Store følelser, mystik og intrigemageri i en kreds af erotiske tusindkunstnere i kolonitidens engelsk styrede Alexandria i årene før Anden Verdenskrig. Fortalt af en selvbevidst og elegant skrivende forfatter med en ambition om at skabe intet mindre end en litterær pendant til Einsteins relativitetsteori. Lawrence Durrells 'Alexandria-kvartetten' er af engelske læsere blevet udnævnt til en af det tyvende århundredes bedste romaner og er stadig populær i hele verden. Utallige er de, der har ligget under oliventræerne på en græsk eller spansk strand og pløjet sig igennem melodramaet om Justine, Clea, Balthazar, Mountolive, Darley, Nessim, Pursewarden m.fl. som Durrell beretter om i det, han selv kalder en »undersøgelse af moderne kærlighed«. Deres udsendte læste den i midten af 1980'erne på Kreta, som pludselig ikke længere blot var en græsk ø, men i kraft af Durrells bog forvandlede sig til et brohoved til den fjerne, funklende by på den anden side af turist-Kreta: Alexandria. Durrells roman er en skinnende prisme, som har gjort den engelske kolonitids Alexandria til en tilstand og et rejsemål, som nutidens litterært-nostalgiske turist drømmer om at eskapere til, ligesom man kan tage på fortidsrejse til 'Vendekredsenes' løsslupne Montmartre med Henry Miller ved hånden eller smutte til John Fowles' tidløse græske ø, som den kendes fra 'Troldmanden'. Virkelighed og fiktion »Lys der filtreres gennem citron-essens. En luft fuld af sødlig duft af gamle mursten, en lugt af steghede fortove, der gennemvædes af vand. Lette, fugtige skyer, der driver lavt, men sjældent bringer regn. Sprøjt ud over alt dette støvrødt, støvgrønt, kalklilla og fortyndet kamoisinlak«. Man kan smage, lugte, mærke og se den by og de særprægede skabninger, ordkunstneren Durrell fremmaner, og har man en gang taget for sig af retterne, vil man for altid have et drømmebillede af 'Alexandria' kørende i baghovedets departement for hjemløse længsler, og det er følgelig med en blanding af begejstring og frygt for, at illusionen skal briste, at man en forårsuge i 2002 lader sig konfrontere med den faktisk eksisterende millionby. Fra hotelværelsets kystvendte altan har Deres udsendte udsigt til både virkelighedens Alexandria og fiktionens. På bordet foran sig har han den slidte kvartet liggende, nede fra Cornichen høres både lyden af dyttende biler og af bølgerne, der slår mod kysten. Gode bøger lader den læsendes virkelighed med betydninger. Kan nutidens egyptiske by stå distancen over for Durrells drømte by? Fem racer, fem køn Seks kilometer fra Hotel Jeddah ligger en del af svaret, for her banker Alexandrias hjerte: Pladsen, hvor det moderne Egyptens grundlægger Muhamed Ali står på sin sokkel, og den berømte bys centrale gader stråler ud og bliver til labyrinten af gyder og stræder i kvartererne Anfoushi og Ras el Tin. Bydele, hvor Durrells femme fatale, jødinden Justine, drev sit spil. »Dem hun skadede mest gjorde hun frugtbare, hun drev folk ud af deres gamle jeg«. Justine opererer i et Alexandria, der rummer »fem racer, fem sprog, en halv snes trosbekendelser« - og mere end fem køn, som kun grækere af de lavere klasser synes at skelne mellem. »Det foder der er til disposition for kønsdrifterne er overvældende i sin variation og overflod«. I Durrells univers er Cornichen en romantisk kyststrækning. Nu er det en sekssporet trafikåre langs en strand, hvis sand er forsvundet under tusinder af kæmpestore betonblokke, der skal forhindre, at havet æder sig ind i landet. Og modsat romanens postulat er der nu kun to racer: fodgængere og bilister. Væk er romanens lille aristokrati af noble englændere, der kører i bil, mens lokale »embedsmænd i røde urtepottehatte« kører i hestevogne, og alle andre må gå. Nu drøner bilerne af sted. Fodgængerovergange er der ingen af. Både børn og voksne krydser gennem den pulserende strøm uden at blinke. Lawrence Durrell kom til Alexandria i 1942 efter først at være flygtet til Kairo fra sit græske refugium på Korfu på grund af krigen. Han fungerede som presseattaché og skrev først 'Alexandria-kvartetten' i midten af 1950'erne efter at have sagt sit job op og brugte sine sidste 400 pund på at købe et stenhus i Provence, hvor han kunne skrive næsten lige så fjernt fra den moderne verdens larm, som han kunne i det elskede Grækenland, han introducerede vennen Henry Miller for. Første bind, 'Justine', der udkom i 1957, skrev han på tolv uger. Balthazar, andet bind, var klar på seks uger, det tredje bind, 'Mountolive', tog også tolv uger, mens 'Clea', der runder fortællingens bestandige perspektiv-skift af og udkom i 1960, var færdig på otte uger. Pilgrimsfærd Durrells Alexandria er en by med få hundrede tusinde mennesker, nutidens by huser tre-fire millioner sjæle og strækker sig tyve kilometer langs kysten og går tre-fire kilometer ind i landet, hvor bæltet af forstadsbebyggelse starter. Mylderet af mennesker, få sorte, de fleste arabisk udseende, er enormt. Uanset, hvorhen man vender blikket, er der mennesker. Det gælder også på pladsen ved Midan Ramla i centrum. Her ligger det berømte Cecil Hotel og de caféer, som Durrell-aficionados må besøge. Her kan man læse de gadenavne, som kvartetten vrimler med, og som en pilgrim tage til gaderne, hvor Durrell arbejdede og skrev. Man betragter Trianon, den berømte tesalon, og lejligheden lige over, hvor digteren Kavafis, der var model for en af kvartettens mange skrivende personer, arbejdede i et lille kontor. Han kunne se ud over vandet, man kigger i samme retning, men får ikke øje på det, som satte ordkunsten i gang. »Eftermiddagens kamferduft«, »skramlen af sporvogne, der skælver i deres metalskelet, når de går gennem Mazaritas jodfarvede meidan. Guld, fosfor, magniumpapir«. Også nu kan man tage sporvognen, gamle Düsseldorfere, der tidligere kørte i Danmark. Fra sædet iagttager man barfodede børn lege på fortovene og i mørke gyder. Affaldet flyder overalt. Ligesom folkene i de fattige landsbyer langs Nilen stadig hælder deres affald og afføring direkte ud i den flod, de også vasker op i efter måltiderne, er Alexandrias gader fulde af skidt og møg. Her er ingen duft af sødlige mursten. Her lugter af benzin og husdyrhold. Fra et lille mørkt lokale ud til gaden, som i Durrells bog ville have været ramme om fantasifuld bordeldrift rettet mod excentrikere, stirrer ti-tolv par øjne ud. Man kigger i et langt sekund ind i en afgrund af fattigdom, inden man flovt suger blikket til sig. Børn med skildpadder Efter et par timer i den mytiske by mere end aner man, hvor det bærer hen. Efter et par døgn er man helt sikker. For hver af kvartettens forfinede kvinder i lette guldsandaler er der i nutidens Alexandria titusind kvinder med beskidte fødder i tyndslidte gummisandaler. For hvert velstående individ er der titusind fattige: mænd med sprukken læderhud på de nøgne fødder, som slæber sand af sted i papirsække. Svedige, beskidte arbejdere, der laver en flisebeklædt trappe i et inferno af mørtel og støv for en månedlig gage, der svarer til en timeløn i funktionær-Danmark. Børn med skildpadder til salg i våde papkasser og trætte slagtere med rustne knive, der står parat med bloddryppende lam. Her er buntmagere, skomagere, smede, skræddere i små fortidige båse, heldige, der kan et håndværk og har en indtægt. En lille købmand, der lægger en flaske olivenolie og tre æg i en kurv, som en kvinde på femte har sænket ned til ham i en snor, der er bundet sammen af gule, grønne og røde stykker nylontråd. Private villaer, offentlige institutioner, banker, også det franske kulturinstitut, der ligger i en støvet gade, er beskyttet af gitre og hegn med bevæbnede vagter rundt omkring. I mange smalle gader holder sorte politibusser spækket med maskinpistolbevæbnede betjente, der som brandmænd i en by, hvor det aldrig brænder, ser ud til at kede sig halvt ihjel. Det var Julius Cæsar, der brændte byens berømte bibliotek, hvis aldrig fundne ruiner ifølge arkæologerne befinder sig seks meter nede under gadeniveau. Så mange år og så mange meter skidt. Inden for de samme få kvadratmeter eksisterer tilværelsen i hele den bredde, der i Europas socialstater har fået kappet så mange decimeter i fremskridtets navn. En dreng uden underkrop maver sig af sted mellem de gående på et lille rullebræt, »welcome«, siger han smilende og rækker sin lille beskidte hånd op. Tusinde øjne iagttager, om turisten giver ham penge eller ej. Og romanen? Hvilken roman?! Byen, som forfatteren skrev om, er langt væk. Lige så langt borte som drengeinvaliden må føle, at det nyligt landede rumskib, der hedder Bibliotheca Alexandrina, arvtageren for oldtidens bibliotek, er det. Alexandria er berømt for alt det, som ikke eksisterer længere: antikkens bibliotek og fyrtårn. Litteratur-turisten må tilføje: og det tryllebillede, Lawrence Durrell fremmanede. Bygningerne, gaderne, pladserne er her endnu, men har ikke nogen nostalgisk fortryllelse over sig. Dertil får romanens massive romantik et for kontant modspil af den overlevelseskamp, man er vidne til. Illusionsnummer »Byen er bygget som et dige for at holde den afrikanske mørke flod tilbage«, skriver Durrell. Siden er den hvide mands verden løbet over ende overalt i Afrika. I 'Kvartetten' er der en særlig erotisk, militær og imperial spænding i luften. Digteren med de mange ordguirlander formår at gøre byens støvethed til en kvalitet. For den rejsende er det ikke umuligt i dag. Han indser omsider, at Durrells Alexandria aldrig har eksisteret uden for fiktionens verden - og at den selv her kun er en farvestrålende kulisse for en fortælling, der bæres af spillet mellem et par håndfulde selvoptagne, uhyre følsomme, lettere hysteriske og næsten sygeligt forbundne personer. Enhver turist er afskåret fra at finde en bys sande sjæl. At finde Durrells by er umuligt alene af den grund, at den næsten udelukkende eksisterer i form af de sansninger, den fremkalder i fiktive personer. For så vidt som den faktiske by synes til stede i 'Alexandria-kvartetten', er den med stor sandsynlighed et konglomerat af Durrells indtryk fra hele hans tid i det mediterrane rum. Det er lige så meget forfatterens hellenistiske drøm, der gennemstråler den dejlige bog, og er der et sted, hvor det står klart, er det ved havnen, hvor der også i 2002 er et smukt, næsten græsk, vue ud over hundredvis af farvestrålende, vuggende både. I 'Alexandria-kvartetten' er oceanet til, for at nydelsessyge skabninger kan spejle sig i det. Turisten sætter sig på cafeen ved vandet, hvor det blæser præcis så meget, at ilten vinder over benzinosen. Han tager sin bog frem og læser om Pursewardens tragiske selvmord, men lægger den fra sig igen. Hans øjne vil hellere kigge på chokoladebrune smådrenge, som hopper i Alexandrias møgbeskidte vand for at bjerge rustent metal, de kan sælge.