0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Den poetiske tyr

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Det er ingen hemmelighed, at der i mange år har været udtalt behov for et ændret syn på lyrikeren Frank Jæger. Hans poesi forstummede ti år før hans død i 1977. Da skrev han som fyrretyveårig sin sidste og måske bedste digtsamling 'Idylia'. Den fremstormende lyriske 60'er-modernisme og ændrede litterære signaler satte hans poesi i skygge, hvad han med rette fandt uretfærdigt.

I de forløbne femogtyve år arbejdede tiden imidlertid for ham i det skjulte og åbne. Allerede tidligt, i begyndelsen af 1950'erne, havde vennen Tony Vejslev tonesat og sunget ham. Senere fik sangerne Erik Grip og Kim Larsen tag i yngre Jægerbeundrere. Ungdommen var vild med ham. Man sang fornøjet hans viser i skolerne, og han blev rigt repræsenteret i Højskolesangbogen.

Frans Lasson udgav forbilledligt en stor samling kommenterede Jægerbreve, og den kritiske litteratur om ham begyndte at blomstre. Pia Juul samlede en lille fin og appetitvækkende buket af hans digte, og der gik næsten ikke en uge, uden at beundrere citerede ham i medierne. Jeg nævner i flæng afdøde Henrik Stangerup og Poul Borum, Sten Kaalø og Johannes Møllehave.

Bettina Heltberg sluttede sin bog om Svend Aukens politiske fald af med et fint, skjult citat fra et af Jægers bedrøvede ungdomsdigte. Og Klaus Rifbjerg indlemmede for ganske nylig et andet i sin private Danmarksudstilling i Politiken med en bevæget kommentar, blandt andet til de kendte og klangstærke linjer:

»Esbønderup. Det hvide hospital. En fjern og ukendt hanes søndagsgal«.


Det var tiden efter Anden Verdenskrig, da en kreds af unge poetiske universitetsstuderende, Thorkild Bjørnvig, Ole Wivel og Bjørn Poulsen, skabte tidsskriftet Heretica, det vil sige de kætterske. Det blev en frodig tid for dansk litteratur, især for lyrikken, der begavet, stemningsrig og formfuldendt foldede sig ud på tidsskriftets blade.

Men tungsindige, krisebevidste og eksklusive var disse unge skribenter immervæk. Da gjorde en ung bibliotekselev sin entre mellem dem og gav herved tidsskriftprojektet helt nye dimensioner.

Det var Frank Jæger. Han var grænseløst produktiv, uvorn og skælmsk og udrustet med en varmende humor. Selvom han elskede sine ældre digterbrødre, syntes han i sin poesi uartigt at række tunge ad dem, når de gravalvorlige hældte vandet ud af ørerne.

I sin debutsamling 'Dydige digte' fra 1948, der aldeles ikke var dydig, men ungdommeligt ubekymret, byggede han sin egen yndefulde særverden op omkring en følsom tosomhed i et lille bindingsværkshus i Farum med gedehold, køkkenhave og varmt venskabsliv.

Mange kender denne bogs første digt 'Håndslag til Tony', fordi vennen Tony Vejslev gav det melodi og stemme. Det slutter således:

»Vi, der vælger livet gaar en dag paa tværs af vejen, ender i et efteraar. Vi faar regnen, natten, landet trykket ind mod vore hjerter, mens vi gaar«.


Det udtrykker noget oprindeligt i den unge Jægers genius: hans evne til at gøre sig til gnidningsløst relæ for omgivelserne. Her er ikke, hvad man kunne tro på grundlag af første linje, tale om nogen eksistentiel valgsituation, men om undrende at åbne sig for den dejlige sanseverden, at være et formidlende rør for virkeligheden.

Samtidig er det et digt, der kaster profetisk lange skygger. Regnen og natten i hans hjerte bebuder det mørke, som han senere frygtløst skal se i øjnene og til det sidste skal bruge sine kunstneriske ressourcer til at beskrive.

I de følgende år sprængte Jæger sig ud af den alt for snævre idylliske formelbeskrivelse, man gerne ville hefte på ham. Tilværelsen var ikke blot harmløs hygge, men et mirakel på godt og ondt, en forunderlig gave. Ved kirkebasaren huserede gruelige guder med horn og vinde øjne, og på konen Kirstens kludeklip fandtes en masse dæmonisk skiftingskravl.

Han skrev uendeligt forfinede mytologiske digte med afmagts-, kastrations- og spedalskhedsforestillinger. Han gjorde erfaringer på tilværelsens destruktive overdrev, men fik dog styret digterskuden ud af brændingen i bogen 'De fem årstider' (1950).

Her bandt han årstiderne en prægtig poetisk krans, men lod udviklingen pege frem mod et højdepunkt, den femte årstid, et lykkeligt udtryk for det nyfødte pigebarn, den lille Ene, til hvem han skabte en ør og jublende digtsuite, der er bristende fuld af indføling i det spæde barns sanseverden og forunderlige virkelighed. Mange havde allerede da set, at hans verden ikke bare lod sig nedskrive til nydelig stråtækt familieidyl.


Omkring opbruddet fra hans nordsjællandske lilleverden (1954) kom hans magtfulde poetiske manifest 'Tyren'. Det er en stærk og klangfast hymne til den suveræne poetiske skaberkraft og fantasi, der i skikkelse af en pragtfuld tyr sprænger malerens billedramme og »spreder død over herredet« for endelig at fæstne sig som et stjernetegn på himmelhvælvingen. Det er symptomatisk, at vi her oplever poesien både i dens grænseløse triumf og dens ulykkelige fald.

'Tyren' er et godt eksempel på Jægers beskæftigelse med den kunstneriske skabelsesproces, et tema, der blandt litterater er stærkt i vælten for tiden under betegnelsen metapoesi, og som kan afstedkomme en del ætervaderi.

Men 'metapoeten' Frank Jæger færdedes i denne forbindelse ikke blot i poesiens krystalhimle; han beholdt begge ben på jorden. Det kom sig af, at han, når han arbejdede med dette kunstneriske tema, inddrog hele eksistensen i sammenhængen: liv og skæbne, natur og omverden, kærlighed og venskaber.

Kreativiteten i poesien havde altid sin uafviselige jordforbindelse. Herved kom han den almindelige læser i møde. Digtenes dybtliggende og klare forståelse af de skabende kræfters gang bekræftede læseren i den opfattelse, at skabelsens vilkår ikke heller er ham fremmed og blot gælder poeter. Vi er alle i vore nok så dagligdags tilværelser fortrolige med skabende oplevelser og kan beriges af digterens indsigt deri.


I de følgende år indtager Jæger sit nye værested, Langeland. Vinteren bliver hans foretrukne element og årstid.

Han søger kølig distance, fortætter sine menneskelige problemer i en række fornemme Shakespearepasticher og grubler poetisk over sin kunsts væsen. Men langsomt ebber hans fysiske kræfter ud under dybe frustrationer, undergravende fobier, et truende alkoholforbrug og vrøvl med hjertet.

Hans borgerlige verden opløses, og den snævre livskreds på øen føles som et kvælende reb om hans hals. Poesien går imidlertid ikke i stykker. Han vinder indsigt i sin egen afmagt og har mod til at tackle den poetisk. Hans bestræbelser for at bringe den under kunstnerisk disciplin er - midt i forfaldet - uafladelige.

Tage Skou-Hansen skrev engang om ham, at han gjorde digte med samme selvfølgelighed som en snedker, der lavede en stol. Det er ingen dårlig sammenligning, for også i lyrikken er den professionelle dygtighed og energi et must. Og Jæger ikke bare kendte sine greb, han skabte sig nye redskaber til formning og forskning af det uforudsete.


Hans sidste digtsamling, 'Idylia', blev til under energisk livtag med tilfrysningen. Det er en undergangs- og forfaldshistorie i form af en erotisk herregårdsfortælling i et yndefuldt senromantisk scenarium.

Men bag den sprøde harmonioverflade finder man alskens djævelskab, der blandt andet tager billedligt udtryk i den ækle morgenrotte. Kvinden her er på en gang en heks, der celebrerer sin sorte messe og et menneske, der er sig sin kompromisløse erotik bevidst.

Det kan den leddeløse tilbeder slet ikke stå model til, og han må gå. I tilknytning hertil skriver Jæger sammenbrudsdigte af et næsten baudelairesk format, der dirrer på randen af tavshed og udslettelse, men han ryster heller ikke her på hånden. Hermed forstummer hans poesi. I sit sidste eksil i Helsingør skriver han kun prosa, næsten altid med motiv i en marereden, overfølsom isolation.

I 'Den magiske livskreds' har jeg villet følge dette forløb til slutpunktet, også fordi kritikken ikke dengang havde rummelighed nok til at gøre det i den sidste del af det lyriske værk, som jeg har følt en forpligtelse til at rehabilitere og trække ud af en påtvungen museumsmontre.

Her kunne Jæger godt have grund til at skildre sine kritikere som de satte og forudsigelige stjernekikkere, der uforstående iagttager hans himmeltyrs pragtfulde frembrusen på firmamentets bue:

» De sad. For enden af hver sin styrbare kikkert. Paa magelig jagt efter alt, som er staalsat og sikkert«.


Under denne udvikling fremstår en interessant dannelseshistorie: Trods stor og lidt konservativ belæsthed i dansk litteratur er den debuterende Jæger nemlig ejendommeligt selvstændig i sin lyriske fremstilling.

Han er uafhængig af sin nære fortids lyriske eksperimenter, f.eks. Schade og gustaf gunch-getersen. Læsning af betydelige digtere fra 1900-tallet som Sophus Claussen, Johannes V. Jensen og Tom Kristensen mærkes heller ikke i hans poesier.

Man skal helt ned til symbolisten Johannes Jørgensen for at pege på en lyrisk alliance, der har betydning for hans første digte, og selv han er under afvikling. Jæger skriver på et stort personligt og vitalt overskud.

Des voldsommere bliver mødet med de tre internationalt orienterede litterater fra Heretica: Bjørnvig, Wivel og Bjørn Poulsen. Deres læremestre skaber fornyelse og turbulens i Jægers lyriske rum.

Claussen tilegnes af ham med lidenskab og skænker ham nye litterære hjælpemidler og ideer. Og T.S. Eliot, som han ellers ikke har meget tilovers for i samtaler mellem brødre, muliggør hans anvendelse af den modernistiske polyfoni inden for lyrikken.


I betydelige lyriske livsværker finder man ofte - trods fornyelse og grænsesprængninger - et uforanderligt særpræg, et vandmærke. Jeg kalder det et forestillingsmønster.

I Per Langes poesi står der overalt en sprudlende fontæne og sender sine vandmasser heroisk mod himlen - forgæves, for den uhjælpelige tyngde påtvinger dem stadig et mat fald tilbage i kummen.

Hos Edith Södergran drejer det sig om en ensom kvindeskikkelse, der på bunden af et uendeligt kosmisk rum længselsfuldt rækker armene op mod de befriende højder.

Et sådant forestillingsmønster kan være et udmærket hjælpemiddel til udforskning og tolkning af lyrik. Det kan så at sige fungere som et justerende kikkertsigte, når man skildrer sammenhænge inden for forløbet.

Et tilsvarende forestillingsmønster har jeg fundet og brugt til fremstilling af gangen i Jægers poesi. Det drejer sig om et billede af en fascinerende centralskikkelse, som tryllebinder og styrkes af sine nære omgivelser, der danner kreds om ham.

Man kan følge mønsteret fra den farumske familieidyl over den kosmiske kreds omkring den poetiske tyr, Shakespeare digtenes rumlige gruppering omkring enetalerne og til den glaskokke, der kvælende og klaustrofobi-fremkaldende lukker sig om det lyriske jeg i den sidste samling, der højst ironisk kaldes 'Idylia'.

Mønstret er det samme, men billederne veksler skæbnesvangert. Først fremtræder livskredsen som problemløs, siden udsættes den for nedbrydning og forfald og forvandles til en veritabel heksekreds.

Et lille digt, 'Skred', fra samlingen 'Cinna' kan anskues som emblem for begge disse mønsterdannelser:

»Midt i den tætte Rug Hovedet af en Raa. Hjemlige, fromme Syn. Dejligt at huske paa.
Her paa en fremmed Strand ængstes jeg for min Sjæl: Ser i den tomme Bugt Hovedet af en Sæl«.


Rådyret midt i den frodige rugmark, sælens glaserede blik midt i den golde bugt. Det fromme syn af et skælvende stykke liv i harmoni med omgivelserne og dødsangsten i centrum af en fremmedgjort verden.

Også i livsløbet optræder forestillingsbilledet, selvom det er andre, der beskriver situationerne: Tryllekredsen, hvor den unge poet oprømt og triumferende lader sig fejre af vennekredsen ved opbruddet fra Farum. Heksekredsen, hvor den berusede Jæger ti år efter som fornærmende spielverderber skaber den fuldkomne skandale under et pænt selskab hos maleren Havsteen-Mikkelsen i Troense.

To situationer mellem mange andre betydningsfulde kredsdannelser: barndommens trygge miljø i Smallegade på Frederiksberg. Gymnasietiden på Schneekloths Skole med kammeratkredsens dybe fællesskab om natur- og kulturinteresser. Den velkendte farumske familie- og vennekreds. Miljøet omkring Heretica og Wivels forlag med åndsbeslægtede venner, der nærede kærlighed til poesi, havde agtelse for kunstneren og sans for litterær kvalitet.

På Langeland begynder kredsdannelserne at krakelere under processer, det her fører for vidt at beskrive.


Jæger tog i sin sidste livsfase det onde med det gode: angsten for det hvide, ubeskrevne papir, såvel som stoltheden over det gode digt. Pinagtig uproduktivitet såvel som skabelsens fryd og hede.

Det betød ikke, at han ikke kunne rase og himle op, når noget i skriveriet gik ham imod. Men han blev ved sin læst eller pult - eller vendte tilbage til den, når han havde raset ud. Mange af hans fikse ideer eller 'fobier' havde deres rod i stræbet for at kunne skabe i fred.

Han vendte piggene udad imod forstyrrelserne, faldt vel nu og da for fristelserne til distraktion, især med hensyn til alkoholen. Gik han på kro, tænkte han - ofte til sine drikkebrødres irritation - på sit værk. Det var hårdt arbejde, men ingen havde lovet ham andet.

Han blev ved skrivemaskinen, også da det hele begyndte at smuldre: venskaberne, helbredet, ægteskabet. Selvom det lyriske forfatterskab forstummede, sled han fortsat som skribent.

I tiden omkring 'Idylia', hvor alt brænder sammen i ham og omkring ham, spændes buen til bristepunktet, men han tåler anfægtelser, skuffelse, sygdom, isolation, ensomhed med intakt kunstnerisk vilje og selvdisciplin.


I efteråret udgav jeg 'Jægers samlede digte' på Gyldendal. Jeg skal ikke skjule, at jeg fik på huden for bogen, hovedsageligt på grund af nogle ortografiske normaliseringer, jeg foretog i Jægers sidste tre digtsamlinger.

Han gik nemlig over til gammeldags retskrivning kort efter Hartvig Frischs reform til den nu gældende. Jeg normaliserede, for at give Jægers dejlige digte et sammenhængende enhedspræg her, hvor de for første gang nogensinde, i 25-året for hans død, blev trykt i deres helhed.

Det kunne være rart, hvis Jægers lyriske forfatterskab, specielt den meget betydelige manddomsdigtning, endelig opnår den værdsættelse, som han selv visionært fablede om i 'Tyren':

»Så kom min tyr. Astronomernes brilleglas brast«.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce