Avispapir er jo ikke ligefrem klatpapir, men undertiden kan dansk anmelderi nu godt få én til at føle sig hensat til skoletidens kemitimer: »Sy re gør papiret rødt, base blåt«, lærte vi om lakmusprøvens virkninger på klatpapiret. Lige så forudsigeligt har nogle danske dagbladsanmeldere nu i en årrække reageret over for bøger, der berørte en bestemt side af vor fælles fortid - venstre side. Jyllands-Postens klatpapir hedder Bent Jensen, han er også professor i historie, og helt efter bogen ser han rødt, så snart dr. phil. Elias Bredsdorff fejrer 90-års dagen ved at samle en stribe af sine essays under titlen 'Gensyn med fortiden'. Same procedure as last year, tænker Jensen og skriver: »ingen af dem (artiklerne) bærer præg af vilje til et eftersyn af de mindre flatterende sider af fortiden«. Ærgerligt, mener Jensen, at den 90-årige ikke kan »få sig samlet sammen til et alvorligt gensyn med sin fortid. Det kunne måske blive interessant læsning«. Jensen indrømmer imidlertid, at Bredsdorff »med hensyn til de sovjetiske overgreb mod Ungarn, Tjekkoslovakiet og Polen tager kraftigt afstand«, og dét er jo en komplikation af det ellers så enkle verdensbillede. Som derfor straks må ugyldiggøres ved at tilføje, at det i Ungarns tilfælde skyldes »frygten for, at socialismen og fremskridtet skal lide skade«. Det refrænagtige krav om venstrefløjens bod og bedring, sæk og aske, forhindrer Jyllands-Postens læsere i at få at vide, hvad Berlingske Tidendes abonniner til en forandring godt må høre: at der kan eksistere en dansk venstreorienteret, som »aldrig har været bange for at erkende, at han har taget fejl i sit liv«, men oven i købet »har været så hudløs ærlig at indrømme, at han (...) til sin død vil være om ikke socialist så dog kulturradikal af hjertet«. Berlingerens anmelder er med andre ord ikke Bent Blüdnikow denne gang, men derimod Jens Andersen. Der oven i købet fremturer ved at udfordre læseren til at overveje »dette fritænkeri som udtryk for et aldrig svigtende samfundspolitisk engagement og en form for troskab mod dansk ånd og ideer, som i visse henseender er mere udfordrende og udviklende for vort folkestyre og demokrati end den ustandselige jagt på politiske syndere i fortiden«. Stærk tobak for den komplet uforberedte læser af Bergens Tidende! Ufanatisk socialist Og det bliver værre endnu, for Andersen citerer også Bredsdorffs efterlysning af et dansk frisind og meningernes mod over for de »Stærke kræfter (der) er i gang med at prostituere frihedsbegrebet, afdemokratisere demokratiet og afhumanisere humanismen«. De ord står ikke i 90-års-bogen, Bredsdorff skrev dem i Politikens Kronik 1955, »men kunne det ikke også have været i 2002?« spørger Jens Andersen. Og er dermed på linje med Jens Kistrup, der i Weekendavisen citerer selv samme Kronik 'Om at fodre sine karusser' for nogle andre linjer: »Der er brug for en vågen og modig kulturradikalisme i dag, en tankegang som bygger på respekten for mennesket, tænker i internationale perspektiver og er belastet med en social samvittighed«, lød Bredsdorffs efterlysning fra 1955. Den virkede, dengang, men var samtidig »et idealiseret selvportræt«, tilføjer Kistrup. Og derfor er også den aktuelle artikelsamling »kun et halvt selvportræt. Hans meninger er de rigtige meninger. De forkerte er han blevet for gammel til at huske, eller også har han fortrængt dem«. Erik Skyum-Nielsen finder til gengæld i Information en imponerende konstans i Bredsdorffs tilgang til tingene igennem de 19 essays: »Han er på hele turen fra 1933 til år 2000 ufanatisk socialist, ublæret akademiker, ukrigerisk fredsforkæmper og uopstyltet intellektuel«, skriver Skyum, der dog savner klarhjernet og varmhjertet stillingtagen til den politiske hjernevask i Kina, som Bredsdorff er parat til at forklare i en artikel fra 1957. Kloakrotte Bredsdorffs ambivalente, men dog eksisterende kritik af den praktiserede kommunisme havde Hans Hertel i anmeldelse her i Politiken tirsdag et skarpt øre for. På den ene side: »Det knager tidligt - om end diskret - i troen på Kina«; men på den anden side: »først i 1986 finder man ... en klar distancering fra »den officielle fredsbevægelse«, der »ensidigt lovpriser Sovjetunionen som fredens forsvarer««, noterer Hertel. Der også har godt blik for de aktuelle pointer i Bredsdorffs opgør med racisme og fremmedhad gennem årene - som medførte anonyme smædebreve med betegnelser som »beskidt kryb« og »kloakrotte«. »Hurra for det sidste skældsord«, skriver Hertel. »Sådan som vores samfund p.t. 'udvikler' sig, bliver der særlig brug for 'kloakrotter' og andre selvbestaltede eksperter, der tør krybe ned og smage kritisk på undergrunden«.