Ophavsmanden til skriftet, Martin Rizek, er en ung tjekkisk universitetslitterat, uddannet i Zürich. Han har undersøgt Kunderas vej til 'sig selv' og sit ry - geografisk talt fra Prag til Paris. Den i Paris forgudede romanforfatter har i snart mange år været fransk statsborger. Kundera blev partimedlem som 19-årig, dvs. i 1948, og det viser sig, at også længe før han som ekspatrieret tjekkoslovakisk borger slog sig ned i Frankrig, havde han kontakter til Frankrig. De gik via kulturudvalgene i de to landes kommunistpartier. »I Stalins land vil vi lægge vore kræfter, begynder et af hans tidlige politiske digte, der også straks blev trykt i det franske kommunistpartis tidsskrifter. Et andet er en hymne til stålindustriens fremgang i Mähren. Dette og meget andet er i mellemtiden strøget af forfatterens CV og bibliografi, men i øvrigt ikke ukendt materiale«. Socialisme med et menneskeligt ansigt Fra og med begyndelsen af 1960'erne lægger Kundera afstand til doktrinen om socialistisk realisme. Som medlem af forfatterforeningens bestyrelse - på reformfløjens side - engagerer han sig i pragerforåret og dets opbrud, og også efter Warszawapagtens invasion i august 1968 fastholdt han visionen om 'socialismen med et menneskeligt ansigt'. I 1969 får han berufsverbot. Da var den satiriske roman 'En spøg' udkommet to år tidligere, faktisk endnu mens Novotny vidste, hvor skabet skulle stå. Romanen udkom på fransk og forsynedes interessant nok med et forord af digteren Aragon. Han sad dengang i centralkomiteen i det franske kommunistparti, der påfaldende nok ikke havde nogen indsigelser at gøre mod nedkæmpningen af pragerforåret. I 1975 opnåede Kundera tilladelse til at tage imod et gæsteprofessorat i Rennes i Frankrig. Siden har han ikke sat sine ben på tjekkisk jord, skønt der går rygter om, at han faktisk har været på besøg - inkognito. Havel og Kundera Dog har han næppe opsøgt Havel. Mellem Havel og Kundera bestod fra starten et distanceret forhold. Pragerforåret igennem, da de var forfatterkolleger i det snævre bohememiljø, forekom det Havel, at Kundera var for mådeholden i sine holdninger. Efter 1975, da Kundera havde valgt at blive i Frankrig, var Havel omvendt alt for dissidentpolitisk korrekt. Selv holdt han sig milevidt fra alle politiske eksilmiljøer i sit nye valgfædreland og forsvarede hårdnakket »det litterære kunstværks autonomi over for en hver politisk kontekst«, som det hedder hos Rizek. Hvad tidens intellektuelle opposition, også dissidenterne i Prag, stod for, var for Kundera blevet - kitsch, med et af hans yndlingsbegreber for modernitetens ulidelige forlorenhed. At man også kan finde forklaringen på den åbenbare kulde mellem Havel og Kundera i andet end divergerende opfattelser af kunst og politik, f.eks. i diverse rivaliseringer - i ordets bogstavelige forstand, det står der ikke noget om hos Rizek. Det var dengang i 1960'erne, og det er ganske vist! ...