0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ulvens gravgaver

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

'Gravgaver'. Titlen på Tor Ulvens første prosabog fra 1988 er på én gang dyster og generøs. Bogen med undertitlen 'Fragmentarium' handler om de gaver, som døden har efterladt resten af os mennesker som løsrevne spor og fragmenter.

Handler om er måske så meget sagt, for Tor Ulvens bøger er ikke romaner med handling. »Nogen epiker var han ikke«, indrømmede Morten Moi fra Norsk Gyldendal, da man på den norske ambassade holdt reception, fordi Tor Ulven nu for første gang udkommer på dansk.

Snarere er teksten et konkret og perfektionistisk udtryk for, at det, der overlever, skal findes i sproget - i dets præcision, nøgternhed og skønhed.

Tor Ulvens er et eksklusivt forfatterskab. Ikke for de mange. Egentlig ikke så meget pga. de mange fremmedord, de mange gammeldags ord og nye konstruktioner som f.eks. 'løgnrune'. Men svær snarere i kraft af den store koncentration læsningen af en så koncentreret tekst uden egentlig handling afkræver.

Hvert ord er så at sige en gravgave, der kræver sin egen del af den levende læsers opmærksomhed. Og gravgaver er det. Tor Ulven begik selvmord i 1995. Han blev 41 år gammel.

Lokkemad i et egernhjul
Dystert og sort, men også den sorte humor er en del af forfatterskabet, hævdede Morten Moi og gav som eksempel en diskussion, som den plagede Tor Ulven havde med en kræftsyg kollega. De to diskuterede livligt, hvad der var værst; at være dødssyg af kræft eller at skulle udholde at leve år efter år i et kvælertag af angst.

Men det er ikke humoren, som præger billedet af Tor Ulven med den skarpe profil. Selvom han vejede hvert eneste ord på en guldvægt og holdt så længe på sine manuskripter som muligt, nåede han at udgive fem digtsamlinger og seks prosabøger og blev kendt som en eminent oversætter af notorisk svære forfattere som Samuel Beckett, Claude Simon og den franske lyriker René Char.

Efter hans død fandt man 400 efterladte digte, der omhyggeligt var rubriceret som enten 'må publiceres' eller 'må ikke publiceres'. Han var sig sine digtes karakter af kommende gravgaver bevidst.

I det hele taget skrev han en litteratur, som var sig kunsten og dens muligheder og begrænsninger bevidst. I et essay om den store romantiske digter Giacomo Leopardi skrev han:

»Kunsten er og bliver lokkemad i et egernhjul. Den kan aldrig tilfredsstille et umætteligt begær. Men det kan livet heller ikke. Måske består noget af kunstens hemmelighed i, at den, uden at vi rigtig er os det bevidst, minder os om det umulige i at tilfredsstille et uendeligt behov, og at der i selve denne umulighed murrer en bitter glæde: Vi er adskilt fra alt det, vi kunne have haft eller været, men vi kan tænke på det. Vi ved, vi ikke kan gå ind i det smukke landskabsmaleri og blive der«.

Holdt sig for sig selv
Tor Ulven kom fra arbejderklassen. Som ung havde en række forskellige job. Et kranførercertifikat er et af de få kuriøse krydderier i hans levnedsbeskrivelse. Han malede før han skrev. Han var stærkt optaget af surrealismen og udstillede på World Surrealist Exhibition i Chicago i 1976. Men efterhånden overtog det skrevne ord.

Ulven var tyndhudet. Uden illusioner og tiltrængte filtre. Kollegaen Ole Robert Sunde holdt i anledning af Ulvens 40-års fødselsdag en tale om Ulvens nådesløse følsomhed. »Det er , som om han har en større bredde på nervebanerne, et bedre syn og en formidabel hørelse og så tyndvalset en hud, at det er selve kødet, der tager imod berøringerne«.

Tor Ulven holdt sig for sig selv. Han levede hele sit liv i Oslobydelen Årvoll. I ti år forhindrede hans angst ham i at gå uden for en dør. Så certifikatet som kranfører fik han i hvert fald ikke brugt i dén periode. Men han ragede op på andre måder.

Når han holdt sig for sig selv, skyldes det også en stædig insisteren på, at det i litteraturen handler om bøgerne og ikke om forfatteren. På Norsk Gyldendal skal forfatterne erlægge et cv. Ulvens var det mest kortfattede i forlagets historie. Det rummede ikke meget andet end navn og personnummer.

Interview gav han af samme grund heller ikke. Teksten skulle tale for sig selv. Kun en enkelt gang fraveg han dette princip. Det skete, da han halvandet år før sin død lod sig interviewe til litteraturtidsskriftet Vagant, som han mente havde forstået ham godt. I løbet af en aften og en nat i Årvoll lavede Cecilie Schram Hoel det eneste ene interview med Tor Ulven. De følgende citater stammer fra dette interview:

Ret til at fygte
»Jeg er af principielle grunde interesseret i at skrive uhøflige bøger. Bøger, som foruroliger, måske plager læseren. Det indrømmer jeg. Der findes så mange andre steder hvor man kan få balsam og medikamenter mod alle sine plager«»I det virkelige liv er lidelsen formløs. I den gode litteratur får lidelsen en form«

»Jeg skriver distanceret om det ubehagelige, fordi jeg vil forstå det, ikke flirte med groteskeriet omkring det, eller svælge i uhyrligheder. Altså døden som betingelse, ikke som special effect«

»Selvfølgelig er populærkulturen virkelighedsflugt. Men folk har en indlysende ret til at flygte. Livet er jo forbasket, selvfølgelig er det dét. Men når man flygter ind i den mest kommercielle kultur, flygter man fra noget, og ikke til så forfærdelig meget. I den seriøse litteratur flygter man også til noget. Dermed får man det, man er flygtet fra, tilbage, men i en, om ikke afklaret, så i hvert fald en ny form. Og i bedste fald kan litteraturen gøre temmelig meget ved sindet, skønt kun lidt ved verden«

»'Det fantastiske' i betydningen det eventyrlige, interesserer mig personlig kun meget lidt. Hvad skal man med flyvende tæpper, hvis man har en brødskorpe eller et askebæger?«

»At skrive kræver en omhyggelig planlægning for at ramme det, som ikke er planlagt og heller ikke kan planlægges. Derfor bør alle bøger være lidt dumme, de bør have et felt af dumhed eller bevidstløshed, som forfatterne ikke kan fange. Bøger, som er for intelligent skrevet, bliver let kedelige og gennemsigtige«

»At digte er en måde at overleve på, det er ikke en livsform for mig«

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce