Succes taler for sig selv, og er der en ting, man ikke kan tage fra Jean M. Auel, er det hendes succes. 34 millioner eksemplarer, heraf over 800.000 i Danmark, har de første fire bind i hendes saga om 'Hulebjørnens klan' og dens venner foreløbig solgt. Mindre end J.K. Rowling, men stadig ganske godt. Og netop det umiskendelige bevis på en solid læserskare var da også noget, de fleste anmeldere fandt anledning til at nævne, da femte bind i serien efter 12 års pause udkom tidligere på ugen. 'Folket i klippehulerne' hedder værket, og vi er nu kommet helt frem til omkring 25.000 år før vor tidsregning. Stedet er den idylliske Dordogne-dal, hvor zelandoni-folket holder til i den niende grotte, og vanen tro kunne anmelderne uden problemer holde deres begejstring i ave. Læsning som guf For Jyllands-Postens Annelise Vestergaard var alt ved det gamle, og det var ikke ret godt. »Her er hygge og fred og uforpligtende læsning, ingen hug til samvittigheden og eftertanken, bøger man kan gå til og fra og ikke behøver at ofre sin nattesøvn på. Man kan beundre og respektere det store slid, der ligger bag bøgerne. Men det er nu engang det, der går over scenen, som tæller. Og det er en kedsommelig affære«. Hårde ord, og noget mere forstående over for Auels millioner af fans var da også Ekstra Bladets Peder Christoffersen, også kendt som Pedro. Efter Pedros mening kom det hele an på, hvordan man har det med at læse. »Hvis læsning er guf, at læse som underholdning og bare lade sig føre af sted i eksotiske omgivelser, jamen, så er dette her lige sagen«, skrev han og sammenlignede bøgerne med en tv-serie. For en mand med Pedros appetit var der dog for få vitaminer i Auels bog til, at han blev mæt, men som en ægte folkets mand nægtede han at sætte sig til dommer over andre, der så mere positivt på eventyrene i klippehulen. Og godt det samme, for det gjorde blandt andre Politikens Connie Bork. Godt nok mente hun, at skildringerne af datidens seksualliv var noget blåøjede, men det blev undskyldt med Auels eget, lykkelige familieliv. »Jean M. Auel er selv gift på 47. år med den samme mand. Hun har fået fem børn, som igen er vokset til femten børnebørn. Jean M. Auel er naiv og helhjertet i sin tillid til forplantningsviljen og den stærke klanfølelse - mens familielivet hastigt smuldrer i vores nutid - men hun er ikke naiv i udførelsen«. Troldmandssprog Naiv i udførelsen var der heller ikke nogen, der beskyldte ugens anden hulebogsforfatter José Saramago for at være. Det skulle også lige mangle. Godt nok har portugiseren ikke solgt 34 millioner eksemplarer, men med en nobelpris i lommen og et generelt ry som en af de største nulevende forfattere går det nok alligevel. Det gjorde det i al fald denne uge for hans nye bog 'Hulen' om en pottemager, der bliver kvast i kampen med det store stygge shoppingcenter og først slipper fri efter et uhyggeligt besøg i selveste Platons hule. Bogen, der er tredje bind i Saramagos 'ufrivillige trilogi', fik i Berlingske Tidende John Pedersen til at svømme hen i begejstring. Efter hans mening viste 'Hulen' »Saramago i god gammel form, med de strømmende sætningskæder fyldt med digressioner og paradokser. I sit firsindstyvende år er han fortsat en af vores største fortællere«. Den vurdering delte Jyllands-Postens Anne Chaplin Hansen, der i sin begejstrede anmeldelse fra starten slog tonen an med at betegne Saramago som en »digter - ikke af guds, men af livets nåde«. Og det var der ifølge hende så mange gode grunde til, at det blev til en mindre remse. Der var »den blide, men også karske og kompromisløse humanisme«; »hans stilfærdige lune«; »denne underfundige småsludren«; »hans ømhed over for sine medskabninger«; »hans evne til nærmest seismografisk at indfange det mindste følelsesskift«; og - ikke at forglemme - »den linde strøm af livskloge betragtninger, iagttagelser og ræsonnementer«. Helt så detaljeret var hverken Martin Zerlang i Information eller Lars Bonnevie i Weekendavisen, der til gengæld var enige om, at selve emnet var den mindste af bogens kvaliteter. »Ikke bare banal, men også underligt forældet i forhold til den faktiske modernitet, der snarere er præget af decentrering på alle niveauer«, kaldte Zerlang det ligefrem, mens den mere diplomatiske Bonnevie nøjedes med at konstatere, at man »let kan forestille sig en jævn, realistisk forfatter tage samme tema op på en måde, så man falder i søvn på side 37«. Men når den gamle portugisiske ræv alligevel slap godt fra det, skyldtes det hans store fortællemæssige talent. Med hvad Bonnevie kaldte hans »troldmandsagtige omgang med sproget« formåede han at indfange læseren i en grad, så selv Zerlang måtte overgive sig og indrømme at bogens »fint oversatte ordlege vil berede den opmærksomme læser den største fornøjelse«.