»Forfattere kan kun deltage i den almindelige studehandel som - stude.« Udtalelsen stammer fra en yngre velsælgende tysk forfatter Katja Lange-Müller, der med denne betragtning beskriver, hvordan det er at være forfatter uden agent. Nu er hun blevet en højere form for kvæg. Lange-Müller har nemlig entreret med et agentur - dvs. et af den nye slags, der er skudt op i det nye kommercielle boglandskab i Forbundsrepublikken og har dermed fået en instans anbragt mellem sig og forlaget, en 'sagfører', der herefter repræsenterer hendes ønsker, krav og rettigheder. Hvad mere? Hun er sluppet for, at hendes gængse forlagsredaktør, der kunstnerisk er hendes vejleder og sparringspartner, samtidig er den, hun skal drøfte kontrakten og andet forretningsmæssigt med. Det sidste har hun for fremtiden folk til: agenten. Så er der forskuddet. Der er store, om ikke mange forskud på højkant i disse sæsoner i Tyskland. Ungdomsforfatteren til megen salgbar livsstil-prosa Rebecca Casati har senest fået 150.000 DM på hånden for sin kommende, uskrevne bog. Hun har så også rekorden, men der er en lille håndfuld andre, som følger godt med. Endnu midt i halvfemserne gav de tyske forlæggere ikke denne type agenter mange chancer. Men i mellemtiden er der blevet flere af dem. Det bunder dels i, at tysk litteratur i disse år er blevet markant forælleorienteret igen, og det er der læsere i, så derfor fylder tyske forfattere (igen) godt i forlagsprogrammerne. Dels skyldes fremkomsten af den nye type agenturer en større bevægelighed i branchens kapitalforhold, der har diverse forandringer til følge. Forandringer, der også har virkninger på forfatterne: Forlag skifter ejere, identitet og medarbejdere som aldrig før i de store tyske byer. Koncerner har opkøbt uafhængige forlag i stor stil og sat managere og 'kontrollører' i spidsen for dem. Den mere solide og måske også patriarkalske forlagstype er vigende. Til gengæld opstår der flere og flere traditionsløse 'profitcentre' i branchen. Det er sådanne skred, der har eroderet det engang mere fasttømrede forhold mellem forlægger og forfatter. Dermed er der kommet en ny agenttype ind i billedet, som i det opståede vakuum tilbyder en slags 'plejehjem' for forfatterne, vel at mærke dem der enten notorisk er penge i eller ser ud til det. Problematisk bliver det ifølge Suhrkamps direktør Günter Berg, når agenten stikker sin næse i alting: i annonceringen, i omslagets og klaptekstens udformning eller førsteoplagets størrelse. Hybris kalder han det i Neue Zürcher Zeitung. De nye agenter bør lære, hvornår de bør læne sig tilbage. Samtidig er han fuld af lovord over for de store klassiske, internationale licens-agenturer, der hos sig samler og forvalter de tunge mere eller mindre verdenskendte forfatteres rettigheder.