En ældre herre iført nobel cottoncoat, ternet halsklud og høj, flødefarvet hund spadserer ind i butikken, hilser formelt ved at lette lidt på hatten og spørger, om det virkelig er sandt. Er det indre Københavns største antikvariat nu officielt overtaget af en ung mand? Og lige så væsentligt: Kunne man måske få en indbydelse til receptionen torsdag eftermiddag? Herren får, hvad han skal bruge, mens en midaldrende amerikaner går søgende omkring med en tilsyneladende lurvet bog under armen mellem tusinder af andre brugte bøger i labyrinten af lokaler i Fiolstræde 34. Amerikaneren leder efter butikkens nye ejer, Søren Vangsgaard Gravesen. Men hvem er manden, som 1. marts overtog Harcks Antikvariat og nu sætter sit eget navn på skiltet over døren? Mulighederne er mange her mellem flyttekasser, reoler, borde og gulve, der bugner af slidte bøger, for den nye ejers personale tæller både medarbejderne fra det gamle Harcks og en hel håndfuld nyansatte. Og ingen af de tilstedeværende ligner forestillingen om en rigtig antikvar. Den litterære turist ser ud, som om han forbløffet krammer sin egen bog, da han endelig finder den nye boss. Det er ingen speciel lav amerikaner. Men han er nødt til at bøje nakken godt tilbage for at se Søren Vangsgaard Gravesen i øjnene. Ejeren af Vangsgaards Antikvariat & Forlag, som stedet nu hedder, er et par meter høj, ret ung af en chef at være og temmelig smal om livet, hvad man ikke kan undgå at lægge mærke til, fordi hans blonde hestehale når ned til bæltet om buksen. Ingen eremit Godt hjulpet af salig Nørballe fra Frederiksberg har byens brugtbogsmatadorer fået ry for at være små, sure særlinge af ældre dato. »Jeg ved godt, at det er folks opfattelse af antikvarboghandlere. Jeg er ikke så gammel, jeg er ikke særlig knotten, og eremit er jeg slet ikke. Det er jo også derfor, jeg nyder, at jeg skal arbejde herinde nu sammen med mange gode kollegaer«. »Nørd? Jo, det er jeg måske nok. Hvis man skal være en god antikvar, så er det pinedød nødvendigt, at man virkelig elsker bøger. Og så skal man have en god hukommelse. Man skal kunne skille skæg fra snot, når man ser en bog«, siger Søren Vangsgaard Gravesen, da amerikaneren er gået efter at have hvisket, at han plejer at få nogle virkelig gode procenter hos Harck. God hukommelse og passion for bøger gør det nu ikke alene, hvis en antikvarboghandler skal klare sig i konkurrencen om kunderne. Som Søren Vangsgaard Gravesen selv siger det, var Fiolstræde for blot ti års tid siden »gaden med de mange antikvariater«. Nu er der tre tilbage. Antikvariatet i bunden af Politikens Boghandel lukkede for få måneder siden. På internettet kan man søge og finde alle de bøger, man er ude efter. Så hvad pokker har den nyslåede butiksejer med en fuldført akademisk uddannelse i dansk og statskundskab at have optimismen i? Fra internet til butik »I et år har jeg solgt antikvariske bøger på internettet fra en kælder på Østerbro. Da jeg begyndte, fik jeg at vide, at det kunne man ikke leve af. Efter mindre end et år havde jeg fire ansatte«. »Handlen med brugte bøger på internettet accelererer endnu mere voldsomt, end jeg havde turdet tro på. Vi bliver ved med at sælge på internettet, hvor vi har kunder i hele verden«. »Harcks Antikvariat har jeg købt, fordi det var landets bedste og mest hyggelige, synes jeg. Og det har altså ikke været en underskudsforretning. Det har givet et pænt overskud«. I baggrunden har chefens ansatte - fordelt på flere etager - travlt med at pynte vinduesfacaden, pakke bøger ud, pakke andre bøger ned igen og betjene den jævne strøm af kunder, som ofte nærer lidenskabelig interesse for sjældne og i den brede offentlighed ganske upåagtede publikationer. Selv sidder bossen, hvor han har tænkt sig at sidde en stor del af tiden fremover: foran en computer i det rum, som var det allerhelligste i Harcks Antikvariat. I Einar Harcks tid var de dyreste bøger buret inde bag glas. I Søren Vangsgaard Gravesens epoke er der visse ting, som bliver anderledes. Hvad nogle af de trofaste kunder selvfølgelig allerede er begyndt at brokke sig over. En af forandringerne bliver, at man nu kan få lov til i ro og mag forsigtigt at studere træsnittenes detaljerigdom i en 'Kreuterbuch' (om planter) fra 1564 til en markedspris et sted mellem 75.000 og 199.000 kr. En anden forandring bliver, at der skal være ild i pejsen i hele vinterhalvåret i et af lokalerne, hvor der kommer til at stå et par fede, Chesterfieldagtige læderbøffer og måske også - med tiden - en kop kaffe. Pejsestuen vil blive ramme for litterære arrangementer, og den helt usandsynlige drøm er at få antikvarens egen yndlingsdigter Bob Dylan til at give nogle eksempler på sin kunst. Eftersom Søren Vangsgaard Gravesen også har en forlagsvirksomhed og oven i alt det er far til to små børn, kommer han nok ikke til at kede sig. Fascineret af hippierne Det kan man godt få ham til at indrømme. Derimod er det svært at få ham til at præcisere, hvorfra han har fået pengene til at erhverve sig et helt antikvariat inklusive en kostbar bogskat. »Det er min hemmelighed«, siger han først. »Det er mine penge«, tilføjer han nærmest protesterende. Hvorefter han nævner i en halv sætning, at det er internetantikvariatet, der har lagt bunden. Endelig siger han dog, at han og hans kæreste har levet på SU i så mange år, at de har nogle helt vildt billige vaner. »Og så tror jeg altså på det her. Jeg er født i 1971, og det er måske i virkeligheden 30 år for sent. For siden jeg var helt ung, har jeg været fascineret af hippierne, selv om jeg kommer fra et rigtigt bedsteborgerligt hjem på Østerbro. Hippiernes evne til at få vilde ideer og prøve på at føre dem ud i livet i 60'erne. Deres visioner om, at tingene ikke behøver at være, som de er. At man godt kan ændre noget«.