Kønnet og døden er det eneste, der er værd at skrive litteratur om, snerrede vistnok Sandemose, og i hvert fald er det, hvad rubrikken her handler om i denne uge.

Vi udvider nemlig den journalistiske korttidshukommelse en anelse og bliver dermed i stand til at huske ikke blot sidste torsdags gode modtagelse af Gretelise Holms kriminalroman 'Paranoia', men også den overstrømmende modtagelse i august af Sven Holms novellesamling 'Kanten af himlen' - som torsdag i denne uge indbragte ham Kritikerprisen.

Dén har han forbløffende nok aldrig før fået, skønt han senest lænede sig tungt op ad den i 1995, da hans forrige novellesamling 'Hr. Henrys begravelse' også var nomineret.

De to gange Holm er så vidt vides ikke i familie med hinanden. Damerne først:

Dejligt erotisk ukorrekt
Selv om man er paranoid, kan man som bekendt godt være forfulgt. Dét må Gretelise Holms detektiv Karin Sommer, midaldrende dansk journalist, sande, da hun begynder at bore i en familietragedie i den sjællandske provinsby - og finder sin kat dræbt og hængt op på døren i en Nettopose.

Romanen er »på alle måder velskreven realistisk og vellykket komponeret på sine præmisser - den samfundsengagerede skandinaviske krimi«, og den er »set klart med en kvindelig optik, men helt uden højkirkelig præk og røde mors store pegefinger«, skrev Bo Tao Michaëlis her i Politiken. Måske dog med »for mange mærkesager« og »for meget politisk korrekthed på sidelinjen«, men alt i alt: »Bravo og kom gerne igen!«.

Bo Bjørnvig keder sig også i Weekendavisen over det politisk korrekte, men fryder sig over, at bogen er »dejlig ukorrekt på det erotiske plan«, mændene ses som kønsobjekter »fra en kvindechauvinistisk vinkel, hvilket faktisk er ganske forfriskende«.

Også i Jyllands-Posten anerkender Lars Ole Sauerberg »et ægte, klassisk krimi-plot«, men kritiserer, at »hun vil have alt for meget med«. Resultatet bliver »ligesom dansk smørrebrød noget overlæsset, så man ikke rigtig får glæde af råvarerne«.

»Jeg ved ikke, hvorfor der ikke tidligere er blevet skrevet danske femikrimier«, sagde Gretelise Holm selv til Carsten Andersen her i avisen, i tråd med forlaget Aschehougs lancering af 'Paranoia' som »den første danske femikrimi«.

Hun burde nok snarere have indrømmet, hun ikke vidste, at der allerede er skrevet sådan nogle. Ekstra Bladets Hans Larsen noterer i hvert fald om påstanden, at dén »vil forfattere som Mette Winge og Lis Wagner nok ikke skrive under på«, efter deres bidrag til genren sidste år.

Men 'Paranoia' er »en god historie«, mener Larsen, selv om bogen »sætter sig lidt mellem flere stole«. På plussiden noterer han skildringen af kvinderne, men også »herligt ondskabsfulde portrætter af de lokale spidser«.

Lyst på undergang
Satiriske portrætter er Sven Holm også leveringsdygtig i, med 'Den 13. historie', der også er den sidste af de nu prisbelønnede fortællinger i 'Kanten af himlen'. Det er ifølge John Chr. Jørgensen en surrealistisk fantasi, »hvor Preben Harris spiser mennesker, og Peter Høeg uddeler kopimedicin til Ø-mærkede frilandstalenter, mens kulsorte Jonni Hansen, ærkerøde Margrete Auken og skriggule David Favrholdt ligger udstrakt på tre madrasser og udskiller kultveilte«.

I Ekstra Bladet skrev Jørgensen også: »Det er et spørgsmål, om manden - 61 år - nogen sinde har skrevet mere fyrigt end her, hvor hans gamle temaer - voyeurisme, fetichisme og almindelig dyrisk lyst - gennemspilles på klangbund af angst og undergangsfølelse«.

Samme dobbelthed havde Connie Bork sans for, da hun her i Politiken kaldte titelfortællingen »en genistreg af stærkt ubehag og nådegave«. »Længsel og pludselig resignation ligger klos op ad hinanden«, så det er »simpelthen så lattermildt og samtidig kvalfuldt at læse« Holms fortællinger: »I de danske novellesamlingers klassikerkæde har han begået en perle, helt kuglerund og glat«.

I Jyllands-Posten anerkendte også Jon Helt Haarder bogen som »den drevne forfatters værk«, skrevet »med et stramt styret sprogligt overtryk - ofte med humoristisk anstrøg og afsluttet skævt«.

Helt på linje med Torben Brostrøms glæde ved de »svimle grotesker« med »Holms glade, lysende sprog, som har mange facetter og med voksende styrke sniger sig ind i mørke sprækker, hvor angsten og mismodet har forklædt sig til galskab eller kynisme (...). Der er lyd og lys overalt«, skrev han i Information.

Hvor han også finder »en ny, stærk variation af modernismens evige tema« om splittelsen - disjecta membra - i fortællingen om maleren, der kun kan male legemsdele, ikke hele personer. Det er en af den malers veninder, der siger:

»- Gør døden dig altid liderlig?

- Nej, nej, svarede han, døden behøver ikke at være indblandet«.