Det er ingen hemmelighed, at der i mange år har været udtalt behov for et ændret syn på lyrikeren Frank Jæger. Hans poesi forstummede ti år før hans død i 1977. Da skrev han som fyrretyveårig sin sidste og måske bedste digtsamling 'Idylia'. Den fremstormende lyriske 60'er-modernisme og ændrede litterære signaler satte hans poesi i skygge, hvad han med rette fandt uretfærdigt. I de forløbne femogtyve år arbejdede tiden imidlertid for ham i det skjulte og åbne. Allerede tidligt, i begyndelsen af 1950'erne, havde vennen Tony Vejslev tonesat og sunget ham. Senere fik sangerne Erik Grip og Kim Larsen tag i yngre Jægerbeundrere. Ungdommen var vild med ham. Man sang fornøjet hans viser i skolerne, og han blev rigt repræsenteret i Højskolesangbogen. Frans Lasson udgav forbilledligt en stor samling kommenterede Jægerbreve, og den kritiske litteratur om ham begyndte at blomstre. Pia Juul samlede en lille fin og appetitvækkende buket af hans digte, og der gik næsten ikke en uge, uden at beundrere citerede ham i medierne. Jeg nævner i flæng afdøde Henrik Stangerup og Poul Borum, Sten Kaalø og Johannes Møllehave. Bettina Heltberg sluttede sin bog om Svend Aukens politiske fald af med et fint, skjult citat fra et af Jægers bedrøvede ungdomsdigte. Og Klaus Rifbjerg indlemmede for ganske nylig et andet i sin private Danmarksudstilling i Politiken med en bevæget kommentar, blandt andet til de kendte og klangstærke linjer: »Esbønderup. Det hvide hospital. En fjern og ukendt hanes søndagsgal«.