry Millers forfatterskab og af erotisk litteratur og menneskelig seksualitet i øvrigt.

Sammen med avisudklip, kronikker og foredrag, Hans Reitzel i sin tid holdt om »sine skrækkelige bøger«, er materialet, der giver et dybt indblik i datidens seksualpolitiske diskussioner, for nylig dukket op i forlæggerens bo.

Fra Miller til zebrasex
Særlig de norske højesteretsdommeres synspunkter påkalder sig interesse. Umiddelbart ligner straffesagen en detaljeret, juridisk gentagelse af alle mulige andre diskussioner om grænserne for kunstnerisk ytringsfrihed.

De bornerte på den ene side, og de frisindede på den anden, men datidens partsindlæg er faktisk alle sammen uhyre optaget af at finde en rimelig balance og kan minde meget om de synspunkter, der i 2002 formuleres i debatten om, hvad der kan gøres for at værne børn og unge mod internet-pornografiens mest bizarre billeder.

De norske dommeres er interessante, så meget desto mere, som der i Danmark ikke blev rejst tiltale mod Hans Reitzel.

Dommen i Norges Højesteret, hvis udfald vi vender tilbage til, faldt den 30. april 1959 kort efter, at samme ret havde frikendt Agnar Mykle, forfatteren til 'Sangen om den røde Rubin', i en anden utugtigheds-sag.

Dommer Hiorthöy
Den førstvoterende højesteretsdommer, Hiorthöy, var enig i Oslo byrets opfattelse af 'Sexus' som et utugtigt skrift.

»Jeg har i første omgang lagt vægt på arten og omfanget af de overordentlig krasse, udfordrende og detaljerede skildringer i bogen af kønslig promiskuitet og anden seksuel adfærd. Som anført i byretten ligger flere af de seksuelle handlinger så langt uden for det normale, at de må siges at være perverse eller ligge i perversitetens grænseland. Der beskrives således et trekantsforhold mellem 'helten' og to kvindelige partnere«.

»Bogens litterære standard, dens kunstneriske og idémæssige prætentioner er efter mit skøn heller ikke egnet til at afdæmpe den utugtighedskarakteristik, som jeg mener er på sin plads«.

Herefter siger Hiorthöy: »Skønt det ikke skulle være nødvendigt, finder jeg efter omstændighederne grund til at tilføje, at det er opfattelse og reaktioner inden for en norsk læserkreds, jeg har skelet til ved bedømmelsen. Jeg er opmærksom på, at 'Sexus' for tiden omsættes frit i vore nabolande Danmark og Sverige«.

Dommer Trap
Den næste dommer, Trap hedder han, er helt uenig med sin ærede kollega. Han nævner, at det af Højesterets afgørelse i Mykle-sagen fremgik, at selvom en forfatter af et litterært værk af kunstnerisk værdi kan rammes af straffelovens (utugts)paragraf 211, så fremhævede dommen, at der må gives en forfatter en meget vidtgående frihed, når det gælder om at give sine tanker og meninger kunstnerisk udtryk i et litterært værk.

»Mit samlede indtryk er, at Miller i seksualskildringerne nok går adskilligt længere end Mykle gjorde i sin bog, men at skildringerne stort set ligger på samme plan. Det drejer sig efter min mening mere om en gradsforskel end en væsensforskel«, siger Trap. Han fortsætter: »På grundlag af udtalelserne fra de litterært kyndige, fra boganmeldere og forfattere, mener jeg, at det må kunne slås fast, at Millers 'Sexus' er en bog af utvivlsom litterær værdi«.

»Bogen giver en både tankevækkende og interessant skildring af en bestemt tidsepoke og af et bestemt miljø. Det er mellemkrigstidens Amerika og storbyens menneskevrimmel, som bliver sat under søgelyset«.

»Man kan være enig eller uenig i Millers syn på de seksuelle spørgsmål, man kan anse seksualskildringerne i bogen for mere eller mindre anstødelige, men jeg har ikke kunnet tilegne mig den opfattelse , at det - efter bogens oplæg og tendens - med rette kan siges at seksualskildringerne skiller sig ud fra bogens øvrige partier på en sådan måde at sammenhængen og balancen bliver brudt, eller at de forskellige partier står uformidlet ved siden af hinanden. Jeg synes tværtimod, at der er en god sammenhæng«.

Justitiarius Wold
Så er det justitiarius Wolds tur. Han er meget enig med Hiorthöy, men tilføjer, at sagen for ham overhovedet ikke drejer sig om at indskrænke eller begrænse en forfatters ret til at hævde, en hvilken som helst mening han måtte have om kønslige forhold:

»Sagen gælder den måde eller den form, Miller har brugt for at hævde sit syn eller sine meninger. Har de erotiske skildringer i 'Sexus' fået en form eller et indhold, så det filosofiske syn eller de digteriske visioner, forfatteren måtte have, er kommet til udtryk på en utilbørlig måde, så bogen, som den foreligger, må betegnes som et utugtigt skrift?, spørger Wold«.

»Forfattere og kunstnere har ikke mere end andre borgere frihed til at handle utilbørligt. Ytrings- og trykkefriheden må have denne selvfølgelige begrænsning«.

De resterende dommere tilsluttede sig også Hiorthöys grundsynspunkt. Dommen endte med at stadfæste byrettens dom, hvad angår beslaglæggelsen af bøgerne, men frifandt både Ervin og Nissen for at have forbrudt sig mod paragraf 211 b.

I Danmark kom det som nævnt aldrig til en retssag mod forlægger Hans Reitzel på grund af Miller, endsige de boghandlere som solgte bøgerne. Men kampen bølgede i pressen, hvor anmeldere og lederskribenter i mere eller mindre ophidset tilstand, havde travlt med at nedgøre de usædelige bøger.

Engbers manøvrer
Da 'Tyvens Dagbog' udkom, fradømte Politiken i en leder Hans Reitzel al litterær og forretningsmæssig hæderlighed.

I lederen 'En forlæggers ansvar', forsøger litteraturredaktør Harald Engberg at manøvrere mellem frisind og bornerthed:

»Vi skal være de sidste til at påkalde politistatslige indgreb over for trykkefriheden i dette land. Men vi vil gerne være de første til at foreholde en forlægger, at han mere end så mange andre har en forpligtelse, så sandt som frihed forpligter.

En forlægger kan og skal nu og da være dristig, måske udfordrende, (...) men gør han sådanne udsendelser til en fidusforretning, og som sådan må en serie af den nævnte karakter anses, skader han frihedens sag og er med til at alarmere politiet og de moralske formyndere, der altid står parat med deres krav om censur.

Dertil kommer, at han ikke blot stempler sin egen forlagsvirksomhed, men sætter sine kolleger, der har sat en standsære i selv at sætte grænsen, i forlegenhed, som nu skal til at kolportere obskur speciallitteratur til de specielle kunder, der hidtil har skaffet sig sagerne ad de obskure kanaler, hvorigennem slam flyder og altid har flydt«. Det er ikke frisindets sag, han (Reitzel, red.) tjener med sine specialiteter, det er reaktionens. Han gør det sværere at være liberal«.

Om 'Sexus' skrev Aarhus Stiftstidendes i en leder: »Romanen virker bevidst tilstræbt kønsligt ophidsende, sansepirrende, utugtig, usædelig, svinsk«. Avisens holdt sig dog ikke tilbage fra at optrykke nogle sider fra 'Sexus' i et særligt tillæg.

Der må være en grænse
Hans Reitzel mener selv, at Harald Engbergs anmeldelse af 'Den Duftende Have' i Politiken var den direkte årsag til, at rigsadvokaten rejste tiltale mod ham.

Reitzel erindrer: »Jeg mødte i byretten, hvor sagen behandledes for lukkede døre. Dommerens kendelse faldt lidt anderledes ud end Engbergs. Han fastslog, at bogen stammede fra det 16. århundrede, at den har litterær værdi, at dens skildringer af seksuelle emner - selvom de er omfattende og meget indgående og under givne omstændigheder i et vist omfang vil kunne virke seksuelt æggende - ikke er af grov karakter, men åben og båret af en humoristisk sans og en vis poesi. Det blev frifindelse - en frifindelse som Østre Landsret stadfæstede, efter at anklagemyndigheden havde appelleret sagen«.

Også 'Sexus' burde for en domstol, mente mange. Den konservative politiker Ole Bjørn Kraft forlangte 'Sexus' forbudt af Rigsadvokaten, men måtte indrømme ikke at have læst bogen.

Jørgen Schleimann, dengang en ukendt ung bibliotekar, rykkede ud med en underskriftindsamling til støtte for den formastelige forlægger. Blandt underskriverne var H.C. Branner, Hans Jørgen Lembourn, Henning Fonsmark, Poul Henningsen og Hans Lyngby Jepsen. I støtteerklæringen hedder det:

»Efter vor mening må det være det enkelte menneskes ret selv at foretage valget mellem godt og ondt. Det størst mulige kendskab til alle menneskelige forhold, de ædleste som de laveste, er en nødvendig forudsætning for dette valg. Kunstneren og tænkeren byder os i sit værk den rigeste mulighed for erhvervelsen af dette kendskab. Vi bestrider følgelig, at staten skal have nogen som helst ret til ved nogen offentlig myndighed at foretage noget som helst indgreb i den kunstneriske eller tankemæssige ytringsfrihed«.

Selv skriver Reitzel i en kronik, at hans bestræbelser i forlæggeriet »altid har været at udgive bøger, der tjener til belysning af menneskets situation«.

Af en udateret tale, som han holdt i Slagelse på opfordring af en boghandler Helweg-Nielsen engang i halvtredserne, fremgår hans eget syn på pornografi og ytringsfrihed:

»Hvor skal man sætte grænsen? Jeg mener, at den ikke kan sættes, fordi det er min overbevisning, at enhver kunstner må være frit stillet i sit forsøg på at løse den kunstneriske opgave, han har sat sig. Og hvis han føler, at han kommer sandheden om menneskene og livet - om dem og mig - nærmere ved indgående erotiske beskrivelser, så må han gøre det.

Eksisterer der da så overhovedet pornografi? Jeg har tidligere ment, at det gjorde der, og jeg har forsøgt at definere det ved at henvise til en række bøger, der er kommet på engelsk i Paris. Disse bøge