Dagens Nyheter behandler Astrid Lindgrens politiske betydning på lederplads. »Vi har alle, fra forskellige generationer, sociale grupper og kulturelle sammenhænge, et forhold til hende. Deri var hun unik«. Avisen konstaterer videre, at hun hørte hjemme i en politisk tradition præget af retfærdighed og retskaffenhed. »Selv om hun aldrig beklædte nogen formel stilling i den svenske offentlighed, har hun som få formet det åndelige klima i Sverige gennem de seneste 50 år (...) Astrid Lindgren har hjulpet os med at frigøre os fra et Øvrigheds-Sverige, hvor den, der bestemte, ikke behøvede at gøre andet end at bestemme. Den gik ikke over for Pippi. Hende måtte man også overbevise om, at det, der blev bestemt, var klogt. Astrid Lindgren opdrog os til at være demokrater«. Ligeledes i Dagens Nyheter skrev hendes ven og forfatterkollega Margareta Strömstedt: »Hvis der var noget, Astrid Lindgren ikke ville kaldes, så var det eventyrfortæller. Den, der skriver for børn, havner ofte i den lille kasse, hvor mange voksne forsvarer deres glansbilleder af børn og barndom. Den, der hævder at elske børn, elsker ofte bare sit eget idealbillede af børn. Den sentimentalitet har Astrid Lindgren aldrig været i nærheden af. Hendes forhold til levende børn har altid været gennemsyret af respekt«. Pigerne har været stærke som Astrid selv, men melankolien lurede lige om hjørnet. »Melankolien og sorgen over verdens tilstand. Melankolien, som da hun engang efter sin søns død - med gråd i stemmen - forsøgte at være klog og stærk og vis«, skriver Margareta Strömstedt og citerer en sekvens, som biografiforfattere også har hæftet sig ved. I et tv-interview sagde Astrid Lindgren: »Man må leve således, at man bliver ven med døden«. Efter en kort pause tilføjede hun, som for at jage tårerne bort: »Tror jeg nok, tra la la!«.