0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Palæstinensisk passiar

Bøger
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Efter 11. september er verdensoffentligheden blevet tvunget til at se med helt nye øjne på den arabiske verden. Skønlitteraturen tilbyder en indgang, hvor den arabiske virkelighed er mest nuanceret fremstillet, ofte af forfattere med indirekte eller direkte inspiration fra den europæiske litteratur. De kender os bedre, end vi kender dem.

Den vestlige offentlighed har indtil for nylig haft en skødesløs manglende interesse for islamisk/ arabisk litteratur og dens hundredvis af moderne skribenter. Før behøvede vi ikke at vide, hvem de var, og hvad de tænkte. Det gør vi nu.

Litteratur skrevet på arabisk er underbelyst, underoversat og underrepræsenteret i Danmark, også selvom islamisk kultur og liv udfoldes og leves i Danmark. Først nu kommer der ønsker fra forlæggere og dagbladsredaktører om at kunne præsentere, hvad der bliver skrevet og tænkt inden for det enorme kulturområde, der skabes af over en milliard mennesker.

I halvfjerdserne og firserne udkom herhjemme en række værker fra den arabisktalende verden, f.eks. af den egyptiske læge, muslim og marxist Nawal el-Saadawi, med 'Evas skjulte ansigt' som det mest læste, og af palæstinenseren Ghassan Kanafanis romaner, f.eks. hovedværket 'Mænd i solen'.

Libaneseren Amin Maalouf gjorde det nemmere ved at skrive bl.a. 'Afrikas løve' (Leon l'Africain) på fransk og fik ligesom den marokkanske forfatter Tahar ben Jelloun fordelen af at være kendt og bosat i Frankrig.

Danske forfattere som Erik Stinus og Lars Bonnevie oversatte lyrik fra Mellemøsten i samarbejde med herboende arabere - uden vist nok selv at kunne sproget - men duften af Palæstinas bibelske bjerge og dale blev formidlet sammen med nutidens politiske realiteter: krig, besættelse, fordrivelse.

Jabra Ibrahim Jabra
Siden firserne har der stort set været tavshed i Danmark fra kriseregionens arabisksprogede skribenter (men slet ikke fra israelske forfattere f.eks. kom David Grossmans fint afbalancerede bog med interviews og essays om begge konfliktens parter: 'Den gule vind', flere ting af Amos Oz etc.).

Tavsheden skyldtes ikke, at de palæstinensiske forfattere var tavse, de blev bare ikke oversat. For smalt, for risikabelt, sagde forlæggerne. Og anmelderne sagde ingenting, for der var ikke noget at anmelde.

Men den kristne, palæstinensiske forfatter Jabra Ibrahim Jabra udsendte for eksempel sine barndomserindringer 'The First Well: A Bethlehem Boyhood' i 1985. 'Barn i Betlehem' ville ellers have været en dejlig titel og et tema, der ville give genklang i sjælen.

Og fattigdommen havde han til fælles med det barn, vi kender. Han skriver om at være én i en stor børneflok i en arbejderfamilie i 1920'erne, om at opdage og sanse verden, om at skaffe sig adgang til den gennem bøger. Hans egen er ikke eksplicit politisk, men gennem de fint sansede detaljer går livsbetingelserne i det forarmede Palæstina klart igennem.

Jabra selv havde 'lykken' med sig; som begavet barn fik han stipendier hele vejen til Cambridge og Oxford, hvor han studerede engelsk litteratur; efter 1948 slog han sig ned i Bagdad, hvor han ud over at være forfatter fungerede som lærer, formidler og oversætter af engelsk litteratur: Shakespeare, Wordsworth, Beckett og mange andre. Han var inspireret af de engelske romantikere og betonede det universelle i mennesket.

Ibrahim Nas'rallah
Den palæstinensiske lyriker Ibrahim Nasr'allah foreligger ikke på dansk. Hans første roman er et transkulturelt værk, der både er inspireret af 'den ny franske roman' og af absurdismens klassikere, samtidig med at den har elementer fra de arabiske forvandlingsfortællinger.

Den foregår i en landsby på den Arabiske Halvø ved byen Al-Qunfudhah, hvor en palæstinensisk flygtning har slået sig ned som lærer, sammen med en kollega, der har samme navn og udseende som han selv, og som han eftersøger gennem hele romanen.

I landsbyens miniunivers gennemspilles alle de menneskelige lidenskaber, alle de store synder, alle de store dyder i små, skarpt tegnede dramatiske scener. Læreren (eller var det hans kollega) brænder sig især på kærligheden og vellysten, lige som de andre der kommer udefra og møder landsby-fundamentalismens grumme praksis.

Nas'rallah har valgt det punkt i en ellers tidløs verden, hvor moderniteten holder sit indtog: italienske entreprenører ankommer for at bygge en vej, der skal forbinde landsbyen med omverdenen.

Denne plan mislykkedes i virkeligheden ved de første forsøg, (det ved jeg fra en syrisk ingeniør, der var med), da flodbølger fra bjergene skyllede gennem ørkenen og ødelagde vejen.

Nasr'allah åbner romanen med et digt, der anslår nogle af dens temaer:

Mod, syd, mod syd
hvor det Røde Hav er
og de hvide hajer
og byen al-Qunfudhah.
Mod syd mod syd
hvor fedtede sværme af sorte fluer
dækker caféernes borde, og hvor hovedgaden
ender i intet.
Og hvor vandløb, der styrter ned
fra Aseer-bjergenes højder,
forgæves kaster sig ud mod det blå.
Mod syd, mod syd
myldrede mænd fra nord eller fløj tilbage dertil,
og den eneste høstmand der fældede dem
var en dræbende ensomhed,
en vældende angst.

Sindets ensomhed i det fremmede: et centralt tema i palæstinensisk litteratur. Flygtninge har deres egne temaer omkring den truede identitet, hjemløsheden og kærligheden - somme tider til en kvinde fra det nye værtsland, og kærligheden kan være en vej til opdagelsen af det nyfundne land.

I det tilfælde kan inspirationen også gå den modsatte vej, som nedenfor hvor en dansk kvinde først låner billedsprog af sin fremmede ven, for siden at vende tilbage til trygheden i sin egen systemverden:

Sang til Gaffar
Blomstrende mandeltræ
duftende citronhave
olivenlundens mørke rytter
pinjeskovens våbenløse kriger

rødmende Hamlet,
hvor græder du nu?

Ord til Gaffar
Dine landskaber lukker sig
I eksil mødes vi fremmede.
Ukendt rækker jeg dig hånden.
Vi er venner.
Er vi?
Du kalder mig Gertrud
og låner min bil.
Jeg lærer dig ordet 'gigolo'.
Selv lærer jeg, hvad ordet betyder.

Gaffar

Jeg er ikke dit æsel
din tante
din seng
dit bord
dine sko
jeg er din lærer

(digtene er skrevet af Ulla Maria Apollo, der gennem en menneskealder har været indvandrerlærer i Århus).

Flygtningedigtere har deres egne problemer, deres egen sorg og vrede, der både er individuel og fælles med andre i oplevelsen af tab.

Mahmoud Darwish
Andre arabiske forfattere er stædigt blevet i deres eget land og taler suverænt på sit folks vegne: f.eks Mahmoud Darwish, der har lagt ord til den omvendte Bin Laden terror-aktion: amerikanernes bombning af Beirut i 1982:

Hans lange digt: 'MEMORY FOR FORGETFULNESS. August, Beirut, 1982' kan måske i formen bedst sammenlignes med T.S. Eliots: 'The Wasteland' (det ville vi ikke kunne undvære som et samlende tegn for Europas mentale tilstand i tiden efter Første Verdenskrig). Men hidtil har vi undværet en oversættelse af Darwishs 'MEMORY' og næsten også glemt den begivenhed, der gav anledning til det.

Det består af stumper af telefonsamtaler, små prik af dagligdagens vitale behov for smøger, kaffe og vand, der fletter sig ud og ind af den store arabesk om palæstinensernes historie, deres fordrivelse i 1948, deres udlændighed, afstumpningen af deres liv inden for Israels grænser, de jødiske bosætteres vedholdenhed og spørgsmålet om berettigelsen af deres ortodokse fundamentalisters jordkrav; og endelig Beiruts status i 1960'erne og 1970'erne som et Mellemøstens Paris, hvor åndsfrihed og internationalisme kunne blomstre.

Alt dette smadres ved bombningerne i de augustdage, for øjnene af Darwish, der ellers var så glad for sin lejlighed med udsigt til havet. Alt det skal huskes: erindringer til glemslen.

Fadia Faqir
Der er en dyb følelsesmæssig genklang for navne og myter fra Mellemøsten, fordi vi har kendt dem, fra vi var børn. I min generation (årgang 1943) var Bibelens myter de første gådefulde fortællinger, som man kunne gruble endeløst over: hvorfor gjorde han eller hun eller de dog det?

For eksempel Lots hustru. Hvorfor så hun sig tilbage? Hvorfor blev hun til en saltstøtte?

Fadia Faqir, der er af beduin-slægt, har i sin roman 'Saltstøtter' (netop udkommet på forlaget Hjulet) fabuleret over disse spørgsmål med stor originalitet.

Hun har sat dem ind i det 20. århundredes kontekst i skildringen af to vidt forskellige kvindeskikkelser: den ene er en beduinkvinde, der både kæmper en kvindekamp for at arve den jord, hun dyrker, og en antiimperialistisk kamp for at hævne sin mand, som blev dræbt i en ulige kamp mod de teknologisk overlegne englændere om retten til at leve i 'et land uden folk' (som det hed ifølge Balfourerklæringen, der forberedte jøderne til overtagelse af landet); den anden er en bykvinde, der gennemlever en meget gennemsnitlig kvindeskæbne under mændenes regime og til sidst forsøger at gøre oprør.

De to mødes på et sindssygehospital, hvor de hver med sin stemme fortæller læseren deres historie. En tredje stemme er den mandlige historiefortæller, der med mange Korancitater og i en høj, svulstig stil giver sin dæmoniserende version af historien om 'kvinden der gør oprør'.

Begge kvinders kamp mislykkes. De vender begge blikket bagud og mister dermed liv og handlekraft (saltstøtte-metaforen er gennemgående). Kun i fantasien (og i fortællingen om dem) findes der en forløsning.

Forfatterne til de fire værker er blandt de vigtigste stemmer i palæstinensisk litteratur. Som repræsentanter for et folk, hvis fysiske virkelighed har været truet siden 1948, har de søgt tilflugt til bevidsthedskategorier, til erindringen og glemslen.

De skriver som arabere om palæstinensernes virkelighed, men de har alle en tydelig inspiration fra stof, vi kender, fra de bibelske myter, fra de arabiske hovedværker ('1001 Nats eventyr' én gang til) og fra forskellige perioder inden for europæisk litteratur.

De er mere aktuelle end nogensinde før.

Marianne Madelung er cand.mag. i litteraturvidenskab

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce